Aarhus Universitets segl

Rødrygget tornskade

Lanius collurio

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Ynglefugl

Bilag I

Livskraftig (LC)

1.500 par (2018)

2004-2018: stabil
1980-2018: stabil

Bestanden af rødrygget tornskade har siden 1970'erne været stabil med ca. 1.500 par. Udbredelsen af rødrygget tornskade synes at være stigende på kort såvel som på lang sigt.

Om arten

Rødrygget tornskade yngler i åbne, varierede habitater med buskadser, enkeltstående træer, levende hegn osv., som eksempelvis overdrev, klitheder, græsningsenge og ryddede arealer i skov. De danske rødryggede tornskader er trækfugle, som overvintrer i Øst- og Sydafrika.

Rødrygget tornskade er udbredt over hele Danmark. Den samlede bestand blev i midten af 1970’erne opgjort til 1.500-3.000 par, og dette estimat blev opretholdt ved den seneste ynglefuglekortlægning midt 1990’erne (Dybbro 1976, Grell 1998). I forbindelse med Artikel 12-rapporteringen af de danske fuglebestande til EU i 2018 blev bestanden ligeledes vurderet til 1.500 par (Fredshavn m.fl. 2019)

Potentielle trusler mod arten er formentlig først og fremmest ødelæggelse af artens ynglehabitater, samt tørke i artens overvintringskvarterer (Hagemeijer & Blair 1997).

Overvågningsmetoder

Rødrygget tornskade blev i 2012 og 2015 overvåget ekstensivt. Udbredelsen blev opgjort på baggrund af alle observationer i DOFbasen af rødrygget tornskade med adfærdskoder, som indikerede yngleaktivitet såsom redebygning, parringsflugt, territoriehævdelse osv. Endvidere blev alle observationer, som ikke omfattede trækkende eller overflyvende fugle, fra 1. juni til 31. juli, inddraget. Der blev i NOVANA-sammenhæng ikke gjort forsøg på at estimere størrelsen af den nationale ynglebestand (Pihl m.fl. 2012).

Efter revideringen af NOVANA-programmet i 2017 er overvågningen ændret, så rødrygget tornskade nu overvåges hvert andet år efter NOVANAs Intensiv 1-metode, senest i 2018. Overvågningen foregår kun i de fuglebeskyttelsesområder hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Holm 2018).

Til beregning af bestandsestimater og bestandsudviklinger er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.  

Resultater

I 2018 blev der i NOVANA registreret 286 ynglepar af rødrygget tornskade inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Figur 1, Tabel 1). 

Udvikling i antal og udbredelse

Bestanden af rødrygget tornskade blev i både 1971-1974 og 1993-1996 skønnet til at ligge på 1.500-3.000 ynglepar (Dybbro 1976, Grell 1998). Bestanden blev  i 2011 og senest i 2018 vurderet til 1.500 ynglepar (Pihl & Fredshavn 2015, Fredshavn m.fl. 2019). Bestandstallene er vurderinger, og der findes ikke tilstrækkelige data til en statistisk analyse af bestandsudviklingen.

Rødrygget tornskade forekommer udbredt over hele Danmark, og udbredelsen har været stigende på både kort og lang sigt (Fredshavn m.fl. 2019, Vikstrøm & Moshøj 2020).

Referencer

  • Fredshavn, J.R., Holm, T.E., Sterup, J., Pedersen, C.L., Nielsen, R.D., Clausen, P., Eskildsen, D.P. & Flensted, K.N. 2019. Størrelse og udvikling af fuglebestande i Danmark – 2019. Artikel 12-rapportering til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 46 s. – Videnskabelig rapport nr. 363 dce2.au.dk/pub/SR363.pdf 
  • Dybbro, T. (1976). De danske ynglefugles udbredelse: Resultaterne af Atlas-projektet, kortlægningen af Danmarks ynglefugle 1971-1974. - Dansk Ornitologisk Forening, København.
  • Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.
  • Holm, T.E. (2018). Overvågning af rødrygget tornskade Lanius collurio som ynglefugl.  – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A183, version 1. 7 s  
  • Hälterlein, B., Fleet, D.M., Henneberg, H.R., Mennebäck, T., Rasmussen, L.M., Südbeck, P., Thorup, O. & Vogel, R. (1995). Vejledning i optælling af ynglefugle i Vadehavet. Common Waddensea Secretariat. – Wadden Sea Ecosystem No. 3. Wilhelmshaven.
  • Pihl, S., Holm, T.E., Kahlert, J. & Søgaard, B. (2012). Ekstensiv overvågning af ynglefugle. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A199, version 1. 4 s.
  • Pihl, S., Clausen, P., Petersen, I.K., Nielsen, R.D., Laursen, K., Bregnballe, T., Holm, T.E. & Søgaard, B. (2013). Fugle 2004-2011. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 188 s. – Videnskabelig rapport fra DCE nr. 49. https://www2.dmu.dk/Pub/SR49.pdf
  • Pihl, S. & Fredshavn, J.R. (2015). Størrelse og udvikling af fuglebestande i Danmark. Artikel 12 rapportering til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Aarhus Universitet, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, 44 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 176. https://dce2.au.dk/pub/SR176.pdf   
  • Vikstrøm, T. & Moshøj, C.M. (2020). Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017. Dansk Ornitologisk Forening. Lindhardt og Ringhof. 840 s.  

Rødrygget tornskade/Foto: Peter Bundgaard
Rødrygget tornskade
Foto: Peter Bundgaard

ÅrDækningAntal
2012EkstensivUkendt
2013 Ikke overvåget
2014 Ikke overvåget
2015 Ekstensiv     Ukendt
2016 Ikke overvåget   
2017 Ikke overvåget
2018Fuglebeskyttelsesomr.286 par
2019 Ikke overvåget

Tabel 1. NOVANA-overvågning af ynglende rødrygget tornskade i Danmark 2012-2019.