I Danmark yngler splitterne på øer og holme, hvor der ikke forekommer rovpattedyr. Arten yngler ofte i store kolonier, som typisk anlægges inde i eller i tilknytning til hættemågekolonier. Arten er trækfugl og overvintrer primært langs Afrikas vestkyst.

Splitternen yngler spredt i hele landet, dog ikke på Bornholm. Størstedelen af ynglebestanden er normalt koncentreret til enkelte meget store kolonier beliggende langs den jyske vestkyst og i Kattegat/Storebælt (Gregersen 2006, Nyegaard m.fl. 2014). I løbet af de seneste 20 år er arten dog stort set forsvundet som ynglefugl fra bl.a. Vadehavet og Ringkøbing Fjord, hvor der tidligere var store kolonier.

De største trusler mod splitterne i Danmark er tab af ynglehabitat i form af adgang til uforstyrrede småøer med ynglekolonier af hættemåger. Arten kan have vanskeligt ved at få ynglesucces pga. prædation, forstyrrelser og oversvømmelser (Grell 1998). Fuglene er i yngleområdet og vinterkvarteret sårbare over for overfiskning af kystnære fiskebestande og havforurening (Hagemeijer & Blair 1997).

Under NOVANA-programmet bliver splitterne overvåget efter Intensiv 1-metoden. I lighed med de andre arter af terner, der yngler kystnært, bliver arten hvert andet år talt op i de fuglebeskyttelsesområder, hvor den er på udpegningsgrundlaget, mens overvågningen hvert sjette år omfatter 'alle' kendte og potentielle ynglelokaliteter i hele landet. Der skal som udgangspunkt aflægges to besøg på hver lokalitet med mindst ti dages mellemrum; første besøg i perioden 15.-31. maj og andet besøg i perioden 1.-30. juni (Bregnballe & Holm 2017).

Overvågningen foregår ved enten at tælle antallet af reder eller rugende fugle, eller ved at tælle antallet af voksne fugle. I tilfælde hvor antallet af ynglepar estimeres ud fra antallet af tilstedeværende fugle, gøres dette (som for andre arter af kolonirugende kystfugle) ved at multiplicere antallet med standardfaktoren 0,7, som korrigerer for, at ikke alle fuglene kan forventes at være samlet i kolonien på et og samme tidspunkt (Hälterlein m.fl. 1995). Da arten registreres ved to tidsmæssigt adskilte besøg vil besøgene oftest sikre, at optælleren er tilstede i både en tidlig og senere fase af ynglecyklus.

Splitterne blev overvåget i hele landet i 2019, og det vurderes, at alle ynglekolonier blev registreret. Arten blev første gang overvåget i NOVANA-programmet i 2006.

Til beregning af bestandsestimater for tidligere år og bestandsudvikling (Figur 2) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.  

Der blev i 2019 registreret ynglende splitterner på 7 lokaliteter med i alt 3.561 par. Ynglelokaliteterne var (efter størrelse) Hirsholm (1.150 par), Hjarnø i Horsens Fjord (852 par), Sprogø (738 par), Siø (287 par), Harboøre Tange (243 par), Holmesø ved Brøndby Strand (175 par) og Ørum Sø i Thy (116 par). Ifølge alle tilgængelige kilder var der dette år ikke andre lokaliteter i Danmark med ynglefund af arten. 

Udvikling i antal og udbredelse

Ved den landsdækkende NOVANA-overvågning i 2006 og 2009 blev der registreret hhv. 6.020 og 5.540 ynglepar, men siden er antallet af ynglepar gået tilbage, og i 2012, 2015 og 2019 blev der registreret mellem 3.000 og 4.000 par (Tabel 1).

Tilbagegangen skyldes primært, at den tidligere store koloni på Langli i Vadehavet er forsvundet. Her ynglede der 3.249 par ved optællingen i 2006, men kolonien var helt forsvundet ved optællingen i 2015. I 2019 var der slet ikke ynglende splitterner langs den jyske vestkyst syd for Limfjorden. En række forhold tyder på, at mange af splitternerne, der havde ynglet på Langli, flyttede til den tyske del af Vadehavet.

Set over en længere periode er tilbagegangen ikke markant. I perioden 1993-2005 lå den danske bestand på et ret stabilt niveau på ca. 4.300 par (Gregersen 2006). Tilbagegangen i perioden 2004-2019 er statistisk signifikant (P<0,01), mens der ikke kan påvises signifikante ændringer for perioden 1980-2019.

I lighed med flere andre arter af kolonirugende kystfugle vil der forekomme naturlige år til år udsving i antallet af fugle, der forsøger at yngle, og sådanne udsving vil indvirke på det antal ynglepar, der registreres i det enkelte år.

Splitternebestandens fordeling i Danmark har ændret sig en del gennem de seneste år. I alle årene i perioden 1993-2005 fandtes mellem 75 % og 85 % i et område omfattende Vadehavet, de vestjyske fjorde, og det nordlige Kattegat (Gregersen 2006). I 2019 ynglede kun 42 % af bestanden i dette område. Dansk Ornitologisk Forenings atlasprojekter viser et markant fald i antallet af kvadrater med ynglende splitterne fra 1970'erne og frem til 2014-17 (Vikstrøm & Moshøj 2020).

• Bregnballe, T. & Holm, T.E. (2017). Overvågning af kystnære ternearter. – Teknisk anvisning fra DCE, Aarhus Universitet. TA-A181, version 1. 10 s.
• Gregersen, J. (2006). Ynglebestanden af splitterne i Danmark 1993-2005. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 100: 88-96.
• Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.
• Hagemeijer, W.J.M. & Blair, M.J. (red.) (1997). The EBCC Atlas of European Breeding Birds: Their Distribution and Abundance. – T. & A.D. Poyser, London. 903 s.
• Hälterlein, B., Fleet, D.M., Henneberg, H.R., Mennebäck, T., Rasmussen, L.M., Südbeck, P., Thorup, O. & Vogel, R. (1995). Vejledning i optælling af ynglefugle i Vadehavet. Oversat og bearbejdet af O. Thorup. – Wadden Sea Ecosystem No. 3, CWSS, TMAG, Joint Monitoring Group for Breeding Birds in the Wadden Sea, Wilhelmshaven.
• Nyegaard, T., Meltofte, H., Tofft, J. & Grell, M.B. (2014). Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 1998-2012. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 108: 1-144.
• Vikstrøm, T. & Moshøj, C.M. (2020). Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017. Dansk Ornitologisk Forening. Lindhardt og Ringhof. 840 s.