Cepphus grylle
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Ynglefugl | Bilag I | 1.945 par (2018) | 2004-2019: Stigende |
Overvågning af ynglende tejst i NOVANA-programmet blev gennemført for første og hidtil eneste gang i 2018. Overvågningen var i 2018 begrænset til det ene fuglebeskyttelsesområde, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Det drejer sig om fuglebeskyttelsesområdet, der omfatter ø-gruppen Hirsholmene.
I 2018 blev der registreret 1.210 ynglepar i fuglebeskyttelsesområdet Hirsholmene. I forbindelse med andre projekter er tejst blevet forsøgt optalt på en række andre ynglelokaliteter. På baggrund af disse registreringer er det estimeret, at bestanden af tejst i Danmark er vokset fra knap 900 par i 2004 til knap 2.000 par i 2018. Over den årrække har arten spredt sig til flere nye ynglelokaliteter.
Gennem årene 2004-2018 har omkring 60-80 % af Danmarks bestand ynglet i eller i nærheden af ø-gruppen Hirsholmene, dvs. inden for det ene fuglebeskyttelsesområde, hvor arten er på udpegningsgrundlaget.
Tejster begynder som regel ikke at yngle, førend de er 4 år gamle. Arten lever af fisk (bl.a. tangspræl) og krebsdyr. Tejst yngler ved kyster over det meste af Nordatlanten og Nordishavet, men arten yngler også langs flere af de svenske, finske og estiske kyster i Østersøen. Danmark ligger på artens sydgrænse.
I Danmark yngler tejsten næsten udelukkende i Kattegat og Storebælt. Her yngler arten i huller i klinter (hvilket er unikt for Danmark) og mellem store sten i strandkanten såvel som mellem sten i kystsikringer og på havnemoler. De danske ynglefugle er standfugle, og de fleste overvintrer i danske farvande.
I Danmark yngler arten udelukkende i Kattegat og Storebælt, oftest på mindre øer. De vigtigste ynglelokaliteter er Hirsholmene, Sprogø og Hesselø (Asbirk 2019). Arten er i fremgang og under spredning (Vikstrøm & Moshøj 2020).
De største trusler mod tejst er bifangst i forbindelse med garnfiskeri samt prædation fra mink og rotter. Tidligere var arten også truet af olieforurening, som i visse vintre førte til høj dødelighed.
Tejst bliver under NOVANA-programmet overvåget efter Intensiv 1-metoden. Arten bliver hvert andet år talt op i de fuglebeskyttelsesområder, hvor den er på udpegningsgrundlaget. Overvågning af arten gennemføres ved én optælling af ynglefugle, idet tællingen skal finde sted inden for perioden 10. april til 5. maj (Bregnballe 2018).
Overvågningen foregår ved at tælle antallet af fugle på vandet ved ynglestedet tidligt om morgenen, hvorefter antallet af par beregnes som antal fugle multipliceret med 0,5.
Tejst blev overvåget i 2018, hvilket er første gang, arten er overvåget efter NOVANA-programmet. Overvågningen omfattede kun Hirsholmene, hvilket er det eneste fuglebeskyttelsesområde, hvor arten er på udpegningsgrundlaget som ynglefugl.
I 2018 blev tejst overvåget i fuglebeskyttelsesområdet, der omfatter ø-gruppen Hirsholmene. Dette er det eneste fuglebeskyttelsesområde, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Her blev der i 2018 registreret 1.210 ynglepar. Den overvågning, der var planlagt til at skulle gennemføres på ø-gruppen Hirsholmene i 2020, måtte annulleres på grund af logistiske begrænsninger forårsaget af covid-19.
2018 var det første år, hvor arten blev overvåget under NOVANA.
I forbindelse med andre projekter er tejst årligt eller med nogle års interval blevet forsøgt optalt på andre potentielle ynglelokaliteter i landet. På baggrund af disse registreringer blev det estimeret, at der i 2004 ynglede 900 par tejster i Danmark, men allerede ved opgørelsen i 2010 blev bestanden estimeret til 1.900 par. En del af denne markante stigning kan imidlertid muligvis skyldes, at det på visse lokaliteter er vanskeligt at opgøre antallet af ynglepar, og det gælder bl.a. kolonien ved Hirsholmene, som udgør det absolut vigtigste yngleområde for arten i Danmark. I 2018 blev antallet i Danmark estimeret til 1.945 par og for 2020 blev antallet estimeret til 1.890-1.900 par (Asbirk 2019, 2021).
Gennem årene 2004-2018 har omkring 60-80 % af Danmarks bestand ynglet i eller i nærheden af ø-gruppen Hirsholmene. Arten har over en længere årrække spredt sig til flere nye ynglelokaliteter (Vikstrøm & Moshøj 2020).