Pluvialis apricaria
Levested
Hjejle Pluvialis apricaria optræder i Danmark primært som trækfugl forår og efterår, hvor arten raster i kystområder, på tidevandsflader og lavtliggende græsarealer. De kan også raste på dyrkede marker inde i landet.
Udbredelse
I træktiden er hjejle udbredt over det meste af landet, men de største antal findes i Vadehavsområdet, langs Jyllands vestkyst og Limfjorden.
To bestande forekommer i Danmark:
Sydlig hjejle, P. a. apricaria, yngler i lavlandsområder i blandt andet det sydlige Skandinavien (herunder sjældent i Danmark) og de Baltiske Lande. Denne bestand udgør formentlig en lille del af de hjejler, der forekommer i Danmark.
Nordlig hjejle, P. a. altifrons, yngler talrigt i bjergegne i Nordskandinavien, Finland og NV-Rusland og overvintrer i Vesteuropa og Nordvestafrika. Denne bestand vurderes at udgøre langt størsteparten af de rastende hjejler, der optræder i Danmark (Meltofte 1993).
Hjejle er frem til 2016 blevet overvåget hvert sjette år ved optællinger i maj måned. Fra 2017 overvåges arten hvert år ved optællinger i skiftevis april og oktober. Arten er i perioden 2012-2017 talt op i 2015 (28. april til 4. maj) og 2017 (primært 22.-23. april).
Undersøgelsesområde
Optællingen af hjejle er landsdækkende, men med særligt fokus på de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten indgår i udpegningsgrundlaget som trækfugl. Dette omfatter 19 fuglebeskyttelsesområder.
Overvågningsmetode
Hjejle overvåges gennem optællinger fra land, hvor et netværk af frivillige optællere tæller op i de relevante fuglebeskyttelsesområder. Disse optællinger er suppleret med data fra DOFbasen. I 2015 blev optællingen udført inden for perioden 28. april – 4. maj. I 2017 blev optællingerne primært udført i weekenden 22.-23. april, men der er anvendt tal fra op til en uge før og efter optællingsweekenden.
Trusler
Arten blev jagtfredet i 1982, og da den tillige er alsidig i sit valg af fourageringsområder, vurderes der ikke at være nogen trusler for den trækkende bestand her i landet.
Ved de to optællinger i 2015 og 2017 blev der sammenlagt registreret henholdsvis 29.490 og 73.641 hjejler. Begge år er de største koncentrationer optalt i Vestjylland og omkring Limfjorden.
I 2015 blev de højeste antal set i Agerø-området (samlet 6.225 fugle), Nissum Fjord (3.676), på Tipperne (2950), i Limfjorden ud for de Vestlige Vejler (2.200) og på Harboøre Tange (1.690).
I 2017 blev der i alt registreret 29.688 hjejler i Vadehavsområdet, flest på Mandø (8.375) og i Margrethe Kog (6.635). Herudover blev de største antal registreret på Agerø (2.800) og i Bygholm Vejle (2.700). Øst for Storebælt blev der i alt blot talt 2.587 hjejler, mens der på Fyn med øer blev talt i alt 1.710. Den geografiske fordeling fremgår af figur 1.
Hjejle Tabel 1. Antal af rastende hjejler i Danmark i april/maj 2009 til 2017.
Der er før 2012 kun gennemført én optælling i forbindelse med NOVANA-overvågningen. I 2009 (hvor tællingen blev udført omkring 9.-10. maj) blev der registreret 19.709 hjejler, hvilket er væsentligt færre end de henholdsvis 29.490 og 73.641 fugle ved optællingerne i 2015 og 2017.
Hjejle forekommer ofte i store flokke på marker, og disse områder vil aldrig blive dækket fuldt ud i forbindelse med optællingerne. Hvis mange store flokke ikke bliver fundet, vil dette have stor betydning for det samlede optællingsresultat.
Borttrækket af hjejle videre mod ynglepladserne sker omkring starten af maj, og det sene optællingstidspunktet i 2009 udgør formentlig en del af forklaringen på det lave antal registrerede hjejler i 2009. Desuden blev der i 2009 dækket færre af de potentielt vigtige lokaliteter end i 2015 og 2017.
Det stigende antal hjejler ved optællingerne i Danmark skyldes formentlig primært forskelle i dækning og optællingstidspunkt.
Antallet af rastende hjejler i Danmark er størst om efteråret. På baggrund af en koordineret optælling i oktober 2014 vurderedes det, at der i alt rastede 320.000 fugle i hele landet (Rasmussen 2017).
Den bestand af hjejler, der yngler i Nordeuropa (underarten P. a. altifrons), vurderes at have en bestandsstørrelse på 800.000-1.100.000 individer og er sandsynligvis i fremgang (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018).