Aarhus Universitets segl

Rødrygget tornskade

Levested

Rødryggede tornskade yngler i åbne, varierede habitater med buskadser, enkeltstående træer, levende hegn osv., som eksempelvis overdrev, klitheder, græsningsenge og ryddede arealer i skov. De danske rødryggede tornskader er trækfugle, som overvintrer i Øst- og Sydafrika.

Udbredelse

Rødrygget tornskade er udbredt over hele Danmark. Den samlede bestand blev i midten af 1970’erne opgjort til 1.500-3.000 par, og dette estimat blev opretholdt ved den seneste ynglefuglekortlægning midt 1990’erne (Dybbro 1976, Grell 1998).

Trusler

Potentielle trusler er formentlig først og fremmest ødelæggelse af artens ynglehabitater, samt tørke i artens overvintringskvarterer (Hagemeijer & Blair 1997).

Overvågningen 2012-2017

Overvågningsmetode

Rødrygget tornskade  er i perioden 2012-2017 overvåget ekstensivt i 2012 og 2015 . Udbredelsen bliver opgjort på baggrund af alle observationer i DOFbasen af rødrygget tornskade med adfærdskoder, som indikerer yngleaktivitet såsom redebygning, parringsflugt, territoriehævdelse osv. Endvidere er alle observationer, som ikke omfatter trækkende eller overflyvende fugle, fra 1. juni til 31. juli, inddraget. Der er i NOVANA-sammenhæng ikke gjort forsøg på at estimere størrelsen af den nationale ynglebestand (Pihl m.fl. 2012).

Undersøgte lokaliteter

I den ekstensive overvågning er ingen specifikke lokaliteter nærmere undersøgt.

Resultater

Udvikling i antal og udbredelse

Bestanden af rødrygget tornskade blev i både 1971-1974 og 1993-1996 skønnet til at ligge på 1.500-3.000 ynglepar (Dybbro 1976, Grell 1998). Bestanden blev senest i 2011 vurderet til 1.500 ynglepar (Pihl & Fredshavn 2015), og det må vurderes, at ynglebestanden ligger på samme niveau i 2017.

Vurderet ud fra indtastninger i DOFbasen for 2015 forekommer rødrygget tornskade udbredt over hele Danmark (Figur 1). Det var tredje gang, arten blev overvåget i NOVANA-regi, og udbredelsen synes ikke væsentlig forskellig fra overvågningen i 2009 og 2012. Udbredelsen er dog øget siden den danske undersøgelse af ynglefuglenes udbredelse i 1993-1996 (Pihl m.fl. 2013, Grell 1998).

Konklusion

Bestanden af rødrygget tornskade har siden 1970'erne været stabil med ca. 1500 par. Udbredelsen af rødrygget tornskade synes at være stigende på kort såvel som på lang sigt.

Referencer

  • Dybbro, T. (1976). De danske ynglefugles udbredelse: Resultaterne af Atlas-projektet, kortlægningen af Danmarks ynglefugle 1971-1974. - Dansk Ornitologisk Forening, København.
  • Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.
  • Hälterlein, B., Fleet, D.M., Henneberg, H.R., Mennebäck, T., Rasmussen, L.M., Südbeck, P., Thorup, O. & Vogel, R. (1995). Vejledning i optælling af ynglefugle i Vadehavet. Common Waddensea Secretariat. – Wadden Sea Ecosystem No. 3. Wilhelmshaven.
  • Pihl, S., Holm, T.E., Kahlert, J. & Søgaard, B. (2012). Ekstensiv overvågning af ynglefugle. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A199, version 1. 4 s.
  • Pihl, S., Clausen, P., Petersen, I.K., Nielsen, R.D., Laursen, K., Bregnballe, T., Holm, T.E. & Søgaard, B. (2013). Fugle 2004-2011. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 188 s. – Videnskabelig rapport fra DCE nr. 49. https://www2.dmu.dk/Pub/SR49.pdf
  • Pihl, S. & Fredshavn, J.R. (2015). Størrelse og udvikling af fuglebestande i Danmark. Artikel 12 rapportering til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Aarhus Universitet, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, 44 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 176. https://dce2.au.dk/pub/SR176.pdf