Milvus milvus
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Ynglefugl | Bilag I | 200 par (2019) | 2004-2019: stigende |
Bestanden af rød glente har været jævnt stigende siden 1970'erne, og især efter 2004 er bestanden vokset i antal og udbredelse. Arten er nu udbredt over det meste af landet, og bestanden synes at fortsætte den positive udvikling. Antallet af ynglepar i Danmark blev i 2019 vurderet til mindst 200.
Rød glente yngler i åbent mosaiklandskab med spredte lunde, skove og dyrkede områder og stiller først og fremmest krav til uforstyrrethed i yngleområdet. Arten er trækfugl, som overvintrer i Vesteuropa, inkl. Danmark.
Rød glente genindvandrede i 1970. Bestanden steg indledningsvis, men stagnerede omkring 20-30 par. Først fra 2003 begyndte arten igen at tiltage i antal, og arten er nu udbredt over hele landet (Nyegaard m.fl. 2014). De største tætheder findes i Øst- og Nordjylland, på Fyn samt i Vest- og Nordsjælland (Vikstrøm & Moshøj 2020).
Den største trussel mod bestanden er menneskelige forstyrrelser i yngleperioden.
Rød glente blev i NOVANA-sammenhæng overvåget første gang i 2012. Metoden var Intensiv 2, hvor Miljøstyrelsen undersøgte sikre og mulige yngleforekomster, som blev indrapporteret i DOFbasen. Overvågningen kunne også ske ved kontakt til observatøren af det mulige ynglefund suppleret med besøg på lokaliteten i fornødent omfang. Eventuelt feltarbejde foregik i perioden 1.-30. juni (Pihl m.fl. 2012). I 2012 blev der på denne måde registreret 57 par ynglende rød glente.
Fra 2018 overvåges rød glente hvert andet år efter NOVANAs Intensiv 1-metode. Overvågningen foregår kun i de fuglebeskyttelsesområder hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Holm 2018).
Til beregning af bestandsestimater og bestandsudviklinger (Figur 2) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.
I 2018 blev der i NOVANA registreret 2 ynglepar af rød glente indenfor de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Tabel 1).
Antallet af rød glente i Danmark blev i 2019 vurderet til mindst 200 ynglepar (Lange m.fl. 2020).
I 2012 blev der registreret i alt 57 ynglepar af rød glente ved NOVANA-overvågningen (Tabel 1). Antallet var baseret på en Intensiv 2-overvågning, dvs. udtræk fra Dansk Ornitologisk Forenings database (DOFbasen). Efterbearbejdede tal fra foreningen viste dog, at der i 2012 blev registreret 90-134 ynglepar (Nyegaard m.fl. 2014). Intensiv 2-metoden må derfor vurderes at være utilstrækkelig til at opnå det mest korrekte antal ynglepar af rød glente, hvilket kan skyldes, at langt fra alle data indtastes i DOFbasen.
Udviklingen i antal i NOVANA-perioden (korttidsudviklingen) har være markant stigende (P<0,001) fra 25-35 ynglepar i 2004 til mindst 200 par i 2019 (Lange m.fl. 2020). Tendensen i udviklingen siden 1980 (langtidsudviklingen) har ligeledes været tiltagende (P<0,001), idet bestanden blev anslået til 7 par i 1980 (Sørensen 1995).
Baseret på data fra Nyegaard m.fl. (2014) har der været en stigning i udbredelsen i NOVANA-perioden. I 2004 ynglede rød glente hovedsageligt i Sydøstjylland og arten har sidenhen bredt sig til især Østjylland, Vendsyssel samt Fyn og Sjælland. Mellem 1996 og 2017 er den geografiske udbredelse steget 382 % beregnet ud fra DOFs atlasprojekter (Grell 1998, Vikstrøm & Moshøj 2020).
Langtidsudviklingen i udbredelse siden 1980 viser ligeledes en markant forøgelse. Ved atlasundersøgelsen i 1971-1974 blev rød glente registreret med få par på Fyn og Sjælland. Den jyske bestand blev først etableret med et par i 1976 og mellem 1977 og 1982 ynglede her 3-5 par. Mellem 1974 og 2017 har stigningen i udbredelsen været på 8.350 % (Dybbro 1976, Vikstrøm & Moshøj 2020).
År | Dækning | Antal |
---|---|---|
2012 | Hele landet | 57 |
2013 | Ikke overvåget | |
2014 | Ikke overvåget | |
2015 | Ikke overvåget | |
2016 | Ikke overvåget | |
2017 | Ikke overvåget | |
2018 | Fuglebeskyttelsesomr. | 2 |
2019 | Ikke overvåget |
Tabel 1. NOVANA-overvågning af ynglende rød glente i Danmark 2012-2019.