Levested

Ederfuglen Somateria mollissima yngler næsten udelukkende på småøer nær saltvand. I træk- og vinterperioden forekommer arten talrigt kystnært, hvor arten især fouragerer på blåmuslinger. 

Udbredelse

Arten yngler kystnært i det meste af Nordeuropa mod syd til Holland. Herhjemme er arten en vidt udbredt ynglefugl, hvor ynglebestanden i perioden 1990-2010 har været relativt stabil omkring 23.000-25.000 ynglepar med Saltholm som artens vigtigste ynglelokalitet herhjemme (Christensen & Bregnballe 2011). De danske ynglefugle samt trækfugle fra Østersøen overvintrer tillige talrigt i de indre danske farvande og i Vadehavet og mere fåtalligt langs den jyske vestkyst.

Ederfugl er i perioden overvåget på de to landsdækkende optællinger ved midvinter i 2013 og 2016, samt på den landsdækkende optælling af fældefugle i 2012.

Undersøgelsesområde

Undersøgelsesområdet for de to landsdækkende optællinger af vandfugle foretaget ved midvinter i perioden (2013 og 2016) kan ses her og et tilsvarende for den landsdækkende optælling af fældefugle foretaget i 2012 kan ses her. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger fra omkring 50 indekslokaliteter fordelt over hele landet.

Overvågningsmetode

Optællingerne udføres som transekt– og totaltællinger foretaget fra fly samt optællinger foretaget fra land.

Trusler

Ederfugl er udsat for en række påvirkninger, som kan have haft betydning for den negative bestandsudvikling. Arten er jagtbar og et meget vigtigt bytte for danske jægere. Jagtudbyttet er dog faldet konstant siden år 2000 og var i 2016/17 på 27.000 fugle. Historisk har jagtudbyttet været meget højere og i midten af 1990'erne således over 100.000 fugle. Siden 2015 har hunner af ederfugl være fredet.  

Et anseligt antal fugle omkommer som bifangst i fiskeredskaber (Degel m.fl. 2010). De nordeuropæiske kolonier har været ramt af sygdommen Pasteurellosis, som især dræbte ynglende hunner (Christensen m.fl. 1997). De store kolonier i Finland er reduceret betragteligt i antal med helt op til 60% fra 1990'erne til 2013 og det formodes at nedgangen primært skyldes prædation fra bl.a. havørn og Amerikansk mink (Öst m.fl. 2018).     

Menneskelige forstyrrelser af ederfugle i form af sejlads i mindre fartøjer, f.eks. i forbindelse med fritidsaktiviteter (windsurfere, kite surfere, fiskeri, jagt) kan påvirke bestanden. Fuglene vurderes at være mest følsomme overfor sådanne forstyrrelser i den periode hvor de fælder svingfjer, og er ikke flyvedygtige. Ederfugle i Danmark lever overvejende af blåmuslinger, hvor reducerede koncentrationer af næringsstoffer omkring Danmark kan have ført til reduktioner i fødemængden, samtidig med at varmere klima kan have ført til reduktion i fødekvaliteten. Arten er i øvrigt sårbar over for olieforureninger.

På de landsdækkende midvintertællinger i 2013 og 2016 blev der i alt registreret henholdsvis 155.615 og 168.949 ederfugle  (Figur 1 og 2). Arten forekom på begge tællinger almindeligt over hele landet, dog kun fåtalligt i Vestjylland, i den centrale del af Limfjorden og omkring Bornholm. Flest fugle blev registreret i Bælterne, den sydlige og vestlige del af Østersøen, samt kystnært i Aalborg Bugt. Der var ingen nævneværdig forskel i fordelingen mellem de to tællinger.

Optællinger foretaget som linjetransekttællinger registrerer et udsnit af de tilstedeværende fugle. På grundlag af ratioer imellem antallet af observerede ederfugle og de modellerede totale antal fra data fra de to landsdækkende midvinteroptællinger fra 2004 og 2008 kan der foretages et tentativt estimat for det totale antal inden for det område for de to landsdækkende midvinteroptællinger i hhv. 2013 og 2016. Ratioen mellem det observerede antal og det modellerede antal var henholdsvis 4,31 i 2004 og 6,85 i 2008 (Petersen m.fl. 2006, Petersen & Nielsen 2011). En specifik modellering af data fra 2013 og 2016 vil give en mere præcis opgørelse af totale antal og tætheder, da forskelle i dækning, fysiske forhold m.v. mellem tællingerne gør at brugen af ratioer fra tidligere tællinger er behæftet med nogen usikkerhed.

Ved at bruge de estimerede ratioer fra 2004 og 2008 blev der for vinteren 2013 estimeret et totalt antal af 493.000-783.500 ederfugle i de områder, der blev dækket ved transekttællinger, hvoraf langt hovedparten fandtes i de indre danske farvande og 9.500-15.000 individer i de områder, der blev dækket i Nordsøen (hvor de fleste blev set ved Vadehavet). I vinteren 2016 blev udelukkende transekter i de indre danske farvande dækket, og herfra estimeres antal på 333.500-530.000 ederfugle. Langt de vigtigste overvintringsområder for ederfugl dækkes af optællinger foretaget efter linjetransektmetoden, men Vadehavet (i 2016) samt enkelte større fjordområder dækkes ved totaloptællinger. Ved at kombinere totalerne fra områder dækket vha. linjetransekt- og totaloptællinger fås tentative midvintertotaler på 503.500-793.500 fugle i 2013 og 396.000-592.000 fugle i 2016. 

Der blev i alt registreret 24.361 ederfugle på den landsdækkende fældefugletælling i 2012 (Figur 3), et fald fra den sidste optælling i 2006, hvor 28.736 ederfugle blev registreret (Tabel 2). Dette primært transektbaserede antal førte ved en rumlig modellering til en estimeret total fældebestand på 110.000 fugle (Petersen & Nielsen 2011). Flest fugle blev observeret i den vestlige del af Smålandsfarvandet, den sydlige del af Kattegat, Lillebælt, Vadehavet og farvandet omkring Læsø (Figur 3). Fordelingen adskiller sig ikke nævneværdigt fra fordelingen under den sidste landsdækkende fældefugletælling i 2006 (Pihl m.fl. 2013).

Det er svært at sammenligne resultaterne fra de landsdækkende tællinger fra før 2004 med de nutidige, fordi størstedelen af fuglene i dag tælles ved brug af linjetransektmetoden. Før 2004 benyttedes primært totaltællinger af områder, hvor ederfugle og andre havdykænder forventedes at forekomme. De større år-til-år variationer i antal kan således afspejle ændringer i opgørelsesmetode i kombination med reelle bestandsændringer.

Regelmæssige tællinger af næsten 800.000 fugle ved tre landsdækkende tællinger i 1989-1992 (hvor totaltællingsmetoden sandsynligvis underestimerede de reelle antal, som Noer m.fl. 1995 argumenterede for) er en klar indikation på, at større antal fandtes i de danske farvande i disse år, og bestanden i dag er mindre på grund af flere årsager, herunder øget prædation og udbrud af sygdomme i yngleområderne (Christensen m.fl. 1997, Ekroos m.fl. 2012, Öst m.fl. 2018).

Ud fra de foreliggende data vurderes det at bestanden i den kortere tidshorisont sandsynligvis har været stabilt på et lavere niveau omkring 500-600.000 fugle.

Flyway-bestanden er vurderet til at være på 930.000 fugle, med en stabil eller fluktuerende udvikling (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018).

• Tidligere rapporter om resultater af landsdækkende midvinter- og fældefugletællinger (se referencerne i metodeafsnittene om midvinter- og fældefugletællinger) samt afsnittet om internationale bestandsopgørelser. 
• Christensen, T.K. & Bregnballe, T. (2011). Status of the Danish breeding population of Eiders Somateria mollissima 2010. - Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 105: 195-205.
• Degel, H., Petersen, I.K., Holm, T.E. & Kahlert, J. (2010): Fugle som bifangst i garnfiskeriet. Estimat af utilsigtet bifangst af havfugle i garnfiskeriet i området omkring Ærø. – DTU Aqua-rapport nr. 227-2010. 56 pp.
• Ekroos, J., Fox, A.D., Christensen, T.K., Petersen, I.K., Kilpi, M., Jónsson, J.E., Green, M., Laursen, K., Cervencl, A., de Boer, P., Nilsson, L., Meissner, W., Garthe, S. & Öst, M. (2012). Declines amongst breeding Eider Somateria mollissima numbers in the Baltic/Wadden Sea flyway. - Ornis fennica 89:81–90.   
• Noer, H., Clausager, I. & Asferg, T. (1995). The bag of Eider (Somateria molissima) in Denmark 1958-1990. - Danish Review of Game Biology 14 (5): 1-24. 
• Petersen, I.K. & Nielsen, R.D. (2011). Abundance and distribution of selected waterbird species in Danish marine areas. - Report commissioned by Vattenfall A/S. 62 s.
• Öst, M., Lindén, A., Karell, P., Ramula, S. & Kilpi, M. (2018). To breed or not to breed: drivers of intermittent breeding in a seabird under increasing predation risk and male bias. - Oecologia 188: 129-138.