Blishøne forekommer i vandhuller, søer, åer, lavvandede fjorde og langs beskyttede kyster. Arten er i vinterhalvåret primært knyttet til søer, lavvandede fjorde eller beskyttede vige med udbredt undervandsvegetation, hvor de ofte ses i store flokke. Fældefugle ses typisk i de samme habitater som de overvintrende fugle, dog koncentreret i færre områder.

Blishøne yngler over hele Europa på nær de allernordligste egne (Scott & Rose 1996). Bestanden af blishøne blev i forbindelse med DOF's Atlas II projekt vurderet til 20.000 par (Grell 1998), men arten er siden gået markant tilbage.  DOF's ynglefuglepunkttællinger viser således en tilbagegang i perioden 1976-2017 (Moshøj m.fl. 2018). Arten er en talrig vintergæst fra Østersøområdet.

I Østersregionen som helhed vurderes arten til at være i moderat tilbagegang (HELCOM 2017). Bestanden af overvintrende blishøns i Nordvesteuropa er senest blevet opgjort til 1,2–2,0 mio. fugle, og vurderes at have en stabil eller muligvis faldende bestandsudvikling (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018).  

Bestanden af blishøns rammes hårdt af isvintre, som giver øget dødelighed. Arten har dog stor evne til at retablere sig, og bestanden når typisk tilbage på niveau i løbet af nogle år (Pihl 2000).

Blishøne reagerer prompte på situationer, hvor bundvegetationen forsvinder som følge af eutrofiering - og reduceres i antal fra tusindtallige til titallige flokke. Det er veldokumenteret fra Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord, Nibe-Gjøl Bredninger, den yderste del af Mariager Fjord samt Egensedybet i Odense Fjord (Meltofte & Clausen 2011, Clausen & Holm 2011, Fælled 2011, Clausen m.fl. 2014, Balsby m.fl. 2017). Arten vender ikke tilbage i samme omfang som fx pibeand, hvis vegetationen genetableres jf. erfaringerne fra Nibe-Gjøl og Ringkøbing Fjord. Det kan derfor ikke udelukkes, at den nutidige manglende forekomst af de 30.000-80.000 fugle, der typisk taltes i de Vestjyske Fjorde og Limfjorden (regionerne B-C i Joensen 1974) skyldes de længerevarende perioder med mangel på havgræsser, vandaks eller ålegræs i denne førhen så vigtige del af landet for overvintrende blishøns.  

Arten er jagtbar i Danmark. Antallet af nedlagte fugle er faldet i perioden fra 10.872 fugle i 2012/13 til 5.915 fugle i 2016/17. På den lange bane er udbyttet siden toppen i 1970’erne faldet fra op i mod 100.000 fugle på en sæson i 1975/76 til det nuværende niveau omkring 6.000 fugle (Vildtudbyttestatistikken).

Blishøne er i perioden 2018-2019 overvåget i forbindelse med den landsdækkende fældefugletælling i sommeren 2018 samt ved de årlige reducerede midvintertællinger. Arten overvåges desuden også på de landsdækkende optællinger ved midvinter, som senest er gennemført i 2013 og 2016 med den næste planlagt til 2020. 

Undersøgelsesområdet for den landsdækkende optælling af fældefugle kan ses her. Undersøgelsesområdet for de to landsdækkende optællinger af vandfugle foretaget ved midvinter i perioden (2013 og 2016) kan ses her. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger fra op til 100 indekslokaliteter fordelt over hele landet, hvor 72 blev dækket i 2018 og 74 i 2019.  

Arten er især optalt ved totaltællinger foretaget fra fly samt optællinger foretaget fra land. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt, dette dog primært i år med landsdækkende optælling af arten.

Antallet af registrerede blishøns på de landsdækkende fældefugletællinger er noget lavere sammenlignet med tællingerne i oktober og om vinteren. Der blev i alt registreret 36.228 fugle på optællingen i 2018, hvilket er højere end på de to seneste landsdækkende tællinger i 2006 og 2012 (Tabel 1). I 2018 blev flere af artens vigtige lokaliteter dækket, hvilket til dels kan være med til at forklare det højere antal. Flest fugle blev registreret i den østlige del af landet (Figur 1), med flest fugle i følgende områder: Roskilde Fjord samlet (7.261), Maribo Søerne samlet (2.700), Nakskov Indrefjord (2.115) og Odense Fjord samlet (1.626).

Der blev registreret henholdsvis 91.126 og 93.116 blishøns på de to senest gennemførte landsdækkende midvintertællinger i 2013 og 2016 (Tabel 2), og hvor langt de fleste fugle blev talt ved fjorde, nor og sunde på Øerne (Figur 2).

Bestandsindekset blev for 2018 og 2019 estimeret til henholdsvis 36,7 og 53,1 - hvilket er lave værdier sammenlignet med tidligere år, når der ses bort fra årene omkring isvintrene midt i 1980'erne og midt i 1990'erne (Figur 3). 

Udvikling i antal og udbredelse

Det højere antal registreret på fældefugletællingen i 2018 skyldes formentlig primært en bedre dækning af artens vigtigste lokaliteter. Arten registreres over hele landet, dog med langt hovedparten af fuglene i de sydøstlige og østlige dele af landet. Fordelingen på fældefugletællingen i 2018 adskilte sig ikke nævneværdigt fra den seneste optælling i 2012.

Bedømt ud fra indeks, er arten gået markant tilbage siden 1990'erne, på trods af at der har været forholdsvis få hårde vintre, der kunne forklare udviklingen. Det seneste ti-år synes den overvintrende bestand at have stabiliseret sig på et lavere niveau. Den registrerede fordeling på de to seneste landsdækkende midvintertællinger (2013 og 2016) adskilte sig heller ikke nævneværdigt fra hinanden.

• Tidligere rapporter om resultater af landsdækkende og reducerede midvintertællinger samt fældefugletællinger (se referencerne i metodeafsnittene om midvinter- og fældefugletællinger) samt afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
• Balsby, T.J.S., Clausen, P., Krause-Jensen, D., Carstensen, J. & Madsen, J. (2017). Long-term patterns of eelgrass (Zostera marina) occurrence and associated herbivorous waterbirds in a Danish coastal inlet. – Frontiers in Marine Science 3:285. 
• Clausen, P. & Holm, T.E. (2011). Målsætning af levesteder for vandfugle. Resultater fra et pilotprojekt i 6 udvalgte jyske EF-fuglebeskyttelsesområder med særligt fokus på vegetationstilknyttede arter. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 88 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 10. 
• Clausen, P., Holm, T.E., Therkildsen, O.R., Jørgensen, H.E. & Nielsen, R.D. (2014). Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 2: De enkelte reservater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 236 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 132. 
• Fælled, C.C. (2011). Impacts of habitat loss on a herbivorous waterbird guild in the Danish estuary Mariager Fjord. - Specialeafhandling, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 31 s.
• Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag & Dansk Ornitologisk Forening, København. 825 s.
• HELCOM (2017). Abundance of waterbirds in the wintering season. HELCOM core indicator report. Online, hentet 16. August 2017.
• Meltofte, H. & Clausen, P. (2011). Svømmefuglene på Tipperne 1929-2007. - Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 105: 1-120. 
• Moshøj, C. M., Eskildsen, D.P., Jørgensen, M.F. & Vikstrøm, T. (2018). Overvågning af almindelige fuglearter i Danmark 1975-2017. Årsrapport for Punkttællingsprogrammet. - Dansk Ornitologisk Forening. 60 s.
• Pihl, S. (2000). Vinterklimaets indflydelse på bestandsudviklingen for overvintrende kystnære vandfugle i Danmark 1987-1996. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 94: 73-89.
• Scott, D.A. & Rose, P.M. (1996). An Atlas of Anatidae populations in Africa and Western Eurasia. – Wetlands International Publication No. 41, Wetlands International, Wageningen, The Netherlands. 256 s. https://www.wetlands.org/publications/atlas-of-anatidae-populations-in-africa-and-western-eurasia