Circus cyaneus
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Ynglefugl | Bilag I | 0 par (2021) | 2004-2021: forsvundet |
Blå kærhøg har siden 1800-tallet været en meget sjælden og uregelmæssig ynglefugl i Danmark. Der er i NOVANA-perioden 2004-2021 ikke registreret sandsynlige eller sikre ynglefund af blå kærhøg, og arten må betegnes som forsvunden som ynglefugl i Danmark.
Blå kærhøg yngler uregelmæssigt i Danmark i åbne områder med lav vegetation som marskenge, strandsumpe, heder og hedemoser. Der er registreret ret få yngleforekomster, senest fra 2002. Arten er trækfugl, og skandinaviske blå kærhøge overvintrer bl.a. i Danmark.
Blå kærhøg har ikke i nyere tid været en regelmæssig dansk ynglefugl. Arten forsøgte tilsyneladende kolonisering af Syd- og Vestjylland i midten af 1990’erne, hvor op til fem par blev registreret, men det lykkedes altså ikke at etablere en bestand (Nyegaard m.fl. 2014).
De største trusler mod blå kærhøg er menneskelige forstyrrelser i yngleperioden samt afvanding og opdyrkning af ynglepladserne.
Blå kærhøg blev i 2012-2016 overvåget årligt og landsdækkende efter Intensiv 2-metoden. Miljøstyrelsen undersøgte her sikre og mulige yngleforekomster, som blev indrapporteret i DOFbasen. I NOVANA har blå kærhøg været overvåget siden 2012. Overvågning af blå kærhøg i Intensiv 2 kunne desuden også ske ved kontakt til observatøren af mulige ynglefund suppleret med besøg på lokaliteten i fornødent omfang. Feltarbejde foregik i perioden 1.-30. juni (Pihl m.fl. 2012).
I 2017 blev overvågningsprogrammet revideret, og siden da er blå kærhøg blevet overvåget som Intensiv 1 inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Holm & Søgaard 2017).
Den planlagte overvågning for 2021 blev ikke foretaget, da arten er udset til at blive udtaget fra udpegningsgrundlaget for fuglebeskyttelsesområdet i Lille Vildmose. Arten er endnu ikke registreret som dansk ynglefugl i NOVANA-perioden 2004-2021 (Lange 2022).
Blå kærhøg har altid været en meget sjælden ynglefugl i Danmark, som aldrig rigtig har fået fodfæste. Omkring år 1900 ynglede der formodentlig nogle få par, og i 1930'erne var arten uregelmæssigt ynglende på 2-3 lokaliteter i Sønderjylland (Løppenthin 1967, Jørgensen 1989). I 1943 var der tre sikre ynglepar i Vestjylland (Olsen 1992). I nyere tid er de seneste ynglepar registreret i 1998 ved Ribe og i 2002 ved Lille Vildmose (Nyegaard m.fl. 2014). Bestanden har været faldende siden 1980 (P<0,001).
År | Dækning | Antal |
---|---|---|
2012 | Hele landet | 0 par |
2013 | Hele landet | 0 par |
2014 | Hele landet | 0 par |
2015 | Hele landet | 0 par |
2016 | Hele landet | 0 par |
2017 | Fuglebeskyttelsesomr. | 0 par |
2018 | Ingen overvågning | |
2019 | Fuglebeskyttelsesomr. | 0 par |
2020 | Ingen overvågning | |
2021 | Ingen overvågning |
Tabel 1. NOVANA-Overvågning af ynglende blå kærhøg 2012-2021.