Larus melanocephalus
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Ynglefugl | Bilag I | 38-43 par (2021) | 2004-2021: Stigende |
Der blev på landsplan i 2021 registreret 38-43 ynglepar af sorthovedet måge. Dette er nær en fordobling af bestanden på to år. Efter en årrække med få ynglepar, hvor dens status som ynglefugl var usikker, ser det ud til at arten for alvor har fået fodfæste i Danmark. Fremgangen skyldes især kolonien ved Sneum Digesø, hvor der i 2021 blev registreret 22 ynglepar. Sorthovedet måge må dog fortsat betragtes som en sjælden eller fåtallig ynglefugl i Danmark.
Sorthovedet måge yngler udelukkende i kolonier af hættemåge eller stormmåge på mindre øer og holme ved kysten eller i lagunesøer. Arten er trækfugl, som overvintrer i Syd- og Sydvesteuropa (Grell 1998).
Sorthovedet måge er relativt ny som regelmæssig ynglefugl i Danmark. Det første danske ynglepar blev registreret i 1970, men først fra 1998 har arten ynglet årligt i Danmark, og antallet af ynglepar er siden langsomt øget (Nyegaard m.fl. 2014, Vikstrøm & Moshøj 2020).
Sorthovedet måge kan påvirkes af menneskelige forstyrrelser på ynglepladserne (Fredshavn m.fl.2019)
Sorthovedet måge blev i 2012-2016 overvåget landsdækkende hvert år efter Intensiv 2-metoden, hvor Miljøstyrelsen undersøgte sikre og mulige yngleforekomster, som blev indrapporteret i DOFbasen. Overvågning af sorthovedet måge kunne også ske ved kontakt til observatøren af mulige ynglefund, suppleret med besøg på lokaliteten i fornødent omfang. Feltarbejde foregik i perioden 1. juni til 30. juni (Pihl m.fl. 2012)
I 2017 blev overvågningsprogrammet revideret, og arten overvåges nu efter Intensiv 2-metoden i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Figur 1, Holm & Søgaard 2017). I NOVANA er sorthovedet måge blevet overvåget siden 2012.
Til beregning af bestandsestimater og bestandsudvikling (Figur 2) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.
Bestanden af sorthovedet måge registreret i forbindelse med NOVANA-overvågningen faldt i perioden 2012-2016 fra 20 til 10 ynglepar (Tabel 1). I 2017 og 2019 blev der registreret henholdsvis 8 og 11 ynglepar inden for udpegede fuglebeskyttelsesområder, hvilket steg til 17 par i 2020 og 23 par i 2021 (Tabel 1).
Når man supplerer NOVANA-data med andre datakilder, var der i 2017 17-20 par i Danmark (Lange m.fl. 2018), mens der i 2019 var 19-23 par (Lange 2020) (Figur 2). I 2021 var antallet af ynglepar nærmest fordoblet til 38-43 par (Lange 2022). Det må ud fra tallene vurderes, at mere end 50 % af bestanden af sorthovedet måge i Danmark yngler i områder udpeget for arten.
I NOVANA-perioden er bestanden af sorthovedet måge steget fra 5 par i 2004 til 38-43 par i 2021 (Lange 2022). Bestandsudviklingen siden 1980 har ligeledes været stigende (P<0,001). Arten gjorde enkelte yngleforsøg i starten af 1980'erne, og i 1998 etablerede sorthovedet måge sig med med success, og siden da har bestandsstørrelsen været stigende.
Arten etablerede sig først i Sydøstdanmark og bredte sig senere vestpå til Jylland. Sorthovedet måge har sin primære udbredelse i det sydlige Jylland og på Øerne (Vikstrøm og Moshøj 2020).
År | Dækning | Antal |
---|---|---|
2012 | Hele landet | 20 par |
2013 | Hele landet | 17 par |
2014 | Hele landet | 13 par |
2015 | Hele landet | 16 par |
2016 | Hele landet | 10 par |
2017 | Fuglebeskyttelsesomr. | 8 par |
2018 | Fuglebeskyttelsesomr. | 3 par |
2019 | Fuglebeskyttelsesomr. | 11 par |
2020 | Fuglebeskyttelsesomr. | 17 par |
2021 | Fuglebeskyttelsesomr. | 23 par |
Tabel 1. NOVANA-overvågning af sorthovedet måge i Danmark, 2012-2021.