Pernis apivorus
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Ynglefugl | Bilag I | 650 par (2021) | 2004-2021: stabil |
Bestanden og udbredelsen af hvepsevåge har siden 1970'erne været stigende og har i NOVANA-perioden ligget stabilt på ca. 650 par.
Hvepsevåge yngler i Danmark overvejende i ældre løvskove, hvor reden ofte placeres i de mere lysåbne dele. Fuglene synes at foretrække skove over 100 ha. De fouragerer i skove samt i enge og moser i eller i umiddelbar nærhed af skoven. De danske hvepsevåger tilhører den europæiske bestand, som overvintrer i Afrika.
Hvepsevåge er udbredt i løvskovområder på Øerne og i Jylland øst og nord for israndslinjen, mens den er fåtallig i Vestjylland. Den samlede bestand blev i slutningen af 1980’erne opgjort til 650 par i Danmark, og antallet synes at have været stabilt siden (Jørgensen 1989, Grell 1998, DOF 2009, Fredshavn m.fl. 2019).
Arten yngler i gamle løvskove og er i yngletiden meget sky, så forstyrrelser nær reden og ødelæggelse af enge og åbne græsarealer, hvor arten fouragerer, synes at være de største trusler. Arten er formodentlig fortsat udsat for nedskydning på trækket til Afrika (Vikstrøm & Moshøj 2020).
Hvepsevåge blev i 2012 og 2015 overvåget ekstensivt i NOVANA, dvs. alene på udbredelse opgjort på baggrund af observationer i Dansk Ornitologisk Forenings database (DOFbasen), hvor observationer af hvepsevåge med adfærdskoder, som indikerede yngleaktivitet såsom redebygning, parringsflugt og territoriehævdelse blev benyttet. Endvidere blev observationer fra perioden 15. juni til 31. juli indregnet som mulige ynglefund, bortset fra observationer, som helt tydeligt var forekomster af trækkende fugle. Der blev i NOVANA-sammenhæng ikke gjort forsøg på at estimere størrelsen af den nationale ynglebestand (Pihl m.fl. 2012). I den ekstensive overvågning blev ingen specifikke lokaliteter nærmere undersøgt.
Fra og med 2018 overvåges hvepsevåge hvert andet år efter NOVANAs Intensiv 1-metode. Overvågningen foregår kun i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Holm 2018).
I 2020 blev der i NOVANA registreret 24 ynglepar af hvepsevåge inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Tabel 1).
Bestanden af hvepsevåge blev i 1971-1974 skønnet til at ligge på 200-300 ynglepar (Dybbro 1976), hvilket senere er vurderet til at ligge for lavt. I atlaskortlægningen i 1990'erne blev bestanden vurderet til ca. 400 par (Grell 1998). Bestanden blev i 2011 og 2019 vurderet til 650 ynglepar (Pihl & Fredshavn 2015, Fredshavn m.fl. 2019). Der findes ikke data til en statistisk beregning af bestandsudviklingen, men det vurderes, at bestanden har været stigende i perioden 1980-2019 og stabil i perioden 2004-2019 (Fredshavn m.fl. 2019, Vikstrøm & Moshøj 2020).
Hvepsevåge
Foto: Rasmus Due Nielsen ©
År | Dækning | Antal |
---|---|---|
2012 | Ekstensiv | Ukendt |
2013 | Ikke overvåget | |
2014 | Ikke overvåget | |
2015 | Ekstensiv | Ukendt |
2016 | Ikke overvåget | |
2017 | Ikke overvåget | |
2018 | Fuglebeskyttelsesomr. | 32 |
2019 | Ikke overvåget | |
2020 | Fuglebeskyttelsesomr. | 24 |
2021 | Ikke overvåget |
Tabel 1. NOVANA-overvågning af ynglende hvepsevåge i Danmark 2012-2021.