Aarhus Universitets segl

Rovterne

Hydroprogne caspia

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Ynglefugl

Bilag I

Kritisk truet (CR)

59-60 par (2021)

2004-2021: Stigende
1980-2021: Stigende

Rovterne blev i 2021 overvåget i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Der blev i alt registreret 55 ynglepar, heraf 44 par på Saltholm. Med inddragelse af oplysninger fra yderligere lokaliteter når opgørelsen for 2021 op på 59-60 par. Seneste landsdækkende overvågning i NOVANA var i 2019, hvor der blev registreret 29-34 ynglepar. Første ynglefund i nyere tid i Danmark blev gjort i 2008, og bestanden har siden været i nærmest konstant vækst. Rovternen lader nu til at være en veletableret dansk ynglefugl, men bestanden er fortsat lille, og udbredelsen er begrænset til få lokaliteter.

Om arten

Rovterne yngler i Danmark på øer og holme langs kysterne og fouragerer i søer og lavvandede kystområder. Arten er trækfugl og overvintrer i Vestafrika.

Rovternens danske ynglelokaliteter ligger alle i de sydøstlige egne af landet (omkring Sjælland, Lolland-Falster-Møn og Fyn). Arten genindvandrede til landet i 2008 efter at have været uddød i en årrække (Nyegaard m.fl. 2014), og arten har siden genindvandringen ynglet hvert år i stigende antal. Rovterne har en begrænset yngleudbredelse i Europa, hvor der kun er ynglebestande omkring Østersøen, Sortehavet og det Kaspiske Hav. Den danske bestand udgør den vestligste del af artens europæiske udbredelsesområde.

Der foreligger ikke studier af trusler mod rovterner i Danmark, men forstyrrelser, prædation og oversvømmelser udgør alle sandsynlige trusler mod artens ynglesucces.

Overvågningsmetoder

Rovterne bliver under NOVANA-programmet overvåget efter Intensiv 1-metoden. I perioden 2017-2021 blev arten talt op hvert andet år i de fuglebeskyttelsesområder, hvor den var på udpegningsgrundlaget, mens overvågningen ét år (2019) var landsdækkende og også omfattede kendte og potentielle ynglelokaliteter uden for fuglebeskyttelsesområderne. Der skal som udgangspunkt aflægges to besøg på hver lokalitet med mindst ti dages mellemrum; første besøg i perioden 15.-31. maj og andet besøg i perioden 1.-30. juni (Bregnballe & Holm 2017).

Rovterne blev i 2021 overvåget i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Arten er to gange tidligere overvåget under NOVANA-programmet. I 2017 i fuglebeskyttelsesområder med arten på udpegningsgrundlaget (hvilket på dette tidspunkt kun omfattede Saltholm) samt i 2019 i hele landet. Rovterne er nu på udpegningsgrundlaget for to fuglebeskyttelsesområder, F110 Saltholm og F89 Præstø Fjord, Ulvshale, Nyord og Jungshoved Nor.

Til beregning af bestandsestimater og bestandsudvikling (Figur 2) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.

Resultater

I 2021 blev der i forbindelse med NOVANA-overvågningen i alt registreret 55 ynglepar af rovterne i Danmark. Arten blev fundet ynglende på 4 forskellige lokaliteter, alle i landets østlige del (Figur 1).

På landets vigtigste lokalitet, Saltholm, var der én koloni med 44 par. Ved Møn blev der inden for fuglebeskyttelsesområde nr. 89 (Præstø Fjord, Ulvshale, Nyord og Jungshoved Nor) blev der talt 11 ynglepar fordelt på 3 lokaliteter: 9 par på Små Ægholme, 1 par på Sækkesand og 1 par på Degneholm.

Udvikling i antal og udbredelse

Rovterne genindvandrede som ynglefugl til Danmark i 2008 efter at have været fraværende i en lang årrække (Nyegaard m.fl. 2014). Arten har siden genindvandringen ynglet hvert år, og bestanden har været i næsten konstant stigning. I 2012 var antallet steget til 8 par (Nyegaard m.fl. 2014). I de år, hvor arten er indgået i NOVANA-programmet, er landsbestanden opgjort til hhv. 22 par i 2017 (Nielsen m.fl. 2019), 29-34 par i 2019 (Holm et al. 2021) og 59-60 par i 2021, hvor der blev registreret yderligere 4-5 ynglepar uden for de områder, der var omfattet af NOVANA-overvågningen (Nyegaard & Jørgensen 2022).

Stigningen i den danske bestand (vurderet ud fra data fra NOVANA-overvågningen suppleret med andre kilder; Figur 2) er statistisk signifikant (P<0,001) på både kort sigt (2004-2021) og lang sigt (1980-2021).

Alle årene har størstedelen af den danske bestand ynglet på Saltholm, men de seneste år er der også opstået en regulær koloni på holmene ved Nyord på Møn. Selv om bestanden er stigende, yngler arten endnu kun på få lokaliteter og i en begrænset del af landet. Arten er under langsom spredning og er endnu ikke (efter genindvandringen) fundet ynglende i Jylland.

Referencer

  • Bregnballe, T. & Holm, T.E. (2017). Overvågning af kystnære ternearter. – Teknisk anvisning fra DCE, Aarhus Universitet. TA-A181, version 1. 10 s.
  • Holm, T.E., Nielsen, R.D., Clausen, P., Bregnballe. T., Clausen, K.K., Petersen, I.K., Sterup, J., Balsby, T.J.S., Pedersen, C.L., Mikkelsen, P. & Bladt, J. (2021). Fugle 2018-2019. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 350 s. - Videnskabelig rapport nr. 420. http://dce2.au.dk/pub/SR420.pdf
  • Nielsen, R.D., Holm, T.E., Clausen, P., Bregnballe. T., Clausen, K.K., Petersen, I.K., Sterup, J., Balsby, T.J.S., Pedersen, C.L., Mikkelsen, P. & Bladt, J. (2019). Fugle 2012-2017. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 264 s. - Videnskabelig rapport nr. 314 http://dce2.au.dk/pub/SR314.pdf
  • Nyegaard, T. & Jørgensen, M.F. (2022). Projekt truede og sjældne ynglefugle 2018-2021. – Fugleåret 2021 s. 156-157. Dansk Ornitologisk Forening.
  • Nyegaard, T., Meltofte, H., Tofft, J. & Grell, M.B. (2014). Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 1998-2012. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 108: 1-144.


Rovterne
Foto: Jacob Sterup

År Dækning Antal
2017 Fuglebeskyttelsesomr. 14 par
2019 Hele landet 28-33 par
2021 Fuglebeskyttelsesomr. 55 par

Tabel 1. Overvågning af rovterne i Danmark, NOVANA 2017-2021. I 2017 og 2021 er arten kun overvåget inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten var på udpegningsgrundlaget som ynglefugl.