Aarhus Universitets segl

Islandsk ryle

Levested

Islandsk ryle Calidris canutus yngler i arktiske områder og forekommer i Danmark på træk, hvor arten opholder sig langs lavvandede kyster ofte, hvor der som følge af tidevand eller vind blotlægges vadeflader. Arten søger føde på sandede vadeflader, hvor den især tager små muslinger.

Udbredelse

Islandsk ryle kan ses i hele landet i trækperioderne, men langt de største antal optræder i Vadehavet.

To underarter af islandsk ryle optræder i Danmark. Den ene underart C. c. canutus yngler i det centrale Sibirien og overvintrer i Vest- og Sydafrika. Den anden C. c. islandica yngler i højarktisk Canada og Grønland og overvintrer i Vesteuropa inklusive Vadehavet.

Overvågningen 2012-2017

Islandsk ryle overvåges hvert andet år ved optællinger i maj måned. Arten er i perioden 2012-2017 talt op i 2012, 2014 og 2016.

Undersøgelsesområde

Islandsk ryle optælles alene i Vadehavet, hvor arten indgår i udpegningsgrundlaget for to fuglebeskyttelsesområder. Langt den største del af de islandske ryler, der træffes her i landet, opholder sig i Vadehavet (Meltofte 1993), hvor fugle fra de to delbestande fra henholdsvis Canada/Grønland og Sibirien raster.

Overvågningsmetode

Optælling af islandsk ryle sker normalt fra flyvemaskine, hvor hele området dækkes ved en såkaldt totaltælling i løbet af få timer. I 2014 lykkedes det ikke at gennemføre en flytælling i Vadehavet i maj, så her blev arten kun talt fra land.

Trusler

Der er ikke kendskab til trusler mod arten herhjemme, men muslingefiskeri specielt i Holland har reduceret antallet (Ens m.fl. 2004, Kraan m.fl. 2009).

Resultater

Antallet af islandske ryler optalt i Vadehavet i maj måned 2012-2016 var maksimalt 43.215 individer (Tabel 1). Antallet var dermed væsentligt lavere end antallet optalt i årene 2006-2010, hvor gennemsnittet for de tre tællinger var 126.600. I 2014 blev der kun talt fra land, så antallet af islandske ryler optalt i 2014 kan ikke direkte sammenlignes med antallet registreret i de øvrige år, hvor arten blev optalt fra flyvemaskine (for islandsk ryle opnås en bedre dækning af hele Vadehavet, når der tælles fra fly fremfor fra land).


Islandsk ryle Tabel 1. Antal rastende islandske ryler registreret i Danmark i maj, NOVANA 2004 til 2016. Optællingen i 2014 blev udført fra land og kan ikke direkte sammenlignes med de øvrige tællinger, som alle er udført fra flyvemaskine.

Konklusion

Antallet af optalte islandske ryler har været væsentligt lavere i 2012-2016 end i 2006-2010. Den faldende tendens bekræftes af andre tællinger i den danske og slesvig-holstenske del af Vadehavet. Vore flytællinger fra august i den danske del af Vadehavet viser eksempelvis faldende antal. I den hollandske del af Vadehavet er der derimod registreret en stigning i antallet.

Ved optællingerne i Vadehavet i maj, er det hovedsagelig den sibiriske race (C. c. canutus), der er tilstede, og næsten hele denne bestand raster i Vadehavet i slutningen af maj (Meltofte m.fl. 1994). Nogle kilder vurderer denne race til at være i tilbagegang, og at bestanden kan være halveret mellem 1980 og 2014 (van Roomen m.fl. 2017, Nagy & Langendoen 2018). Dette kan være en del af forklaringen på den faldende tendens i de danske optællinger. Den grønlandske/canadiske bestand (C. c. islandica) vurderes at være mere stabil (van Roomen m.fl. 2017, Nagy & Langendoen 2018).

Referencer

  • Se afsnittet om internationale bestandsopgørelser.

  • Ens, B.J., Small, A.C, & de Vlas, J. (2004). The effects of shellfish fishery on the ecosystem of the Dutch Wadden Sea and Oosterschelde. - Alterra-rapport 10111; RIVO-rapport C056/04; RIKZ-rapport RKZ/2004.031. Alterra, Wageningen. 212 s.
  • Kraan, C., Gils, J., Spaans, B., Dekinga, A., Bijleveld, A.L., van Roomen, M., Kleefstra, R. & Piersma, T.  (2009). Landscape-scale experiment demonstrates that Wadden Sea intertidal flats are used to capacity by molluscivore migrant shorebirds. - Journal of Animal Ecology 78: 1259-1268.
  • Meltofte, H. (1993). Vadefugletrækket gennem Danmark. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 87: 1-180.
  • Meltofte, H., Blew, J., Frikke, J., Rösner, H.U. & Smit, C.J. (1994). Numbers and distribution of waterbirds in the Wadden Sea. Results and evaluation of 36 simultaneous counts in the Dutch-German-Danish Wadden Sea 1980-1991. - IWRB Publication 34 / Wader Study Group Bull. 74, Special issue.
  • van Roomen, M., van Turnhout, C., Blew, J., Koffijberg, K., Nagy, S., Citegetse, G. & Foppen, R. (2017). East Atlantic Flyway. I: Kloepper m.fl. (Red.): Wadden Sea Quality Status Report 2017. - Common Wadden Sea Secretariat, Wilhelmshaven, Germany. Senest opdateret 21.12.2017. Hentet 19.11.2018. qsr.waddensea-worldheritage.org/reports/east-atlantic-flyway.