Levested
Isfugl yngler i skrænter, herunder kunstige, i nærheden af fødesøgningsområder i form af klare åer og søer med en rig fauna af småfisk. De danske isfugle er nærmest stand- og strejffugle, idet 71 % af genfund af ringmærkede danske isfugle blev gjort mindre end 10 km fra ringmærkningsstedet. Danmark besøges om vinteren af isfugle fra vore nabolande (Bønløkke m.fl. 2006).
Udbredelse
Isfugl har sin hovedudbredelse i Jylland og på Fyn. Den er spredt forekommende på Sjælland og nærmest sjælden på de øvrige øer, herunder Bornholm. Den samlede bestand blev i midten af 1990’erne opgjort til 300 par i Danmark (Grell 1998).
Trusler
Isfugl er en sky fugl og derfor sårbar over for forstyrrelser i yngleområdet. Der kan også lokalt være store svingninger i antal pga. forøget dødelighed i isvintre (Hagemeijer & Blair 1997, Grell 1998).
Overvågningsmetode
Isfugl er i perioden 2012-2017 overvåget ekstensivt i 2012 og 2015. Udbredelsen er opgjort på baggrund af alle observationer i Dansk Ornitologisk Forenings database (DOFbasen) af isfugl med adfærdskoder, som indikerer yngleaktivitet, såsom redebygning, parringsflugt, territoriehævdelse osv. Endvidere er alle observationer fra perioden 15. april - 15. august inddraget. Der er i NOVANA-sammenhæng ikke gjort forsøg på at estimere størrelsen af den nationale ynglebestand (Pihl m.fl. 2012).
Undersøgte lokaliteter
I den ekstensive overvågning er ingen specifikke lokaliteter nærmere undersøgt.
Udvikling i antal og udbredelse
Bestanden af isfugl blev i 1971-1974 skønnet til at ligge på ca. 200 ynglepar (Dybbro 1976). I atlaskortlægningen i 1993-1996 blev bestanden vurderet til ca. 300 par (Grell 1998). Bestanden kan flukturere meget, da arten er følsom overfor isvintre, hvor dødeligheden er stor. Efter isvinteren i 1981/82 blev bestanden således vurderet til kun 20-30 par (Meltofte & Fjeldså 2002). Efter en række milde vintre de senere år må det formodes, at bestanden igen ligger på ca. 300 par. Bestanden må således vurderes at være fluktuerende siden 1980, men der findes for få data til at vurdere bestandsudviklingen statistisk.
Udbredelsen ser ikke ud til at have ændret sig nævneværdigt indenfor NOVANA-perioden eller siden 1980. Ser man på udbredelsen af isfugl i 2015 (Figur 1), syntes den ikke væsentlig anderledes end ved overvågningen i 2007 og 2012 (Pihl m.fl. 2013, Holm m.fl. 2016). Udbredelsen i atlasprojekterne i 1970’erne og 1990’erne er også i store træk som i dag (Grell 1998).
Udbredelsen synes ikke at have ændret sig væsentligt, hverken siden 1980 eller indenfor NOVANA-perioden 2004-2017. Bestanden vurderes til at være på ca. 300 par, men antallet fluktuerer afhængigt af kolde vintre.