Aarhus Universitets segl

Rovterne

Levested

Rovterne yngler i Danmark på øer og holme. Arten er trækfugl, som overvintrer i Vestafrika.

Udbredelse

Rovternens danske ynglelokaliteter ligger alle i landets østlige dele omkring Sjælland, Lolland-Falster-Møn og i det Sydfynske Øhav. Arten genindvandrede til landet i 2008 efter at have været uddød i en årrække (Willemoes 2014), og arten har siden genindvandringen ynglet hvert år i stigende antal.

Trusler

Der foreligger ikke studier af trusler mod rovterner i Danmark, men forstyrrelser, prædation og oversvømmelser udgør alle sandsynlige trusler mod artens ynglesucces. Desuden er der eksempler på, at rovterner er blevet skudt i forbindelse med fuglebekæmpelsen i Københavns Lufthavn (Madsen 2017, Petersen 2019). Rovterner yngler først i en alder af 3-5 år og har en typisk en lav ynglesucces. Nedskydning af voksne ynglefugle i Københavns Lufthavn, der ligger nær artens vigtigste koloni på Saltholm, kan derfor udgøre en alvorlig trussel mod bestanden.

Overvågningen 2012-2017

Overvågningsmetode

Rovterne blev første gang overvåget i NOVANA-programmet i 2017. I lighed med de andre arter af terner, der yngler kystnært, vil arten hvert andet år blive talt op i de fuglebeskyttelsesområder, hvor den er på udpegningsgrundlaget (i øjeblikket er arten kun udpeget i det fuglebeskyttelsesområde, der omfatter Saltholm). Herudover udvides overvågningen i 2019 til 'alle' kendte og potentielle ynglelokaliteter. Der skal som udgangspunkt aflægges to besøg på hver lokalitet med mindst ti dages mellemrum; første besøg i perioden 15.-31. maj og andet besøg i perioden 1.-30. juni (Bregnballe & Holm 2017).

Undersøgte lokaliteter

Rovterne er på udpegningsgrundlaget for ét fuglebeskyttelsesområde: Saltholm. Herudover blev arten i 2017 fundet ynglende på yderligere seks lokaliteter i forbindelse med overvågning af andre terner.

Resultater

Overvågningen 2012-2017

I 2017 blev der i alt registreret 22 ynglepar af rovterne i Danmark. Heraf blev der fundet 14 par på Saltholm, som er det eneste fuglebeskyttelsesområde, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. 

I forbindelse med overvågning af andre ternearter i andre fuglebeskyttelsesområder (hvor rovterne ikke er på udpegningsgrundlaget) blev der fundet i alt 8 ynglepar fordelt på 7 lokaliteter. Disse fordelte sig på følgende fuglebeskyttelsesområder:

  • Roskilde Fjord: 1 ynglepar på 1 lokalitet
  • Præstø Fjord, Ulvshale, Nyord og Jungshoved Nor: 2 ynglepar på 2 lokaliteter
  • Smålandsfarvandet nord for Lolland: 2 ynglepar på 2 lokaliteter
  • Hyllekrog-Rødsand: 2 ynglepar på 1 lokalitet
  • Sydfynske Øhav: 1 ynglepar på 1 lokalitet

Udvikling i antal og udbredelse

Rovterne genindvandrede som ynglefugl til Danmark i 2008 efter at have været uddød i en årrække (Nyegaard m.fl. 2014). Arten har siden genindvandringen ynglet hvert år. Bestanden nåede 8 par i 2012 (Nyegaard m.fl. 2014), og er siden vokset til de 22 par, der blev registreret i 2017. Arten har desuden spredt sig, så arten i 2017 ynglede på otte forskellige lokaliteter. Arten er endnu ikke (efter genindvandringen) fundet ynglende i Jylland.

Konklusion

Der blev i 2017 registreret 22 ynglepar af rovterne i Danmark, heraf 14 på Saltholm. Arten har dermed tilsyneladende etableret sig som en fast, dansk ynglefugl, siden første ynglefund i nyere tid blev gjort i 2008.

Referencer