Levested
Mørkbuget knortegås Branta bernicla bernicla træffes i Danmark som træk- og vintergæst i lavvandede områder med undervandsvegetation og på strandenge.
Udbredelse
Mørkbuget knortegås trækker gennem landet på vej til/fra yngleområderne i Sibirien. Om vinteren er de fleste mørkbugede knortegæs forsvundet til mildere egne, men smågrupper overvintrer i milde vintre i Vadehavet, Ringkøbing Fjord, Kattegat og enkelte andre steder. I træktiden kan arten ses over det meste af landet, men i særdeleshed i de sydlige dele. Danmark ligger på nordkanten af artens vinterudbredelse.
Mørkbuget knortegås overvågedes frem til 2016 to gange årligt gennem landsdækkende optællinger i midten af januar og i maj. Ved den fortsat årlige midvintertælling i januar tælles arten på lige fod med de andre gæs som optræder i Danmark. Majtællingen er en international tælling, som har været gennemført regelmæssigt i maj siden 1980'erne. I maj forekommer som regel de største antal i landet (Madsen m.fl. 1990). Majtællingen skal i NOVANA 2017-2021 programmet kun udføres hvert andet år, og blev ikke gennemført i 2017. Alle optællinger afrapporteres til Wetlands International og danner baggrund for de løbende vurderinger af bestandsstørrelsen for mørkbuget knortegås.
Undersøgelsesområde
Mørkbuget knortegås optælles på de traditionelle og regelmæssigt benyttede rastepladser i de dele af landet hvor de forekommer årligt, herunder alle fuglebeskyttelsesområder som er udpeget for arten.
Overvågningsmetode
Arten optælles især ved målrettede landbaserede totaloptællinger af fjordområder og nærliggende strandenge og agerjorde, men overvåges ved landsdækkende midvintertællinger også ved totaltællinger foretaget fra fly, især i øhavene syd for Fyn og Sjælland. I Vadehavet foretages flytælling i januar og maj. Som for de øvrige gåsearter gennemføres de landbaserede optællinger som en totaltælling af fugle på fourageringsområderne. Tællingerne udføres af et netværk af optællere på artens kendte rastepladser. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt.
Trusler
Mørkbuget knortegås er i princippet følsom overfor de samme tab af fourageringsområde, som nævnes under lysbuget knortegås, men har bortset fra den nordlige del af Vadehavet (jf. Clausen & Fischer 1994) ikke været ramt af større reduktioner i udbredelsen af bundplanter i dens regelmæssige forekomstområder i Danmark.
Tilgroning af strandenge kan som for lysbuget knortegås potentielt også være et problem for mørkbuget knortegås. Der vurderes dog ikke at være aktuelle større problemer med tilgroning i Vadehavet, landets vigtigste rasteplads. Det er ikke undersøgt om sådanne problemer forekommer på andre vigtige rastepladser i fx det Sydfynske Øhav eller omkring Lolland-Falster og Møn. Mørkbuget knortegås alternative levesteder på strandengene er mindre udsatte for habitattab som følge af forventede vandstandsstigninger i Vadehavet, fordi det er et tidevandsområde hvor man kan forvente at der vil ske en hurtig og løbende aflejring af nye sedimenter, hvor der vil ske en fremvækst af strandenge (fx Schuerch m.fl. 2013). I de indre danske farvande må man forvente samme problemstilling med et større habitattab, jf. omtalen af analyser fra Limfjorden under lysbuget knortegås.
Mørkbuget knortegås var ved optællingerne i både januar 2017 og maj 2016 (Figur 1 og 3), akkurat som i tidligere år, langt overvejende udbredt i landets sydlige dele, især Vadehavet, med enkelte spredte forekomster i Kattegat og Limfjorden.
Der blev registreret i alt 2.903 mørkbugede knortegæs på midvinteroptællingen i januar 2017, et antal der ligger noget over gennemsnittet for de næsten årlige antal fra 1981 til 2016 (Tabel 1). Antallet af mørkbugede knortegæs ved optællingerne i januar varierer generelt meget med vinterforholdene, med lave antal i kolde vintre som fx 2010 og 2011 og højere antal i mildere vintre (Figur 2).
I maj 2016 blev der optalt 17.888 mørkbugede knortegæs, et antal der ligger meget tæt på det gennemsnitlige antal opgjort de forudgående 6 år (Tabel 2). Ved majtællingerne har antallene af mørkbugede knortegæs været varierende fra år til år, men er overordnet set stabile (Figur 4). Variationen i antal kan formentlig blandt andet skyldes, at der i løbet af maj er et stort gennemtræk af fugle, der gradvis flytter sig fra de sydlige dele af Vadehavet i Holland og Nedersaksen til de nordligere dele i Slesvig-Holsten og Danmark.
Ved begge tællinger blev de største antal registreret i Vadehavet (2.080 i januar 2017 og 8.581 i maj 2016, Figur 1 og 3). I maj optaltes de største antal udenfor Vadehavet i området fra Storstrømmen til Bøgestrømmen (2.749), i det Sydfynske Øhav (1.095) samt i Smålandsfarvandet nord for Lolland (1.205) (Figur 3).
Mørkbuget knortegås Tabel 1. Antal af mørkbuget knortegås registreret ved de landsdækkende midvinter gåsetællinger i Danmark 1981 til 1983 og 1987 til 2017. De anførte antal er gennemsnit af landstotaler for de nævnte år.
Mørkbuget knortegås Tabel 2. Antal af mørkbuget knortegås registreret ved de landsdækkende majtællinger af knortegæs i Danmark 1981-1983 og 1987 til 2016. De anførte antal er gennemsnit af landstotaler for de nævnte år. Bemærk at der i årene 1992-2000 kun er foretaget flytælling i Vadehavet, hvorfor antal fra denne periode vil være noget lavere. Der blev ikke foretaget en tælling i 2017.
Mørkbuget knortegås har i Danmark været optalt to gange årligt siden 2004 (undtagen 2017) og regelmæssigt siden 1981. Antallene har set over perioden 1981-2017 været fluktuerende om vinteren og overordnet set stabile om foråret. Der anes en topforekomst i årene på hver side af 1990 og højere antal også i de seneste optællingsår. Det er en udvikling i antal i Danmark, som afspejler den generelle udvikling i bestanden (Ebbinge & Koffijberg 2018).
Arten vurderes ikke at være udsat for væsentlige trusler.