Levested
Tundrasædgås Anser fabalis rossicus træffes i Danmark fouragerende på høstede marker og inddæmmede områder - særligt i den sydlige del af landet. Den overnatter fortrinsvis på kystnære kollektive rastepladser.
Udbredelse
Tundrasædgås yngler hovedsageligt i lavarktiske områder i det nordlige Rusland og vestlige Sibirien, men har i de seneste år også ynglet på tundraen i det nordlige Skandinavien (Heinicke 2010). Den overvintrer i Nordvesteuropa, hovedsageligt i Holland og Tyskland, samt i Sydøsteuropa. Arten har tidligere været anset som sjælden i Danmark, med kun sporadiske forekomster blandt tajgasædgæs på Sjælland og kortnæbbede gæs i Vestjylland. Siden 2005 har arten dog optrådt i større antal som træk- og vintergæst på Lolland (Nakskov Fjord), Falster (Bøtø) og Møn, samt som enkeltindivider eller småflokke blandt andre gæs i den øvrige del af landet, se fx Amstrup (2010).
Tundrasædgås overvåges årligt gennem landsdækkende optællinger i midten af januar. Ved midvintertællingen i januar tælles tundrasædgås på lige fod med de andre gæs, som optræder i Danmark. Frem til 2005 var tundrasædgæs og tajgasædgæs Anser f. fabalis ikke adskilt, men blot optalt som sædgæs Anser fabalis. Dette skyldes dels at de to underarter ligner hinanden særdeles meget, og dels at antallet af tundrasædgæs tidligere var relativt lille. Optællingen afrapporteres til Wetlands International og danner baggrund for de løbende vurderinger af bestandsstørrelsen af tundrasædgås.
Undersøgelsesområde
Tundrasædgås optælles på kendte og regelmæssigt benyttede danske rastepladser, hvoraf de vigtigste findes i det sydøstlige Danmark.
Overvågningsmetode
Tundrasædgås er især registreret ved optællinger foretaget fra land. Optællingerne gennemføres af et netværk af optællere på kendte rastepladser for arten, som en totaltælling af fugle enten ved udflyvning fra sovepladser eller i fourageringsområderne. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt.
Trusler
Alle jagtbare arter af gæs vurderes at være følsomme overfor forstyrrelser fra jagt, men denne problemstilling er i dag i vidt omfang tilgodeset gennem reservatnetværket (se uddybning under grågås).
På flyway-niveau har antallet af tundrasædgæs været stabilt til stigende gennem de sidste årtier. Arten er genstand for stor jagtlig udnyttelse i landene øst for Danmark, i mindre omfang i Danmark, men der synes ikke at være konkrete trusler for bestanden.
Antallet af tundrasædgæs optalt i januar i perioden 2012-2017 har varieret mellem 965 og 4.747 fugle (Tabel 1, Figur 2). Efter relativt store forekomster på omkring 4.000 individer i perioden 2007-2012, er arten de seneste år observeret i lavere antal på 1.000-2.300 fugle (Figur 2). Ændringen i antal kan ikke relateres til vinterens vejrlig, men kan tænkes at påvirkes af fødetilgængeligheden i form af afgrødevalg i både Syddanmark og på de traditionelle rastepladser syd herfor. Ved midvintertællingen i 2017 blev der registreret 2.276 tundrasædgæs, hovedsageligt på kendte rastepladser i det sydøstlige Danmark, samt en mindre forekomst ved Troldhede Kulsø øst for Ringkøbing Fjord (Figur 1). Derudover må det også forventes at en del af de 1.643 sædgæs der ikke blev indrapporteret med raceangivelse har været tundrasædgæs, fordi mange af disse forekom i områder hvor tundrasædgås hyppigt ses (se Figur 1 under Tajgasædgås).
Tundrasædgås Tabel 1. Antal af tundrasædgæs optalt ved de landsdækkende midvinter gåsetællinger i Danmark 1981 til 1983 og 1987 til 2017. De anførte antal er gennemsnit af landstotaler for de nævnte år.
Tundrasædgås har kun været intensivt overvåget siden 2005, men kan i mindre omfang have været overset i årene inden da. Den begrænsede tidsserie af data på forekomsten af tundrasædgæs i Danmark indikerer, at antallet kan svinge betydeligt fra år til år, hvilket kan hænge sammen med fødeudbud og konkurrence i de primære rasteområder syd for landet. Efter en markant stigning i antallet af tundrasædgæs i årene 2007-2012, ser antallet nu ud til at være faldet til et lavere niveau på 1.000-2.500 fugle. På flyway-niveau vurderes bestanden, der er på omkring 600.000 fugle, som værende stabil eller voksende ( Fox & Leafloor 2018, Wetlands International 2018).