Aarhus Universitets segl

Blisgås

Levested

Blisgås Anser albifrons træffes i Danmark hovedsageligt fouragerende på enge og grønne marker - særligt i den sydlige del af landet. Den overnatter fortrinsvis på kystnære kollektive rastepladser blandt andre gæs.

Udbredelse

Blisgåsen yngler i Nordsibirien på den arktiske tundra, og trækker til overvintringspladser i det vestlige Europa, herunder Danmark. Hovedtrækket går sydøst om Danmark til Holland, Tyskland og Polen, men antallet af fugle set i Danmark i vintermånederne er som for mange andre gåsearter steget i de seneste år. Blisgås forekommer som træk og vintergæst over hele landet, men hovedparten registreres i det sydlige Danmark. Den lille bestand, som i hvert fald siden 1960'erne har overvintret på Nordfyn, kan stadig ses her.

Overvågningen 2012-2017

Blisgås overvåges årligt gennem landsdækkende optællinger i midten af januar. Ved midvintertællingen i januar tælles blisgås på lige fod med de andre gæs som optræder i Danmark. Resultatet af optællingen afrapporteres til Wetlands International, og danner baggrund for de løbende vurderinger af bestandsstørrelsen af blisgås.

Undersøgelsesområde

Blisgås optælles på de traditionelle og regelmæssigt benyttede rastepladser over hele landet.

Overvågningsmetode

Blisgås overvåges ved målrettede landbaserede totaloptællinger af engområder og agerjorde i indlandet. Optællingerne gennemføres af et netværk af optællere på kendte rastepladser for arten, som en totaltælling af fugle enten ved udflyvning fra sovepladser eller i fourageringsområderne. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt.  

Trusler

Alle jagtbare arter af gæs vurderes at være følsomme overfor forstyrrelser fra jagt, men denne problemstilling er i dag i vidt omfang tilgodeset gennem reservatnetværket (se uddybning under grågås).  

Antallet af blisgæs i Danmark har været stigende gennem det seneste årti. Arten er genstand for en stigende jagtlig udnyttelse herhjemme, men der formodes ikke at være nogen konkrete trusler for bestanden.

Resultater

Antallet af blisgæs optalt ved midvinter i perioden 2012-2017 har varieret mellem 6.300 og 13.600 fugle, og har generelt været højere end i tidligere år (Tabel 1, Figur 2). De højere antal afspejler delvist en voksende bestand (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018), men også med overvejende sandsynlighed, at en større andel af den samlede bestand optræder i Danmark ved midvinter nu end tidligere. Ved midvintertællingen i 2017 blev arten registreret spredt over hele landet, men med hovedparten af de 9.559 optalte blisgæs i det sydlige Danmark (Figur 1).

Blisgås Tabel 1. Antal af blisgæs registreret ved de landsdækkende midvinter gåsetællinger i Danmark 1981 til 1983 og 1987 til 2017. De anførte antal er gennemsnit af landstotaler for de nævnte år. 

Konklusion

Blisgås har i perioden 2012-2017 haft en øget forekomst i Danmark. Set i det lange perspektiv er bestanden steget, både i Danmark og som helhed, og den samlede bestand tæller nu omkring 1.100.000 fugle (Fox & Leafloor 2018, Wetlands International 2018). År-til-år udsving i antallet ved midvinter i Danmark skyldes givetvis især forskelle i vintrenes hårdhed og snefald.

Referencer