I Danmark yngler skarver i kolonier i træer og buske såvel som på jorden i nærheden af vandområder med fisk. Hovedparten af de danske ynglefugle trækker mod syd og sydvest om efteråret og overvintrer i Vesteuropa og Nordafrika (Bregnballe m.fl. 1997, 2021).

Skarven er i dag udbredt som ynglefugl langs kyster i stort set hele landet. Den største koncentration af ynglende skarver findes i den sydøstlige del af landet omkring Lolland-Falster og Møn.

Bestanden af skarv i Danmark har tidligere været holdt nede ved intensiv forfølgelse (Bregnballe & Gregersen 1995). Der er ikke længere jagttid på skarven (arten har været fredet siden 1980), men det er fortsat muligt at få tilladelse til at regulere skarver i Danmark med henblik på at beskytte fiskebestande og fiskeriinteresser (Mikkelsen m.fl. 2022). I medfør af dette nedlægges hvert år nogle tusinde skarver i Danmark; i de senere år er dette antal steget til 5.000-6.000 skarver (Madsen m.fl. 2021). Desuden reguleres hvert år en vis andel af rederne i den danske ynglebestand (9-15 % i 2015-2021), oftest ved at sprøjte planteolie eller paraffinolie på æggene, så de ikke klækker (Sterup & Bregnballe 2021). Også i udlandet (især i Frankrig), hvor mange danske ynglefugle overvintrer, nedlægges et stort antal skarver i vintermånederne. Herudover er der mange skarver, der drukner i fiskegarn (Bregnballe & Frederiksen 2006). Tilstedeværelse af havørne, der er en af skarvens få naturlige fjender, formodes i en del kolonier at reducere skarvernes ynglesucces (Sterup & Bregnballe 2021). Ovennævnte faktorer vurderes ikke at udgøre en trussel mod skarvens eksistens som dansk ynglefugl, men er med til at holde bestanden på et lavere niveau, end hvad der ellers ville være tilfældet.

I statslig regi er skarvernes ynglekolonier i Danmark blevet overvåget årligt siden 1989. Antallet af reder i de enkelte kolonier er blevet optalt omkring det tidspunkt på sæsonen, hvor antallet af reder kulminerer; som regel i starten af maj. Optællingen foregår normalt ved at gå igennem kolonien og tælle antallet af reder, der er mindst 1/4 færdigbyggede. De fleste kolonier – og især de større – tælles af ornitologer, der har flere års erfaring med at optælle reder i skarvkolonier.

Hvert år besøges de lokaliteter, der har haft ynglende skarver året før eller inden for de seneste par år. Reelt tjekkes dog et langt større antal lokaliteter for potentielle yngleforekomster, da skarvkolonier er meget synlige, og nye kolonier derfor ofte vil blive registreret i forbindelse med eftersøgning/optælling af andre arter.

I 2020 blev der registreret i alt 32.625 par, hvilket svarede til en fremgang på 6,8 % i forhold til 2019. I 2021 blev der registreret i alt 31.182 par, svarende til en tilbagegang på 4,4 % i forhold til 2020. I perioden 2014-2021 har bestanden ligget mellem 30.541 og 33.206 par (Tabel 1).

Der blev registreret ynglende skarver på 92 lokaliteter i 2020 og på 84 lokaliteter i 2021. Antallet af kolonier har overordnet set været stigende i mange år, også efter at bestanden begyndte at falde. Frem til 2013 blev der højst registreret 68 kolonier på et år, men i perioden 2014-2021 har der i gennemsnit været 81 kolonier. De 92 kolonier i 2020 er det hidtil højest registrerede antal. Landets største koloni har gennem hele perioden været Stavns Fjord på Samsø. Her blev der talt 2.540 reder i 2020 og 2.428 reder i 2021. Der er skarvkolonier i stort set alle egne af landet, men inde i landet forekommer der kun kolonier i nærheden af større søer eller fjorde (Figur 1).

Se Sterup & Bregnballe (2020, 2021) for yderligere oplysninger om ynglebestanden af skarv i Danmark i 2020 og 2021 (med enkelte supplerende oplysninger i Sterup & Bregnballe (2022)).

Udvikling i antal og udbredelse

Omkring 1876 blev skarven udryddet som dansk ynglefugl, og først i 1938 etablerede den sig igen i Danmark (Bregnballe & Gregersen 1995). Skarvbestanden i Danmark gik kraftigt frem fra 1970'erne og indtil midt i 1990'erne som følge af, at beskyttelsen af skarverne gradvist blev øget i Danmark og i resten af Europa (Bregnballe 1996). Herefter stabiliserede ynglebestanden sig, og i perioden 1996-2005 var bestanden forholdsvis stabil omkring 40.000 ynglepar. Herefter fulgte nogle år med betydelig tilbagegang, og i 2013 var bestanden faldet til knap 25.000 ynglepar, hvilket bl.a. var forårsaget af to hårde vintre (2009/10 og 2010/11). Siden har bestanden genvundet noget af det 'tabte', og ynglebestanden har i perioden 2014-2021 været forholdsvis stabil med i gennemsnit 31.600 par (Figur 2).

Bestandsudviklingen på kort sigt (2004-2021) har været faldende, mens den på lang sigt (1980-2021) har været stigende, begge ændringer er statistisk signifikante (P<0,05).

I 1980 fandtes blot tre kolonier i Danmark (med i alt 2.037 par): Vorsø i Horsens Fjord, Ormø på Sydsjælland og Brændegårdssøen på Sydfyn (Bregnballe & Gregersen 1995). Siden har skarverne bredt sig, og arten har siden midten af 1990'erne ynglet i de fleste egne af landet (Bregnballe 2009). I de fIeste landsdele har antallet af ynglepar været forholdsvis stabilt i perioden 2014-2021. Bestanden omkring Sydsjælland og Lolland-Falster er en undtagelse; her steg bestanden fra ca. 7.900 par i 2014 til 10.900 par i 2017, hvorefter den er faldet til ca. 7.500 par i 2021. Også bestanden omkring de vestjyske fjorde har varieret noget. Her er bestanden steget fra ca. 1.300 par i 2014 til ca. 3.200 par i 2021; i de seneste år dog kun med moderate udsving i antallet. Den geografiske fordeling af skarvkolonierne i 2021 fremgår af Figur 1.

• Bregnballe, T. (1996). Development of the North and Central European breeding population of Cormorant Phalacrocorax carbo sinensis. - Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 90: 15-20.
• Bregnballe, T. (2009). Skarven. - Miljøbiblioteket. 103 s.
• Bregnballe, T. & Frederiksen, M. (2006). Net-entrapment of great cormorants Phalacrocorax carbo sinensis in relation to individual age and population size. - Wildlife Biology 12: 143-150.
• Bregnballe, T., Frederiksen, M. & Gregersen, J. (1997). Seasonal distribution and timing of migration of Cormorants Phalacrocorax carbo sinensis breeding in Denmark. – Bird Study 44: 257-276.
• Bregnballe, T. & Gregersen, J. (1995). Udviklingen i ynglebestanden af Skarv Phalacrocorax carbo sinensis i Danmark 1938-1994. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 89: 119-134.
• Bregnballe, T., Herrmann, C., Pedersen, K.T., Wendt, J., Kralj, J. & Frederiksen, M. (2021). Long-term changes in winter distribution of Danish-ringed Great Cormorants. –  Ardea 109: 327-340.
• Madsen, A.B., Christensen, T.K., Madsen, J., Balsby, T.J.S.B., Bregnballe, T., Clausen, K.K., Clausen, P., Elmeros, M., Fox, A.D., Frederiksen, M., Hansen, H.P., Haugaard, L., Heldbjerg, H., Mayer, M., Mikkelsen, P., Nielsen, R.D., Pedersen, C.L., Pedersen, I.K., Sterup, J. & Therkildsen, O.R. 2021. Vildtbestande og jagttider i Danmark. Det biologiske grundlag for jagttidsrevisionen 2022. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 168 s. - Videnskabelig rapport nr. 434. http://dce2.au.dk/pub/SR434.pdf
• Mikkelsen, C.V., Uldal, C. & Jørgensen, R. 2022. Forvaltningsplan for skarv. – Miljøstyrelsen, Miljøministeriet, 69 s. https://mst.dk/media/bx1lfu4m/forvaltningsplan-for-skarv-2022.pdf
• Sterup, J. & Bregnballe, T. (2020). Danmarks ynglebestand af skarver i 2020. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 40 s. - Teknisk rapport fra DCE nr. 187. http://dce2.au.dk/pub/TR187.pdf
• Sterup, J. & Bregnballe, T. (2021). Danmarks ynglebestand af skarver i 2021. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 40 s. - Teknisk rapport fra DCE nr. 226. http://dce2.au.dk/pub/TR226.pdf
• Sterup, J. & Bregnballe, T. (2022). Danmarks ynglebestand af skarver i 2022. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 40 s. - Teknisk rapport fra DCE nr. 259. http://dce2.au.dk/pub/TR259.pdf