Levested
Hvidbrystet præstekrave yngler på vadehavsøerne Rømø og Fanø. Her etablerer de reder i kolonier eller solitært på sandstrande (gerne nær nyopståede klitter) eller på kortgræssede engarealer i nærheden af stranden. Arten er trækfugl og overvintrer i Vesteuropa og Vestafrika.
Udbredelse
Hvidbrystet præstekrave var tidligere mere almindelig og udbredt pletvis langs alle de danske kyster. Arten er gået stærkt tilbage efter 1950 og forekommer nu, som nævnt, alene i Vadehavsområdet (Nyegaard m.fl. 2014). Tilbagegangen antages langt overvejende at skyldes øgede forstyrrelser fra strandgæster, der medfører tab af æg og unger.
Trusler
De største trusler mod hvidbrystet præstekrave er formentlig prædation, sommerhøjvander og forstyrrelser i yngleområdet.
Overvågningsmetode
Hvidbrystet præstekrave blev senest indtil 2016 overvåget årligt efter Intensiv 1-metoden ved en fuldstændig eftersøgning og optælling af ynglekolonier på potentielle lokaliteter inden for perioden 20. maj - 10. juni. Fra 2017 bliver arten overvåget hvert andet år. Ynglekolonien optælles tre gange i løbet af 20 minutter, og det maksimale antal bliver noteret som antallet af ynglefugle (Pihl m.fl. 2012). I det nationale NOVANA-program er hvidbrystet præstekrave blevet overvåget siden 2004.
På øerne i Vadehavet er hvidbrystet præstekrave blevet overvåget årligt under det trilaterale vadehavsprogram, som hører ind under NOVANA-programmet.
Undersøgte lokaliteter
Seneste overvågning var i 2016, hvor hvidbrystet præstekrave blev eftersøgt på 30 lokaliteter i Sydjylland (Figur 1).
Overvågningen 2012-2017
Der blev registreret 74 par hvidbrystet præstekrave i 2016 (Figur 1, Tabel 1), hvilket både er det højeste antal i 2012-2016 og i NOVANA-perioden siden 2004 (Holm m.fl. 2016).
Udvikling i antal og udbredelse
Der er i hele perioden alene registreret hvidbrystet præstekrave i Sydjylland (Figur 1). Antallene har varieret en del igennem perioden, men trenden har overordnet været stabil (P>0,05). Overvågningen er sket i tæt samarbejde med DOF, som har overvåget arten siden 1998. Antallet har i NOVANA-perioden været væsentlig mindre end omkring 2000, hvor der blev registreret 88-105 ynglepar efter samme metode (Nyegaard & Grell 2005).
Resultaterne fra den årlige overvågning af hvidbrystet præstekrave i Vadehavet, som blev påbegyndt i 1996, er beskrevet i Thorup & Bregnballe (2017).
Arten har øjensynligt aldrig været talrig og faldt i antal fra 136 par til 75 par mellem 1969 og 1974 og videre til 30-40 par i 1991 (Sørensen 1995, Grell 1998). Antallet af hvidbrystet præstekrave har været let faldende siden 1980 (P<0,001), omend med store årlige udsving.
Antallet af ynglepar af hvidbrystet præstekrave lå i 2016 lidt højere end i perioden 2004-2016 (Figur 2, Pihl m.fl. 2013), og udbredelsen var stabil. Da arten er følsom over for forstyrrelser på ynglepladserne, er det DCE's vurdering, at den danske ynglebestand i høj grad er afhængig af, at levestederne sikres mod forstyrrelser.