Aarhus Universitets segl

Strandhjejle

Levested

Strandhjejle Pluvialis squatarola forekommer i Danmark kun på træk. Den opholder sig langs lavvandede kyster, hvor den ved lavvande søger føde på vadeflader.

Udbredelse

Rastende strandhjejler kan ses på egnede lokaliteter i hele landet, men langt de største antal optræder i Vadehavet. Arten yngler i det højarktiske Sibirien, og overvintringsområdet omfatter Vesteuropa fra Vadehavet og England i nord til Vestafrika i syd.

Overvågningen 2012-2017

Strandhjejle overvåges hvert andet år ved optællinger i august måned. Arten er i perioden 2012-2017 talt op i 2013, 2015 og 2017.

Undersøgelsesområde

Optælling af strandhjejle sker fra flyvemaskine, hvor hele området dækkes ved en såkaldt totaltælling. Alle rastepladser opsøges ved højvande og tælles inden for få timer. I 2005 og 2015 blev optællingerne udført fra land.

Overvågningsmetode

Strandhjejle optælles alene i Vadehavet, hvor arten indgår i udpegningsgrundlaget for to fuglebeskyttelsesområder. Langt den største del af de strandhjejler, der træffes her i landet, opholder sig i Vadehavet (Meltofte 1981). Området er derfor velegnet til at følge udviklingen i bestandens antal. Regelmæssig overvågning af vandfugle i Vadehavet blev startet i 1980, og der er således en lang tidsserie, som kan bruges til vurdering af artens antalsmæssige udvikling.

Trusler

Arten blev jagtfredet i 1982, og der er ikke kendskab til trusler mod arten som trækfugl i Danmark.

Resultater

Der blev ved optællingerne i 2013, 2015 or 2017 registreret mellem 1.157 og 3.366 strandhjejler i Vadehavet; i gennemsnit 1.899 (Tabel 1).

I 2017 blev arten optalt ved en flytælling 1. september, hvor der blev registreret 1.157 strandhjejler. Ved en optælling fra land udført i perioden 14.-23. august samme år blev der talt i alt 2.516 strandhjejler i Vadehavet. Det kan ikke udelukkes, at nogle af de fugle, der blev talt nord for Mandø (786 fugle), var de samme fugle, som tre dage tidligere var blevet talt i naboområdet syd for Fanø (684 fugle). For sammenlignelighedens skyld benyttes her resultatet af optællingen udført fra fly. Antallet af strandhjejler i Vadehavet er normalt ret stabilt i perioden fra starten af august til slutningen af september (Laursen & Frikke 2013).


Strandhjejle Tabel 1. Antal af rastende strandhjejler i Vadehavet i august 2005 til 2017. Optællingerne i 2005 og 2015 er udført fra land og kan ikke direkte sammenlignes med de øvrige tællinger,
som alle er udført fra flyvemaskine.

Konklusion

Ved de tre optællinger af strandhjejle i Vadehavet i perioden 2012-2017 blev der i gennemsnit talt 1.899 fugle, hvilket er ca. 20 % færre end de i gennemsnit 2.373 fugle ved de fire optællinger i perioden 2004-2011. Der er dog store variationer i de enkelte optællingsresultater, så der er ikke nogen tydelig trend.

Den bestand af strandhjejle, der trækker gennem Vesteuropa, vurderes at have en bestandsstørrelse på 200.000 individer og anses for at være i tilbagegang (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018).

Referencer

  • Se afsnittet om internationale bestandsopgørelser.   
  • Laursen, K. & Frikke, J. (2013). Rastende vandfugle i Vadehavet 1980-2010. - Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 107: 1-184.
  • Meltofte, H. (1981). Danske rastepladser for vadefugle. - Fredningsstyrelsen, Miljøministeriet. 194 s.