Levested
Lille kobbersneppe Limosa lapponica forekommer kun i Danmark som trækfugl, primært hvor der er større lavvandede områder og vadeflader med tidevandspræg. Den lever især af børsteorme.
Udbredelse
Lille kobbersneppe yngler i det nordlige Europa og Sibirien og forekommer i Danmark på træk.
To bestande af lille kobbersneppe raster i landet. Underarten L. l. lapponica yngler i den arktiske del af Skandinavien og Rusland og overvintrer langs kysterne af Vesteuropa og Nordvestafrika. Den anden underart, L. l. taymyrensis, yngler i de arktiske dele af Vest- og Centralsibirien, passerer gennem Vesteuropa på træk og overvintrer i Vest- og Sydvestafrika (Delany m.fl. 2009).
Langt den største del af de små kobbersnepper, der træffes her i landet, opholder sig i Vadehavet (Meltofte 1993). Her samles fugle fra det meste af Skandinavien og Rusland for at raste og foretage fjerfældning (Laursen & Frikke 2013).
Lille kobbersneppe overvåges hver andet år ved optællinger i maj måned. Arten er i perioden 2012-2017 talt op i 2012, 2014 og 2016.
Undersøgelsesområde
Lille kobbersneppe optælles i de syv fuglebeskyttelsesområder, hvor arten indgår i udpegningsgrundlaget. Alle disse lokaliteter ligger i Jylland eller ved Læsø: Vadehavet, Tøndermarsken/Saltvandssøen, Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord, Agger Tange, Horsens Fjord/Endelave og det sydlige Læsø. Derudover er data suppleret med et udtræk fra DOFbasen for at medtage eventuelle betydende forekomster i andre dele af landet.
Overvågningsmetode
Optælling af lille kobbersneppe gennemføres normalt dels ved flytælling i Vadehavet og dels ved optælling fra land på de øvrige lokaliteter. Antallet af små kobbersnepper i Vadehavet kulminerer normalt i første halvdel af maj (Laursen & Frikke 2013).
I 2014 blev der ikke gennemført en flytælling i Vadehavet. I 2016 blev flytællingen i Vadehavet gennemført den 19. maj.
Trusler
Arten blev jagtfredet i 1982, og der er ikke kendskab til trusler mod arten herhjemme.
Der blev ved optællingerne i 2012, 2014 og 2016 registreret mellem 15.092 og 29.455 små kobbersnepper; i gennemsnit 22.409 (Tabel 1).
Ved alle optællingerne er langt hovedparten talt i Vadehavet (inkl. Saltvandssøen), og største tal herfra var 23.748 i 2014.
Fra de øvrige relevante fuglebeskyttelsesområder var de højeste tal 2.600 Horsens Fjord/Endelave (2012), 1.920 Nissum Fjord (2014), 1.200 Sydlige Læsø (2014), 708 Ringkøbing Fjord (2016) og 470 Agger Tange (2016).
Fordelingen af de 22.681 små kobbersnepper ved seneste optælling i maj 2016 kan ses på Figur 1.
Lille kobbersneppe Tabel 1. Antal rastende lille kobbersneppe registreret i Danmark i maj, NOVANA 2004 til 2016.
Ved de tre optællinger af lille kobbersneppe i perioden 2012-2017 blev der i gennemsnit talt 22.409 fugle, hvilket kan sammenlignes med i gennemsnit 37.063 fugle ved de fire optællinger i perioden 2004-2011. Dette svarer til et fald på 40 %.
Antallet af rastende lille kobbersneppe i den danske del af Vadehavet har været faldende gennem en længere periode (Laursen og Frikke 2013). Tidligere nåede antallet de fleste år op på 40.000-50.000 i starten af maj (Meltofte 1993).
Den vestsibiriske bestand af lille kobbersneppe (L. l. taymyrensis) er vurderet til at omfatte 500.000 fugle og er sandsynligvis i tilbagegang (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018). Størrelsen af den nordeuropæiske bestand (L. l. lapponica) er vurderet til 150.000 fugle med en stigende tendens (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018).