Aarhus Universitets segl

Skarv

Phalacrocorax carbo

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Ynglefugl

Artikel 4.2 udpeget 

Livskraftig (LC)

30.511 par (2019)

2004-2019: Faldende
1980-2019: Stigende

Overvågning af ynglende skarv udføres årligt i tilknytning til den danske forvaltningsplan for skarv. 

I 2018 blev der registreret 31.708 ynglepar fordelt på 76 kolonier og i 2019 30.511 par fordelt på 75 kolonier. Ynglebestanden af skarver i Danmark faldt fra 2005 til 2013, men steg igen i 2014. Siden har antallet været ret stabilt med i gennemsnit knap 32.000 ynglepar. Udbredelsen af kolonierne har ikke ændret sig væsentligt over de seneste år.

Hvert år foretages der visse steder forvaltende tiltag, enten for at undgå at skarverne etablerer nye kolonier eller for at begrænse antallet af ynglende skarver. Disse tiltag foretages i områder med særlige konflikter relateret til fiskeri og/eller bevarelse af sårbare bestande af fisk. 

Om arten

I Danmark yngler skarver i kolonier i træer og buske såvel som på jorden i nærheden af vandområder med fisk. Hovedparten af de danske ynglefugle trækker mod syd og sydvest om efteråret og overvintrer i Vesteuropa og Nordafrika (Bregnballe m.fl. 1997).

Skarven er i dag udbredt som ynglefugl langs kyster i stort set hele landet. Den største koncentration af ynglende skarver findes i den sydøstlige del af landet omkring Lolland-Falster og Møn.

Bestanden af skarv i Danmark har tidligere været holdt nede ved intensiv forfølgelse (Bregnballe & Gregersen 1995). Der er ikke længere jagttid på skarven (arten har været fredet siden 1980), men det er fortsat muligt at få tilladelse til at regulere skarver i Danmark med henblik på at beskytte fiskebestande og fiskeriinteresser (Sørensen & Bregnballe 2016). I medfør af dette nedlægges hvert år nogle tusinde skarver i Danmark (Asferg m.fl. 2016); i de senere år er dette antal steget til 5-6000 skarver. Desuden reguleres hvert år en vis andel af rederne i den danske ynglebestand (9-15 % i 2015-2019) , oftest ved at sprøjte planteolie på æggene, så de ikke klækker (Sterup & Bregnballe 2019). Også i udlandet (især i Frankrig), hvor mange danske ynglefugle overvintrer, nedlægges et stort antal skarver i vintermånederne. Herudover er der mange skarver, der drukner i fiskegarn (Bregnballe & Frederiksen 2006). Ovennævnte faktorer vurderes ikke at udgøre en trussel mod skarvens eksistens som dansk ynglefugl, men er med til at holde bestanden på et lavere niveau, end hvad der ellers ville være tilfældet.

Overvågningsmetoder

I statslig regi er skarvernes ynglekolonier i Danmark blevet overvåget årligt siden 1989. Antallet af reder i de enkelte kolonier er blevet optalt omkring det tidspunkt på sæsonen, hvor antallet af reder kulminerer; som regel i starten af maj. Optællingen foregår normalt ved at gå igennem kolonien og tælle antallet af reder, der er mindst 1/4 færdigbyggede. De fleste kolonier – og især de større – tælles af ornitologer, der har flere års erfaring med at optælle reder i skarvkolonier.

Skarv blev i 2018 og 2019 eftersøgt på flere end 100 potentielle ynglelokaliteter spredt over hele landet. Det undersøgte antal lokaliteter er reelt langt højere, da skarvkolonier er meget synlige og nye yngleforekomster derfor ofte vil blive registreret i forbindelse med eftersøgning/optælling af andre arter. Flere end 60 ornitologer deltog i optællingerne af skarvreder i 2018 og 2019.

Resultater

I 2018 blev der registreret i alt 31.708 par, hvilket svarede til en tilbagegang på 4,5 % i forhold til 2017. I 2019 blev der registreret i alt 30.511 par, hvilket svarede til en tilbagegang på 3,8% i forhold til 2018. I perioden 2014-2019 har bestanden ligget mellem 30.511 og 33.186 par (Tabel 1).

Der blev registreret ynglende skarver på 76 lokaliteter i 2018 og på 75 lokaliteter i 2019. Efter 2013 steg antallet af kolonier fra færre end 68 til at svinge mellem 73 og 84 i perioden 2014-2019. Landets største koloni har gennem hele perioden været Stavns Fjord på Samsø. Her blev der talt 2.422 reder i 2018 og 2.488 reder i 2019. I begge år var der kolonier i stort set alle egne af landet, men inde i landet forekom der kun kolonier i nærheden af større søer eller fjorde (Figur 2).

Se Bregnballe & Sterup (2018) og Sterup & Bregnballe (2019) for yderligere oplysninger om ynglebestanden af skarv i Danmark i 2018 og 2019.

Udvikling i antal og udbredelse

Omkring 1876 blev skarven udryddet som dansk ynglefugl, og først i 1938 etablerede den sig igen i Danmark (Bregnballe & Gregersen 1995). Skarvbestanden i Danmark gik kraftigt frem fra 1970'erne og indtil midt i 1990'erne som følge af, at beskyttelsen af skarverne gradvist blev øget i Danmark og i resten af Europa (Bregnballe 1996). Herefter stabiliserede ynglebestanden sig, og i perioden 1996-2005 var bestanden forholdsvis stabil omkring 40.000 ynglepar. Herefter fulgte nogle år med betydelig tilbagegang, og i 2013 var bestanden faldet til knap 25.000 ynglepar, hvilket bl.a. var forårsaget af to hårde vintre (2009/10 og 2010/11). Siden har bestanden genvundet noget af det 'tabte', og ynglebestanden har i perioden 2014-2019 været forholdsvis stabil med i gennemsnit 31.600 par (Figur 1).

Bestandsudviklingen på kort sigt (2004-2019) har været faldende, mens den på lang sigt (1980-2019) har været stigende, begge ændringer er statistisk signifikante (P<0,05).

I 1980 fandtes blot tre kolonier i Danmark (med i alt 2.037 par): Vorsø i Horsens Fjord, Ormø på Sydsjælland og Brændegårdssøen på Sydfyn (Bregnballe & Gregersen 1995). Siden har skarverne bredt sig, og arten har siden midten af 1990'erne ynglet i de fleste egne af landet (Bregnballe 2009). I perioden fra 2014 til 2019 er bestanden omkring Sydsjælland og Lolland-Falster først steget fra ca. 7.900 til 10.900 par, hvorefter den faldt til ca. 8.600 par i 2018-2019. Omkring de vestjyske fjorde steg bestanden fra ca. 1.300 til ca. 3.200 par i årene 2014-2017, og siden har antallet kun udvist moderate udsving. I de øvrige områder har antallet af ynglepar været forholdsvis stabilt i 2014-2019, dog med en faldende tendens i den nordlige del af Kattegat og i nordlige Sjælland. Den geografiske fordeling af skarvkolonierne i 2019 fremgår af Figur 2.

Referencer

  • Asferg, T., Clausen, P., Christensen, T.K., Bregnballe, T., Clausen, K.K., Elmeros, M., Fox, A.D., Haugaard, L., Holm, T.E., Laursen, K., Madsen, A.B., Madsen, J., Nielsen, R.D., Sunde, P. & Therkildsen, O.R. (2016). Vildtbestande og jagttider i Danmark: Det biologiske grundlag for jagttidsrevisionen 2018. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 140 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 195. http://dce2.au.dk/pub/SR195.pdf
  • Bregnballe, T. (1996). Development of the North and Central European breeding population of Cormorant Phalacrocorax carbo sinensis. - Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 90: 15-20.
  • Bregnballe, T. (2009). Skarven. - Miljøbiblioteket. 103 s.
  • Bregnballe, T. & Frederiksen, M. (2006). Net-entrapment of great cormorants Phalacrocorax carbo sinensis in relation to individual age and population size. - Wildlife Biology 12(2): 143-150.
  • Bregnballe, T., Frederiksen, M. & Gregersen, J. (1997). Seasonal distribution and timing of migration of Cormorants Phalacrocorax carbo sinensis breeding in Denmark. – Bird Study 44: 257-276.
  • Bregnballe, T. & Gregersen, J. (1995). Udviklingen i ynglebestanden af Skarv Phalacrocorax carbo sinensis i Danmark 1938-1994. - Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 89: 119-134.
  • Bregnballe, T. & Sterup, J. (2018). Danmarks ynglebestand af skarver i 2018. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 40 s. - Teknisk rapport fra DCE nr. 125. http://dce2.au.dk/pub/TR125.pdf
  • Sterup, J. & Bregnballe, T. (2019). Danmarks ynglebestand af skarver i 2019. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 40 s. - Teknisk rapport fra DCE nr. 149. http://dce2.au.dk/pub/TR149.pdf
  • Sørensen, H.L. & Bregnballe, T. (2016). Forvaltningsplan for skarv i Danmark 2016-2020. - Miljø- og Fødevareministeriet, Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning.

Læs også om

Skarv/Foto: Jacob Sterup
Skarv
Foto: Jacob Sterup

ÅrDækningAntal
2012Hele landet27.266 par
2013Hele landet  24.862 par
2014Hele landet30.624 par
2015Hele landet31.400 par
2016Hele landet31.694 par
2017Hele landet33.186 par
2018Hele landet31.708 par
2019Hele landet30.511 par

Tabel 1. Overvågning af ynglende skarv i Danmark, NOVANA 2012-2019.