Aarhus Universitets segl

Tinksmed

Tringa glareola

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Ynglefugl

Bilag I

Truet (EN)

222 par (2021)

2004-2021: Stigende
1980-2021: Stigende

Tinksmed er en fåtallig dansk ynglefugl. Antallet i 2021 var større end tidligere registreringer under NOVANA-overvågningen, og det største antal i mere end 60 år. Den stigende bestand er sårbar på grund af den ringe størrelse. Dræning og tilplantning af levestederne gennem 1900-tallet har medført en kraftig tilbagegang til et lavpunkt i 1984, hvor der kun blev registreret 47-55 ynglepar. Den efterfølgende stigning i bestanden kan især tilskrives en aktiv og målrettet forvaltningsindsats i Thy. En målrettet forvaltning af bestandene uden for Thy vil sandsynligvis have en gavnlig virkning på landets samlede bestand.

Om arten

Tinksmed yngler i Danmark i åbne hedemoser samt ved småsøer og kær i hedeområder. Arten er trækfugl, som overvintrer i Afrika.

Tinksmed ynglede tidligere ret almindeligt i Jylland, men kun undtagelsesvis i resten af landet. Arten er gået stærkt tilbage igennem 1900-tallet og forekommer nu alene i den vestlige del af Jylland (Vikstrøm & Moshøj 2020).

Dræning og tilplantning af levestederne gennem 1900-tallet har medført en kraftig tilbagegang for arten.  De største trusler mod tinksmed i Danmark er tab af ynglehabitat i form af næringsfattige hedemoser. Naturtypen kræver pleje eller græsning for ikke at gro til. Meget tyder dog på, at arten også i vinterkvarteret er udsat for trusler, da tilbagegangen ikke alene kan forklares med forholdene på artens ynglepladser i Skandinavien (Hagemeijer & Blair 1997).

Overvågningsmetoder

Tinksmed blev tidligere overvåget hvert andet år efter Intensiv 1-metoden, hvor potentielle yngleområder blev gennemgået i transekter, som samlet dækkede området, i perioden 15.-31. maj (Pihl m.fl. 2013).

I 2017 blev overvågningen revideret, og arten bliver nu hvert andet år overvåget i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. En gang hvert sjette år udvides overvågningen til at være landsdækkende (2019), så arten eftersøges såvel i som uden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. I NOVANA er tinksmed blevet overvåget siden 2005 (Holm & Søgaard 2017).

Tinksmed er i 2021 blevet eftersøgt på potentielle ynglepladser i de fuglebeskyttelsesområder, hvor den er på udpegningsgrundlaget (Figur 1).

Resultater

I 2021 blev der registreret 222 par, hvilket er det højeste antal i NOVANA-perioden 2004-2021 (Figur 1, Figur 2, Tabel 1). Det er samtidig det højeste antal i mere end 60 år (Grell 1998). Den store stigning kan til dels forklares med et meget vådt forår, der gav optimale ynglebetingelser, og til dels en grundigere overvågning i Thy som huser landets største bestand (MST, pers. komm.).

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet af ynglende tinksmede har overordnet været stabilt i NOVANA-perioden (P>0,05), men steg så kraftigt mellem 2019 og 2021 fra 137 til 222 par. Ved første overvågning i 2005 blev der registreret 66-67 ynglepar, mens der ved de seks overvågningsår mellem 2007 og 2017 blev registreret mellem 94 og 118 ynglepar (Tabel 1). Med de 222 par i 2021 må bestanden betegnes som værende stigende, med det forbehold, at 2021-tallet kan skyldes en grundigere overvågning som beskrevet herover.

I perioden 1978-1981 blev der kortlagt 88-112 ynglepar på 53 lokaliteter (Dybbro 1985). I perioden 2007-2019 var ynglebestanden således på niveau eller lidt højere end bestanden i 1980, mens den i perioden 1993-1996 var nede på 63-82 par (Grell 1998). Lavpunktet var i 1984, hvor der kun blev registreret 47-55 ynglepar (Østergaard 1986). Efterfølgende er den danske bestand steget, hvilket især kan tilskrives resultatet af en aktiv og målrettet forvaltningsindsats i Thy (Linnet 2001). Overordnet har bestanden været stabil i den lange periode 1980-2019, og ser herefter ud til at stige frem til 2021.

Udbredelsen af tinksmed har været ret stabil i perioden 2004-2021, men viser tilbagegang i perioden efter 1980. De 53 ynglelokaliteter fra perioden 1978-1981 er nu indskrænket med over 80 %, og tinksmed er forsvundet fra Læsø og store dele af Midt- og Sydjylland. Ved kortlægningen af ynglefugle i 1971-1974 blev arten registreret i 65 5x5 km kvadrater mod blot 28 i 1993-1996 (Grell 1998).  

Referencer

  • Dybbro, T. (1985). Status for danske fuglelokaliteter. - Dansk Ornitologisk Forening. København.
  • Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.
  • Hagemeijer, W.J.M. & Blair, M.J. (red.) (1997). The EBCC Atlas of European Breeding Birds: Their distribution and abundance. - T & A Poyser, London.
  • Holm, T.E. & Søgaard, B. (2017). Overvågning af tinksmed Tringa glareola som ynglefugl. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A139, version 2, 7 s
  • Linnet, A. (2001). Status for ynglebestandene af Trane Grus grus, Hjejle Pluvialis apricaria og Tinksmed Tringa glareola samt lidt om andre hedefuglearter i Thy og på Mors. – BFN. Naturnyt. 2. 30. årgang.
  • Pihl, S., Holm, T.E., Kahlert, J. & Søgaard, B. (2013). Overvågning af tinksmed Tringa glareola som ynglefugl. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A139, version 1, 9 s
  • Pihl, S., Clausen, P., Petersen, I.K., Nielsen, R.D., Laursen, K., Bregnballe, T., Holm, T.E. & Søgaard, B. (2013). Fugle 2004-2011. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. – Videnskabelig rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 49. 188 s.
  • Østergaard, E. (1986). Yngleforekomsten af Tinksmed Tringa glareola i Danmark 1982-84. - Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 80: 134-136.
  • Vikstrøm, T. & Moshøj, C.M. (2020). Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017. Dansk Ornitologisk Forening. Lindhardt og Ringhof. 840 s.   
År Dækning Antal
2005 Hele landet 66-67 par
2007 Hele landet 118 par
2009 Hele landet 110-112 par
2011 Hele landet 94 par
2013 Hele landet     118 par
2015 Hele landet    107 par
2017 Fuglebeskyttelsesomr. 100 par
2019 Hele landet 137 par
2021 Fuglebeskyttelsesomr. 222 par

Tabel 1. NOVANA-overvågning af tinksmed i Danmark 2004-2021.