Mareca strepera
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Trækfugl | Bilag IIA og Artikel 4.2 udpeget | September: 4.298 (2019) | Stigende (2008-2019) |
De største antal af knarænder forekommer om efteråret, hvor arten har været talt årligt i 2008 til 2017 samt i 2019. Endvidere er arten optalt regelmæssigt ved midvinter siden 1968 og årligt i perioden 1987-2019.
Tællingerne indikerer en overordnet set stabil udvikling i den nationale bestand siden 2008, men set i et længere perspektiv er der ingen tvivl om, at bestanden er steget siden 1980’erne, både fordi arten er indvandret og blevet en stadig mere udbredt og talrig ynglefugl (Grell 1998, Jørgensen 2006, Clausen m.fl. 2016) – og fordi den synes begunstiget af mange naturgenopretninger af tidligere lavbundsområder samt sørestaureringer.
Knarand er tilknyttet mere ferske områder end flere af de andre svømmeænder og ses derfor især ved søer eller meget brakke vådområder, hvor den fouragerer på bundvegetation og smådyr i tilknytning til planterne.
Knarand findes i træktiden efterhånden udbredt i hele landet, oftest som enkelte par eller småflokke i større koncentrationer af andre svømmeænder, men enkelte lokaliteter har regelmæssige forekomster af mere end 100 fugle, fx Vejlerne og Maribosøerne.
Bestanden af overvintrende knarænder i Nordvesteuropa er senest blevet opgjort til 110.000-138.000 fugle, med en stigende bestandsudvikling (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018).
Knarand er en udpræget herbivor, som i lighed med svaner, pibeand og blishøne må forventes at gå tilbage i antal i situationer, hvor bundvegetationen forsvinder som følge af eutrofiering. Der er dog ikke evidens for dette fra Danmark, tværtimod har vi det 'gode eksempel' på en art som er gået frem i antal pga. restaurering, forbedret vandkvalitet og øget udbredelse af bundplanter i Maribosøerne (Clausen m.fl. 2014).
Alle svømmeænder i Danmark er jagtbare og følsomme overfor forstyrrelser forårsaget af jagt. Knarand har dog kun i mindre omfang udvist en respons på antal og fordeling i forlængelse af etableringen af de mange nye reservater i 1990'erne, givetvis fordi arten er meget mere tilknyttet ferskvand, og det kun er ganske få søer, som er omfattet af reservatnetværket (Clausen m.fl. 2013, 2014).
Knarand var fredet indtil 1994. Siden da har arten været jagtbar og det årlige jagtudbytte har i perioden 1994-2016 været gennemsnitligt 1.132 fugle (minimum 247, maksimum 3.162). Der er betydelige år-til-år variationer, men overordnet set er udbyttet stigende (Vildtudbyttestatistikken), hvilket givetvis afspejler artens markante bestandsstigning i Nordvesteuropa.
Knarand optælles som alle andre vandfuglearter ved både de landsdækkende og reducerede midvintertællinger og blev således optalt i hele landet i 2013 og 2016 samt på indekslokaliteterne i de øvrige år. Men arten er ganske fåtallig om vinteren - og behandles her blot summarisk for denne årstid. Alle tal fra midvintertællingerne indrapporteres til Wetlands International og benyttes til vurdering af bestandsudviklingen for arten.
Knarand blev frem til 2016 optalt ved en næsten landsdækkende optælling i første halvdel af oktober, men overvåges i det aktuelle NOVANA-program ved en tælling i anden halvdel af september, der udføres hvert andet år, første gang i 2017 og i indeværende rapportperiode i 2019. Tælledatoen blev flyttet fordi data fx fra Maribosøerne indikerede, at knarands topforekomst ligger tidligere end for de talrigere svømmeandearter. Disse tællinger udgør et nationalt program, der sigter mod at optælle svømmeænderne, når der forventeligt er flest her i landet om efteråret. De indgår ikke i internationale optællinger, men er vitale for den nationale monitering af artens forekomst, fordi fuglene trækker helt bort i kolde vintre og ellers kun ses i beskedne antal ved midvintertællingerne. Nationalt bruges tællingerne til overvågning af arten i fuglebeskyttelsesområder, hvor den indgår i udpegningsgrundlaget.
Undersøgelsesområdet for de to landsdækkende optællinger af vandfugle foretaget ved midvinter i perioden (2013 og 2016) kan ses her. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger fra omkring 50 indekslokaliteter fordelt over hele landet.
Optællingerne i september-oktober udføres ved ca. 120 udvalgte optællingsområder, der forventeligt rummer langt størstedelen af landets bestande af svømmeænder, herunder alle fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget for en eller flere svømmeandearter. Optællingsområderne omfatter fjorde, lavvandede bugter, kystlaguner og søer jævnt fordelt over hele landet, herunder alle større reservatområder samt de fleste større naturgenopretningsområder.
Da knarand i særlig grad er tilknyttet ferske vådområder tælles arten hovedsageligt fra land, både i forbindelse med midvinter- og septembertællingerne, men mindre antal registreres også ved totaltællinger foretaget fra fly.
Der blev registreret henholdsvis 89 og 188 knarænder på de landsdækkende midvinteroptællinger i 2013 og 2016 (Nielsen m.fl. 2019), hvor det lavere antal i 2013 kan skyldes et mere udbredt isdække i flere søer dette år.
Arten er så fåtallig om vinteren, at der ikke foretages indeksberegninger ud fra de årlige reducerede midvintertællinger, men tallene fra de landsdækkende tællinger indikerer, at bestanden har været stigende fra 1967 til 2016 (se Nielsen m.fl. 2019). I lighed med de andre svømmeænder (bortset fra gråand) afspejler denne udvikling givetvis den hyppigere forekomst af mildere vintre nu end førhen.
Knarand forekom ved tællingen i september 2019 i hele landet (Figur 1), hvor de største antal blev set på Øerne med Maribosøerne (652 fugle), Skenkelsø Sø (208), Bøtø Nor (110) og Gyldensteen Strand (108) som de vigtigste lokaliteter. I Jylland sås flest ved Gudenåengene (219), Gråstensøerne (150). De Østlige Vejler (128) samt Hindemade (109). I opremsningen er forekomster af mere end 100 fugle nævnt.
Det samlede antal af knarænder optalt i september 2019 var på 4.298 fugle (Tabel 1). Det er det højeste antal registreret i Danmark i NOVANA-programperioden (og formentlig nogensinde).