Aarhus Universitets segl

Hvid stork

Ciconia ciconia

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Ynglefugl

Bilag I

Kritisk truet (CR)

3 par (2019)

2004-2019: stigende
1980-2019: faldende

Bestandsudviklingen for hvid stork har været stærkt aftagende og arten er nu en meget sjælden ynglefugl i Danmark. Arten kræver udstrakte vådområder til fouragering i nærheden af reden, men afvanding af vådområder og modernisering af landbruget har gjort det danske landbrugsland mindre egnet for hvid stork. Hertil kommer, at Danmark ligger på nordgrænsen for artens udbredelse. 

Om arten

Hvid stork yngler uregelmæssigt i Danmark. Arten yngler typisk på opsatte redeplatforme tæt ved udstrakte våde enge med gode fødemuligheder. Arten er trækfugl, som uden for yngleperioden trækker til det sydlige Afrika eller Sydeuropa.

Hvid stork var tidligere en almindelig ynglefugl i Danmark, og bestanden er blevet anslået til ca. 4.000 par omkring år 1900. Efterfølgende er arten gået markant tilbage, og den oprindelige bestand blev erklæret uddød i 2008 af Dansk Ornitologisk Forening. På Sjælland er arten begyndt at yngle som følge af et svensk udsætningsprojekt, som i 2019 havde resulteret i 74 storkepar i Skåne (Nyegård m.fl. 2014; Lange 2020).

De største trusler for hvid stork er afvanding og opdyrkning af moser og enge, da arten er afhængig af våde områder til fouragering i nærheden af reden. Hertil kommer at storke kolliderer med højspændingsledninger og er udsatte for jagt og tørke på overvintringspladserne i Afrika.

Overvågningsmetoder

Hvid stork overvåges i NOVANA årligt efter Intensiv 2-metoden, hvor Miljøstyrelsen verificerer sikre og mulige yngleforekomster udtrukket fra DOFbasen. I NOVANA er hvid stork blevet overvåget siden 2012.

Overvågning af hvid stork kan også ske ved kontakt til observatøren af mulige ynglefund suppleret med besøg på lokaliteten i fornødent omfang. Feltarbejde skal i så fald foregå i perioden 1.-30. juni (Pihl m.fl. 2012).

I perioden 2012-2016 var overvågningen landsdækkende (Pihl m.fl. 2012), men fra 2017 er hvid stork kun blevet overvåget i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Holm & Søgaard 2017).

Til beregning af bestandsestimater og bestandsudviklinger (Figur 2) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.

Resultater

I perioden 2012-2016 blev der i NOVANA-overvågningen årligt registreret 2-3 par hvid stork (Tabel 1). De fleste år ynglede et par ved Smedager i Sydjylland og et par ved Gundsølille på Sjælland (se fx Holm m.fl. 2015, Holm m.fl. 2016). 

I 2019, hvor hvid stork i NOVANA alene blev overvåget i udpegede fuglebeskyttelsesområder, blev der ikke registreret ynglepar i NOVANA-overvågningen.  Ved at supplere NOVANA-data med andre datakilder blev der i 2019 registreret tre par i Danmark (Lange 2020). Der yngler dermed hvid stork i Danmark, men ikke inden for de beskyttelsesområder, der er udpeget for arten.   

Udvikling i antal og udbredelse

Udviklingen i antal i NOVANA-perioden har været signifikant stigende fra 1-2 par i 2004-2006 til 2-3 par de seneste år (P<0.05) (Figur 2). Siden 1980 er bestanden faldet signifikant fra 25 par til 3 par (P<0.001). Ved atlasundersøgelsen i 1971-1974 blev hvid stork fundet i det meste af Sønderjylland og hist og her i Nordjylland, hvorimod arten nu kun yngler enkelte steder, primært i Sønderjylland og på Sjælland.  

Referencer

  • DOF (2018). Atlas III - Dansk Ornitologisk Forenings fugleatlas 2014-17. dofbasen.dk/atlas/
  • Dybbro, T. (1976). De danske ynglefugles udbredelse: Resultaterne af Atlas-projektet, kortlægningen af Danmarks ynglefugle 1971-1974. - Dansk Ornitologisk Forening, København.
  • Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.  
  • Holm, T.E., Clausen, P., Nielsen, R.D., Petersen, I.K., Laursen, K., Bregnballe, T., Mikkelsen, P., Bladt, J., Kotzerka, J. & Søgaard, B. (2015). Fugle 2014. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 106 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 169. https://dce2.au.dk/pub/SR169.pdf.
  • Holm, T.E., Clausen, P., Nielsen, R.D., Bregnballe, T., Petersen, I.K., Mikkelsen, P., Bladt, J., Kotzerka, J. & Søgaard, B. (2016). Fugle 2015. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 142 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 210. https://dce2.au.dk/pub/SR210.pdf.
  • Holm, T.E. & Søgaard, B. (2017). Intensiv 2-overvågning af ynglefugle. Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A179, version 1.1, 7 s.
  • Lange P. (red.) (2020): Fugleåret 2019, Dansk Ornitologisk Forening (in prep.).    
  • Nyegaard, T., Meltofte, H., Tofft, J. & Grell, M.B. (2014). Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 1998-2012. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 108: 1-144.
  • Pihl, S., Holm, T.E., Kahlert, J. & Søgaard, B. (2012). Overvågning af hvid stork Ciconia ciconia som ynglefugl. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A104, version 1. 8 s.
  • Sørensen, U.G. (1995). Truede og sjældne danske ynglefugle 1976-1991. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift  89: 1-48.

Hvid stork/Foto: Creative Commons
Hvid stork
Foto: Creative Common

ÅrDækningAntal
2012 Hele landet 2
2013Hele landet  3
2014Hele landet  2
2015Hele landet  2
2016Hele landet  
2017Fuglebeskyttelsesomr.0
2018Fuglebeskyttelsesomr.0
2019Fuglebeskyttelsesomr.  0

Tabel 1. NOVANA-overvågning af hvid stork 2012-2019.