Havterne yngler i Danmark typisk på små, ubeboede øer og holme med sparsom vegetation, men aldrig inde i landet. Arten er trækfugl og overvintrer omkring Antarktis.

Havternen er Danmarks mest udbredte terneart, og den forekommer i kolonier spredt langs de danske kyster undtagen på Bornholm.

De største trusler mod havterne i Danmark er tab af ynglehabitat i form af uforstyrrede småøer, hvortil landrovdyr ikke har adgang. Fra en række yngleområder i Europa nævnes flere trusselsfaktorer såsom prædation (fra bl.a. mink og måger), forstyrrelser, havforurening og overfiskning (Hagemeijer & Blair 1997).

Havterne bliver under NOVANA-programmet overvåget efter Intensiv 1-metoden. I perioden 2017-2021 blev arten talt op hvert andet år i de fuglebeskyttelsesområder, hvor den var på udpegningsgrundlaget, mens overvågningen ét år (2019) var landsdækkende og også omfattede kendte og potentielle ynglelokaliteter uden for fuglebeskyttelsesområderne. Der skal som udgangspunkt aflægges to besøg på hver lokalitet med mindst ti dages mellemrum; første besøg i perioden 15.-31. maj og andet besøg i perioden 1.-30. juni (Bregnballe & Holm 2017).

Overvågningen foregår ved enten at tælle antallet af reder eller rugende fugle, eller ved at tælle antallet af voksne fugle. I tilfælde hvor antallet af ynglepar estimeres ud fra antallet af tilstedeværende fugle, gøres dette (som for andre arter af kolonirugende kystfugle) ved at multiplicere antallet med standardfaktoren 0,7, som korrigerer for, at ikke alle fuglene kan forventes at være samlet i kolonien på et og samme tidspunkt (Hälterlein m.fl. 1995). Da arten registreres ved to tidsmæssigt adskilte besøg vil besøgene oftest sikre, at også sent påbegyndte yngleforsøg bliver registreret. 

I 2021 blev havterne overvåget i de fuglebeskyttelsesområder, hvor den er på udpegningsgrundlaget. Arten blev første gang overvåget i NOVANA-programmet i 2006 og er også talt i 2012, 2015, 2017 og 2019. Overvågningen i 2019 omfattede hele landet og ikke kun de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten var på udpegningsgrundlaget.

Til beregning af bestandsestimater for tidligere år og bestandsudvikling er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.  

Under NOVANA-overvågningen i 2021 blev der i fuglebeskyttelsesområderne, hvor arten er på udpegningsgrundlaget, registreret 1.719-1.783 ynglepar af havterne. Der blev fundet ynglende havterner på i alt 85 lokaliteter. I Figur 1 er det illustreret, hvor i landet (inden for UTM-kvadrater) der blev eftersøgt ynglende havterner, og hvor der blev hhv. ikke blev konstateret yngleforekomster.

I 2021 blev de største kolonier fundet i kystområder i det nordlige og sydvestlige Kattegat, i Sydsjælland og i Vadehavet. Flest ynglepar blev registreret ved Als Odde (281 par), på Næbbet/Stenfed ved Skælskør (110-134 par), på Grønningen på det nordlige Fanø (95 par), på Knogen ved Læsøs østende (90 par), i Stavns Fjord på Samsø (84 par) og på Krik Sandø ved Agger Tange (83 par). På yderligere ni lokaliteter var der kolonier med mellem 40 og 77 par.

Antallet af registrerede par ved tidligere NOVANA-overvågninger fremgår af Tabel 1.

Udvikling i antal og udbredelse

Resultaterne fra NOVANA-overvågningen tyder på, at den danske ynglebestand af havterner er gået tilbage siden første overvågning i 2006 (Tabel 1). NOVANA-overvågningen tyder overordnet på, at der var tilbagegang mellem 2006 og 2019.

Resultatet fra 2021 er vanskeligt at sammenligne med resultaterne fra tidligere år, idet NOVANA-overvågningen i 2021 kun omfattede de fuglebeskyttelsesområderne, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. 

Under NOVANA-overvågningen i 2019, som omfattede langt hovedparten af landets ynglelokaliteter, blev der samlet registreret 2.411-2.469 ynglepar af havterne. 

Ifølge nye opgørelser over udviklingen i den danske ynglebestand af havterne (Bregnballe m.fl. in prep.), hvor der er gjort forsøg på at korrigere for, at ikke alle relevante lokaliteter er blevet talt op i alle år, var yngleantallet forholdsvis stabilt fra begyndelsen af 1970’erne til midten af 1990’erne, hvorefter bestanden har været i tilbagegang.  

Bestandstilbagegangen (vurderet ud fra NOVANA-data suppleret med andre kilder) er statistisk signifikant, både for perioden siden 1980 (P<0,001) og siden 2004 (P<0,05).

I lighed med flere andre arter af kolonirugende kystfugle vil der forekomme naturlige år til år udsving i antallet af fugle, der forsøger at yngle, og sådanne udsving vil indvirke på det antal ynglepar, der registreres i det enkelte år.

Havterne er fortsat forholdsvis vidt udbredt som ynglefugl langs kysterne i det meste af landet med undtagelse af Bornholm (Figur 1). Dansk Ornitologisk Forenings atlasprojekter har vist et fortsat fald i antallet af kvadrater med ynglende havterne fra 1970'erne og frem til seneste atlasprojekt i 2014-17 (Vikstrøm & Moshøj 2020).

• Bregnballe, T. & Holm, T.E. (2017). Overvågning af kystnære ternearter. – Teknisk anvisning fra DCE, Aarhus Universitet. TA-A181, version 1. 10 s.
• Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.
• Hagemeijer, W.J.M. & Blair, M.J. (red.) (1997). The EBCC Atlas of European Breeding Birds: Their Distribution and Abundance. – T. & A.D. Poyser, London. 903 s.
• Hälterlein, B., Fleet, D.M., Henneberg, H.R., Mennebäck, T., Rasmussen, L.M., Südbeck, P., Thorup, O. & Vogel, R. (1995). Vejledning i optælling af ynglefugle i Vadehavet. Oversat og bearbejdet af O. Thorup. – Wadden Sea Ecosystem No. 3, CWSS, TMAG, Joint Monitoring Group for Breeding Birds in the Wadden Sea, Wilhelmshaven.
• Vikstrøm, T. & Moshøj, C.M. (2020). Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017. Dansk Ornitologisk Forening. Lindhardt og Ringhof. 840 s.