Luscinia svecica cyanecula
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Ynglefugl | Bilag I | 760 par (2019) | 2004-2019: stigende |
Siden blåhals genindvandrede i 1992 har bestanden og udbredelsen været stigende, og i 2019 blev landsbestanden vurderet till 760 par. Arten er udbredt i Jylland, og er under spredning til det øvrige Danmark.
Den sydlige underart af blåhals, sydlig blåhals Luscinia svecica cyanecula, yngler i Danmark oftest i tilknytning til åer, bække og grøfter med tagrør og gerne grænsende op til marker med raps eller korn. De sydlige blåhalse er trækfugle, som formentlig overvintrer i Vestafrika og Sydvesteuropa (Bønløkke m.fl. 2006).
Sydlig blåhals vendte tilbage som dansk ynglefugl i 1992 efter næsten 100 års fravær. Fra etableringsområdet i Sydvestjylland har fuglene spredt sig til det øvrige Jylland koncentreret i området langs Vestkysten. Der er desuden registreret ganske få par på Fyn og Sjælland (Nyegaard m.fl. 2014, Vikstrøm & Moshøj 2020).
Væksten i bestanden af ynglende sydlig blåhals i Danmark indikerer, at arten ikke er udsat for trusler i et særligt omfang.
Sydlig blåhals blev i 2012 og 2015 overvåget ekstensivt. Udbredelsen blev opgjort på baggrund af alle observationer i DOFbasen af sydlig blåhals med adfærdskoder, som indikerede yngleaktivitet såsom redebygning, parringsflugt, territoriehævdelse osv. Endvidere blev alle observationer, som ikke omfattede trækkende eller overflyvende fugle, fra 1. april til 31. juli inddraget (Pihl m.fl. 2012). Der blev i NOVANA-sammenhæng ikke gjort forsøg på at estimere størrelsen af den nationale ynglebestand (Pihl m.fl. 2012).
Efter revideringen af NOVANA-programmet i 2017 er overvågningen ændret, så sydlig blåhals nu overvåges hvert andet år efter NOVANAs Intensiv 1-metode, senest i 2018. Overvågningen foregår kun i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Holm 2018).
Til beregning af bestandsestimater og bestandsudvikling (Figur 2) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.
I 2018 blev der i NOVANA registreret 193 ynglepar af sydlig blåhals inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Figur 1, Tabel 1).
Sydlig blåhals genindvandrede som ynglefugl i Danmark i 1992 efter ca. 100 års fravær. I atlasperioden 1993-1996 var der 1-3 ynglepar (Grell 1998). I 2004 var bestanden 135 par voksende til 314 par i 2012 (Nyegaard m.fl. 2014). I 2019 var bestanden oppe på 760 (Figur 2) (Lange 2020).
Sydlig blåhals har siden 1992 bredt sig fra Vadehavets marskområde op gennem Jylland og østpå til Nordvestsjælland (Vikstrøm & Moshøj 2020).
År | Dækning | Antal |
---|---|---|
2012 | Ekstensiv | Ukendt |
2013 | Ikke overvåget | |
2014 | Ikke overvåget | |
2015 | Ekstensiv | Ukendt |
2016 | Ikke overvåget | |
2017 | Ikke overvåget | |
2018 | Fuglebeskyttelsesomr. | 193 par |
2019 | Ikke overvåget |
Tabel 1. NOVANA-overvågning af ynglende sydlig blåhals i Danmark 2012-2019.