Mosehornuglen yngler i Danmark på større udyrkede arealer med lav vegetation som strandenge og ådale, tidligere også i mose- og hedeområder. Arten er trækfugl, som overvintrer i Vesteuropa, inkl. Danmark.

Mosehornuglen var tidligere mere almindelig, men er gået tilbage efter 1950 og forekommer nu lokalt spredt over hele landet med flest registreringer i det nordlige og sydvestlige Jylland (Vikstrøm og Moshøj 2020).

De største trusler mod mosehornugle er tab af ynglehabitat i form af udyrkede områder med lav vegetation (Hagemeijer & Blair 1997).

Mosehornugle blev i 2013 og 2015 overvåget i hele landet efter Intensiv 1-metoden. Potentielle lokaliteter blev her blevet overvåget fra observationspunkter først på aftenen eller i skumringen inden for perioden 1.-20. maj. (Holm m.fl. 2015).

Efter en revision af overvågningsprogrammet overvåges mosehornugle fra 2017 som Intensiv 2 i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Feltbesigtigelse kan her gennemføres i perioden 1. april - 30. juni, jf. den tekniske anvisning for overvågning af arten (Holm m.fl. 2017). 

I 2020 og 2021 blev arten overvåget på egnede lokaliteter i de  fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Figur 1). 

Til beregning af bestandsestimater og bestandsudviklinger (Figur 2) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.  

Der blev hverken i 2020 eller 2021 gjort ynglefund af mosehornugle i de fuglebeskyttelsesområder, som er udpeget som yngleområde for arten (Figur 1, Tabel 1).

På landsplan er der ligeledes ikke gjort ynglefund i 2020 eller 2021 (Figur 2) (Lange 2021, Lange 2022).

Udvikling i antal og udbredelse

Mosehornugle er stabil-fluktuerende i sin forekomst i Danmark, hvilket tydeligt fremgår af antallet af ynglepar i Danmark i NOVANA-perioden 2004-2021 (P>0,05) (Figur 2). I 2005 lå bestanden på 3 par, i 2007 blev der registreret et par og i 2009 var bestanden steget til 13 par, hvilket var det bedste yngleår for arten efter 1980 (Pihl m.fl. 2013, Holm m.fl. 2016). I 2016 blev der registreret 5 par i Atlas III (Vikstrøm og Moshøj 2020). Bestanden blev i forbindelse med Artikel 12-rapporteringen til EU anslået til 6 par i 2018 (Fredshavn m.fl. 2019).

Mosehornugle har som meget sjælden ynglefugl været fulgt af DOF siden den første atlasundersøgelse i 1971-1974. Arten har generelt været i tilbagegang, og der er i stigende grad forekommet år helt uden ynglepar. I perioden 1980-1991 blev der registreret 2-6 ynglepar pr. år bortset fra 1985, hvor arten ikke fandtes ynglende (Sørensen 1995). De årlige antal i perioden 1992-1997 er ikke kendt, men var generelt lave (Grell 1998). Fra 1998 har mosehornugle været fulgt årligt (Grell m.fl. 2004, Nyegaard m.fl. 2014, Lange m.fl. 2018). Antallet har siden 1980 været fluktuerende, men stabilt (P>0,05).  

Mosehornugle forekommer på egnede lokaliteter spredt over den nordlige, vestlige og sydlige del af Jylland samt på Øerne. Arten yngler ofte et enkelt år på en lokalitet, for derefter at forsvinde igen. Der er dog en nedgang i udbredelsesmønstret efter 1980 (Grell 1998, Vikstrøm og Moshøj 2020).

• Fredshavn, J.R., Holm, T.E., Sterup, J., Pedersen, C.L., Nielsen, R.D., Clausen, P., Eskildsen, D.P. & Flensted, K.N. 2019. Størrelse og udvikling af fuglebestande i Danmark – 2019. Artikel 12-rapportering til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 46 s. – Videnskabelig rapport nr. 363 http://dce2.au.dk/pub/SR363.pdf
• Grell, M.B., Heldbjerg, H., Rasmussen, B., Stabell, M., Tofft, J. & Vikstrøm, T. (2004). Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 1998-2003. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 98: 45-100.
• Hagemeijer, W.J.M. & Blair, M.J. (red.) (1997). The EBCC Atlas of European Breeding Birds: Their Distribution and Abundance. – T. & A.D. Poyser, London. 903 s.
• Holm, T.E., Pihl, S., Kahlert, J. & Søgaard, B. (2015). Overvågning af mosehornugle Asio flammeus som ynglefugl. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A164, version 2. 8 s.
• Holm, T.E., Clausen, P., Nielsen, R.D., Bregnballe, T., Petersen, I.K., Mikkelsen, P., Bladt, J., Kotzerka, J. & Søgaard, B. (2016). Fugle 2015. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 142 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 210
• Holm, T.E. & Søgaard, B. (2017).  Intensiv 2-overvågning af ynglefugle.   Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A179, version 1.1, 7 s. 
• Lange, P., Christophersen, H. & Christensen, J.S. (2018). Fugle i Danmark 2017. Årsrapport fra Rapportgruppen. - Fugleåret 2017 s. 33-128. Dansk Ornitologisk Forening.
• Lange, P.  (red) (2021). Fugleåret 2020. Dansk Ornitologisk Forening.
• Lange, P.  (red) (2022). Fugleåret 2021. Dansk Ornitologisk Forening.
• Nyegaard, T., Meltofte, H., Tofft, J. & Grell, M.B. (2014). Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 1998-2012. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 108: 1-144.
• Pihl, S., Clausen, P., Petersen, I.K., Nielsen, R.D., Laursen, K., Bregnballe, T., Holm, T.E. & Søgaard, B. (2013). Fugle 2004-2011. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 188 s. – Videnskabelig rapport fra DCE nr. 49. https://www2.dmu.dk/Pub/SR49.pdf
• Vikstrøm, T. & Moshøj, C.M. (2020). Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017. Dansk Ornitologisk Forening. Lindhardt og Ringhof. 840 s.