Dværgternen yngler i Danmark på sandstrande, sandrevler, småøer samt på strandenge med kort vegetation (og som regel med sandede områder). Bortset fra strandene langs den jyske vestkyst yngler arten ofte på ubeboede øer og holme. Arten yngler enkelte steder ved søer i indlandet, bl.a. ved Tissø og Tystrup Sø på Vestsjælland. Dværgterne yngler som regel i mindre kolonier, ofte sammen med havterner. I få tilfælde ses kolonier på over 50 par. Dværgterne er en trækfugl, der overvintrer langs Vestafrikas kyster.

Dværgterne er udbredt langs kysterne over hele landet på nær Bornholm.

De største trusler mod dværgterne i Danmark er prædation fra landrovdyr (især ræv), sommerhøjvander og menneskelig færdsel/forstyrrelser. En række tidligere ynglelokaliteter er ikke længere egnede, i visse tilfælde pga. tilgroning, hyppigere forstyrrelser og/eller stigende forekomst af landrovdyr. I nogle områder (bl.a. på vadehavsøerne) er der indikationer på, at dværgternerne i stigende omfang forsøger at minimere risikoen for prædation fra ræv ved at flytte ud på de yderste dele af strandene, hvorved risikoen for oversvømmelser forøges. I de senere år er det lykkedes at få en stor del af dværgternerne til at yngle inden for hegn, hvor de er sikret mod menneskelige forstyrrelser og prædation fra ræv.

Dværgterne bliver under NOVANA-programmet overvåget efter Intensiv 1-metoden. I perioden 2017-2021 blev arten talt op hvert andet år i de fuglebeskyttelsesområder, hvor den var på udpegningsgrundlaget, mens overvågningen ét år (2019) var landsdækkende og også omfattede kendte og potentielle ynglelokaliteter uden for fuglebeskyttelsesområderne. Der skal som udgangspunkt aflægges to besøg på hver lokalitet med mindst ti dages mellemrum; første besøg i perioden 15.-31. maj og andet besøg i perioden 1.-30. juni (Bregnballe & Holm 2017).

Overvågningen foregår ved enten at tælle antallet af reder eller rugende fugle, og/eller ved at tælle antallet af voksne fugle på ynglelokaliteten. I tilfælde hvor antallet af ynglepar estimeres ud fra antallet af tilstedeværende fugle, gøres dette (som for andre arter af kolonirugende kystfugle) ved at multiplicere antallet med standardfaktoren 0,7, som korrigerer for, at ikke alle fuglene kan forventes at være samlet i kolonien på et og samme tidspunkt (Hälterlein m.fl. 1995). For dværgterne er det imidlertid ikke usædvanligt, at næsten alle fugle er tilstede i eller i umiddelbar nærhed af kolonien. Da arten registreres ved to tidsmæssigt adskilte besøg vil besøgene oftest sikre, at optælleren er tilstede i både en tidlig og senere fase af ynglecyklus.

Dværgterne blev overvåget i 2021 i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten var på udpegningsgrundlaget. Arten blev første gang overvåget i NOVANA-programmet i 2006, og arten er også talt i 2009, 2012, 2015, 2017 og 2019. Overvågningen i 2017 omfattede (som i 2021) kun fuglebeskyttelsesområder med arten på udpegningsgrundlaget, mens de øvrige optællinger var landsdækkende.

Dværgterne er på udpegningsgrundlaget i en række fuglebeskyttelsesområder, der er fordelt i hele landet undtagen Bornholm.

I forbindelse med NOVANA-overvågningen blev der i 2021 registreret i alt 630-644 par ynglende dværgterner fordelt på 46 ynglesteder (Figur 1). På nogle lokaliteter er de ynglende terner fordelt på flere kolonier, og her kan én lokalitet således omfatte flere ynglesteder.

I Vadehavet blev der i alt registreret 185 ynglepar fordelt på 9 ynglesteder, heraf 105 par på Rømø, 46 par på Fanø og 34 par på Koresand ved Mandø. Uden for Vadehavet var de største kolonier Sækkesand ved Møn (126 par), Saltholm (50-54 par fordelt på 5 ynglesteder), Agger Tange (43 par), Sevedø Stenfed (28-32 par), Als Odde (26 par), Rågø Sand og Kalv (24 par) og Store Egholm i det Sydfynske Øhav (22 par).

Udvikling i antal og udbredelse

Ved de fire NOVANA-overvågninger mellem 2006 og 2015 blev der registreret mellem 340 og 412 ynglepar (Tabel 1). Det var ikke samtlige lokaliteter med yngleforekomst af arten, der blev dækket i disse år. Ved den seneste landsdækkende overvågning i 2019 var dækningen særdeles god og bedre end i tidligere år. Her blev der under NOVANA-tællingerne registreret 506-518 ynglepar, hvilket vurderedes at afspejle en reel fremgang i ynglebestanden i Danmark (Holm m.fl. 2021). Med 630-644 ynglepar registreret i 2021 lader det til, at der fortsat har været fremgang i bestanden af dværgterner efter 2019. Baseret overvejende på registreringerne foretaget under NOVANA-programmet, blev det samlede antal registrerede ynglepar i Danmark i 2019 opgjort til 529-538 par (Berthelsen & Bregnballe 2020) og i 2021 til 622-686 par (Berthelsen & Bregnballe 2022).

Arten er vanskelig at optælle, da fuglene flytter meget rundt. Desuden findes der et stort antal potentielle ynglelokaliteter i Danmark, og ind i mellem dukker arten op på 'nye' ynglelokaliteter. I lighed med flere andre arter af kolonirugende kystfugle vil der forekomme naturlige år til år-udsving i antallet af fugle, der forsøger at yngle, og sådanne udsving vil indvirke på det antal ynglepar, der registreres i det enkelte år.

Ud over indikationerne på, at der i de seneste år har været fremgang, lader der ikke til at være sket store ændringer i dværgternens yngleudbredelse i Danmark. 

Set over en længere årrække er dværgternen gået tilbage i udbredelse (T. Bregnballe upubl. data). Under Dansk Ornitologisk Forenings atlasprojekt i 1993-1996 (Grell 1998) var der endnu mange ynglelokaliteter omkring det sydvestlige Kattegat og i Roskilde Fjord, men dværgternen er nu forsvundet fra disse områder (Figur 1, Vikstrøm & Moshøj 2020). Antallet af kvadrater med ynglende dværgterner i hele landet var dog stort set det samme i 1993-1996 som i 2014-2017 (Vikstrøm & Moshøj 2020).

• Berthelsen, U.M. & Bregnballe, T.  (2020). Dværgterne Sternula albifrons (yngleforekomst). S. 84-86 i Lange, P. (red.) Fugleåret 2019. – Dansk Ornitologisk Forening.
• Berthelsen, U.M. & Bregnballe, T.  (2022). Dværgterne Sternula albifrons (yngleforekomst). S. 70 i Lange, P. (red.) Fugleåret 2021. – Dansk Ornitologisk Forening.
• Bregnballe, T. & Holm, T.E. (2017). Overvågning af kystnære ternearter. – Teknisk anvisning fra DCE, Aarhus Universitet. TA-A181, version 1. 10 s.
• Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.
• Holm, T.E, Pihl, S., Kahlert, J., Søgaard, B. & Bregnballe, T. (2015). Overvågning af dværgterne som ynglefugl.  – Teknisk anvisning fra DCE, Aarhus Universitet. TA-A153, version 2. 9 s.
• Holm, T.E., Nielsen, R.D., Clausen, P., Bregnballe. T., Clausen, K.K., Petersen, I.K., Sterup, J., Balsby, T.J.S., Pedersen, C.L., Mikkelsen, P. & Bladt, J. (2021). Fugle 2018-2019. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 350 s. – Videnskabelig rapport nr. 420. http://dce2.au.dk/pub/SR420.pdf
• Hälterlein, B., Fleet, D.M., Henneberg, H.R., Mennebäck, T., Rasmussen, L.M., Südbeck, P., Thorup, O. & Vogel, R. (1995). Vejledning i optælling af ynglefugle i Vadehavet. Oversat og bearbejdet af O. Thorup. – Wadden Sea Ecosystem No. 3, CWSS, TMAG, Joint Monitoring Group for Breeding Birds in the Wadden Sea, Wilhelmshaven.
• Vikstrøm, T. & Moshøj, C.M. (2020). Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017. – Dansk Ornitologisk Forening. Lindhardt og Ringhof. 840 s.