Aarhus Universitets segl

Bjergand

Levested

Bjergand Aythya marila forekommer primært i lukkede nor og beskyttede og uforstyrrede havområder, men træffes også i større søer. Fuglene raster øjensynligt om dagen for at tage på fourageringstogter om natten.

Udbredelse

Arten yngler på Island, i Skandinaviens bjergegne og østover i det nordlige Rusland. Bjergand er en meget sjælden og uregelmæssig dansk ynglefugl, men overvintrer regelmæssigt på nogle få lokaliteter og spredt i den resterende del af landet. De overvintrende bjergænder forekommer overvejende i Kattegat og Bælterne, men kan også optræde i Limfjorden og i Sydøstdanmark.

Overvågningen 2012-2017

Bjergand er blevet overvåget i forbindelse med de to landsdækkende optællinger af fugle i de danske farvande ved midvinter foretaget i 2013 og 2016. Arten har en meget klumpet og til dels uforudsigelig udbredelse, hvor de fleste forekommer på åbne havområder, og er derfor ikke omfattet af de reducerede midvintertællinger. 

Undersøgelsesområde

Undersøgelsesområdet for de to landsdækkende optællinger af vandfugle foretaget ved midvinter i perioden (2013 og 2016) kan ses her

Overvågningsmetode

Arten er især optalt ved transekt- og totaltællinger foretaget fra fly, men også i mindre omfang ved optællinger foretaget fra land.

Trusler

Bjergand er jagtbar, men dog med et begrænset udbytte i perioden 2012-2017 på mellem 473-707 fugle, og jagtudbyttet er faldet markant siden 1960'erne (Vildtudbyttestatistikken). Arten forekommer i større antal kun på et begrænset antal lokaliteter, hvorfor forstyrrelse må formodes at have en vis indflydelse på artens valg af rastepladser. Det må formodes, at arten i nogen grad også rammes af bifangst. Arten er i tilbagegang og listet som Sårbar på den seneste europæiske rødliste (Birdlife International 2015).

Resultater

Antallet af bjergænder registreret på de to landsdækkende optællinger i 2013 og 2016 var henholdsvis 25.472 og 15.505 fugle (Tabel 1). I 2013 blev der registreret en stor flok i Lillebælt, hvilket ikke var tilfældet i 2016. Arten registreres i høj grad på de samme lokaliteter år efter og år. Set i et længere perspektiv er bestanden faldet, men har siden 2000 været forholdsvist stabil på et lavere niveau (Tabel 1).

Fordelingen af overvintrende bjergænder på de to landsdækkende tællinger adskilte sig ikke væsentligt fra tidligere og størstedelen af de overvintrende fugle blev i lighed med tidligere tællinger registreret på forholdsvis få lokaliteter: i Hevring Bugt, i Helnæs Bugt, nord for Ristinge Hale i det Sydfynske Øhav, i Sejerø Bugt og ved Præstø Fjord (Figur 1, Figur 2). I 2013 blev der endvidere registreret 13.931 fugle i Lillebælt, et af artens traditionelt vigtigste overvintringsområder. På tællingen i 2016 blev der ikke registreret nogle store flokke i Lillebælt, selvom arten blev aktivt eftersøgt på adskillige flytællinger i området. En overflyvning af området i forbindelse med den reducerede midvintertælling i 2017 gav heller ingen bjergænder.

Der blev ikke registreret bjergænder på den landsdækkende fældefugletælling i 2012, hvilket også var tilfældet i 2006 (Pihl m.fl. 2013). I den sydlige del af Limfjorden blev der omkring 1970 registreret op til 1000 fugle i sensommeren (Joensen 1973).

Konklusion

Antallet af overvintrende bjergænder har været forholdsvist stabilt på midvintertællingerne udført siden 2004. Arten registreres over hele landet, men med hovedparten i få store flokke på få traditionelle lokaliteter. Nedgangen i antal mellem 2013 og 2016 skyldes primært, at flokken i Lillebælt ikke blev registreret. Lillebælt har traditionelt været et af artens vigtigste overvintringslokaliteter med helt op til 40.000 overvintrende fugle på de første landsdækkende optællinger (Joensen 1974) og i 2013 overvintrede halvdelen af de registrerede fugle her. Som på de seneste fældefugletællinger blev der ikke registreret fugle på tællingen i 2012.

Antallet af bjergænder i Nordvesteuropa blev vurderet til 310.000 fugle i 1991, men er ifølge det seneste bestandsestimat fra 2015 faldet til 150.000 - 275.000 fugle (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018).

Referencer