I Danmark yngler splitterne på øer og holme, hvor der ikke forekommer rovpattedyr. Arten yngler ofte i store kolonier, som typisk anlægges inde i eller i tilknytning til hættemågekolonier. Arten er trækfugl og overvintrer primært langs Afrikas vestkyst.

Splitternen yngler spredt i hele landet, dog ikke på Bornholm. Størstedelen af ynglebestanden er normalt koncentreret til enkelte meget store kolonier beliggende langs den jyske vestkyst og i Kattegat/Storebælt (Gregersen 2006, Nyegaard m.fl. 2014). I løbet af de seneste 20 år er arten dog forsvundet som ynglefugl fra Vadehavet og Ringkøbing Fjord, hvor der tidligere var store kolonier.

De største trusler mod splitterne i Danmark er tab af ynglehabitat i form af uforstyrrede småøer med ynglekolonier af hættemåger. Arten kan have vanskeligt ved at få ynglesucces pga. prædation, forstyrrelser og oversvømmelser (Grell 1998). Fuglene er i yngleområdet og vinterkvarteret sårbare over for overfiskning af kystnære fiskebestande og havforurening (Hagemeijer & Blair 1997). I sommeren 2022 blev mange splitternekolonier i Nordvesteuropa ramt af udbrud af fugleinfluenza, hvilket flere steder slog en høj andel af ynglefuglene ihjel.

Splitterne bliver under NOVANA-programmet overvåget efter Intensiv 1-metoden. I perioden 2017-2021 blev arten talt op hvert andet år i de fuglebeskyttelsesområder, hvor den var på udpegningsgrundlaget, mens overvågningen ét år (2019) var landsdækkende og også omfattede kendte og potentielle ynglelokaliteter uden for fuglebeskyttelsesområderne. Der skal som udgangspunkt aflægges to besøg på hver lokalitet med mindst ti dages mellemrum; første besøg i perioden 15.-31. maj og andet besøg i perioden 1.-30. juni (Bregnballe & Holm 2017).

Overvågningen foregår ved enten at tælle antallet af reder eller rugende fugle, eller ved at tælle antallet af voksne fugle. For splitterne er der gode erfaringer med at fotografere kolonier fra en drone og derefter tælle antallet af fugle i kolonien på fotos. I tilfælde hvor antallet af ynglepar estimeres ud fra antallet af tilstedeværende fugle, gøres dette ved at multiplicere antallet med faktor, som korrigerer for, at ikke alle fuglene kan forventes at være samlet i kolonien på et og samme tidspunkt. Ifølge den tekniske anvisning skal der anvendes en faktor på 0,7 (Bregnballe & Holm 2017), men nye undersøgelser fra Holland har vist, at det for splitterne vil være mere korrekt at benytte en omregningsfaktor med værdien 0,94, i hvert fald hvis optællingen/fotograferingen sker i morgentimerne (Spaans m.fl. 2018).

Splitterne blev overvåget i 2021 i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Arten blev første gang overvåget i NOVANA-programmet i 2006.

Til beregning af bestandsestimater for tidligere år og bestandsudvikling (Figur 2) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.  

I 2021 blev der i forbindelse med NOVANA-overvågningen registreret 5.125 ynglepar fordelt på fire lokaliteter. Antallet af ynglepar på lokaliteterne var som følger (efter størrelse): 1.942 par på Krik Sandø ved Agger Tange, 1.605 par på Hirsholm, 878 par på Sprogø og 700 par på Hjarnø i Horsens Fjord. 

Udvikling i antal og udbredelse

Ved den landsdækkende NOVANA-overvågning i 2006 og 2009 blev der registreret hhv. 6.020 og 5.540 ynglepar, men siden gik antallet tilbage, og i 2012, 2015 og 2019 blev der registreret mellem 3.000 og 4.000 par (Tabel 1). For 2021 er den samlede landsbestand opgjort til 5.212, idet der ud over de kolonier, der blev optalt i forbindelse med NOVANA-overvågningen, blev talt 65 par i Holmesø ved Brøndby Strand, 20 par på Enø overdrev og 2 par på Siø mellem Tåsinge og Langeland (Bregnballe m.fl. 2022). Den samlede landsbestand gik altså frem med over 1.500 par, hvilket primært skyldtes dannelsen af en ny stor koloni med ca. 2.000 par på den nyetablerede yngleø Krik Sandø ved Agger Tange. Dermed kom bestanden atter op på det niveau, den havde i årene 2006-2011.

Tilbagegangen efter 2011 skyldtes primært, at den tidligere store koloni på Langli i Vadehavet forsvandt. Her ynglede der 3.249 par ved optællingen i 2006, men kolonien var helt forsvundet ved optællingen i 2015. I 2019 var der slet ikke ynglende splitterner langs den jyske vestkyst syd for Limfjorden. En række forhold tyder på, at mange af splitternerne, der havde ynglet på Langli, flyttede til den tyske del af Vadehavet.

Set over en længere periode er tilbagegangen ikke markant. I perioden 1993-2005 lå den danske bestand på et ret stabilt niveau på ca. 4.300 par (Gregersen 2006). 

I lighed med flere andre arter af kolonirugende kystfugle vil der forekomme naturlige år til år-udsving i antallet af fugle, der forsøger at yngle, og sådanne udsving vil indvirke på det antal ynglepar, der registreres i det enkelte år. Specielt for splitterne gælder, at det er almindeligt forekommende, at ynglefuglene kan flytte flere hundrede kilometer fra det ene år til det næste, hvis ynglebetingelserne forværres på de lokaliteter, hvor fuglene hidtil har ynglet, og/eller hvis nye attraktive ynglesteder dukker op. Fremgangen i Danmark i 2021 kan i høj grad tilskrives indvandring af fugle fra kolonier beliggende i den tyske og hollandske del af Vadehavet. 

Splitternebestandens fordeling i Danmark har ændret sig en del gennem de seneste år. I alle årene i perioden 1993-2005 fandtes mellem 75 % og 85 % i et område omfattende Vadehavet, de vestjyske fjorde, og det nordlige Kattegat (Gregersen 2006). I 2019 ynglede kun 42 % af bestanden i dette område. Dansk Ornitologisk Forenings atlasprojekter viser et markant fald i antallet af kvadrater med ynglende splitterne fra 1970'erne og frem til 2014-17 (Vikstrøm & Moshøj 2020).

• Bregnballe, T. & Holm, T.E. (2017). Overvågning af kystnære ternearter. – Teknisk anvisning fra DCE, Aarhus Universitet. TA-A181, version 1. 10 s.
• Bregnballe, T., Lund, S.S., Rost, F.E., Sterup, J., Gregersen, J. & Pedersen, K.T. (2022). Splitterne Thalasseus sandvicensis (yngleforekomst). – Fugleåret 2021. Lange, P. (red.). s. 72-73. Dansk Ornitologisk Forening.
• Gregersen, J. (2006). Ynglebestanden af splitterne i Danmark 1993-2005. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 100: 88-96.
• Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.
• Hagemeijer, W.J.M. & Blair, M.J. (red.) (1997). The EBCC Atlas of European Breeding Birds: Their Distribution and Abundance. – T. & A.D. Poyser, London. 903 s.
• Nyegaard, T., Meltofte, H., Tofft, J. & Grell, M.B. (2014). Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 1998-2012. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 108: 1-144.
• Spaans, B, Leopold, M. & Plomp, M. (2018). Bepaling van het aantal nesten en het uitvliegsucces van Grote Sterns op Texel met behulp van een drone. – Limosa 91: 30-37.
• Vikstrøm, T. & Moshøj, C.M. (2020). Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017. Dansk Ornitologisk Forening. Lindhardt og Ringhof. 840 s.