Levested
Stor hornugle yngler i Danmark forskellige steder som i skove, grusgrave, kirketårne og lossepladser, hvor den ofte placerer reden på jorden, men så utilgængeligt som muligt (Nyegaard m.fl. 2014). Fouragering kan foregå i mange typer af biotoper, hvor en række større dyr og fugle står på menuen. De gamle fugle er standfugle, mens de unge strejfer en del omkring (Bønløkke m.fl. 2006).
Udbredelse
Stor hornugle vendte tilbage som dansk ynglefugl i 1984 efter et storstilet udsætningsprojekt i Tyskland og fik hurtigt etableret en bestand i Jylland (Frikke & Tofft 1997, Nyegaard m.fl. 2014). Arten yngler fortsat i Jylland, men har endnu ikke koloniseret Øerne (Nyegaard m.fl. 2014).
Trusler
Stor hornugle kan påvirkes negativt på ynglepladserne af menneskelige forstyrrelser.
Overvågningsmetode
Stor hornugle er i perioden 2012-2017 overvåget ekstensivt i 2012 og 2015 . Udbredelsen bliver opgjort på baggrund af alle observationer i DOFbasen af stor hornugle. Der er i NOVANA-sammenhæng ikke gjort forsøg på at estimere størrelsen af den nationale ynglebestand (Pihl m.fl. 2012).
Undersøgte lokaliteter
I den ekstensive overvågning er ingen specifikke lokaliteter nærmere undersøgt.
Vurderet ud fra indtastninger i DOFbasen for 2015 var stor hornugle udbredt i Jylland (Figur 1).
Det var anden gang, stor hornugle blev overvåget i NOVANA-regi. I 2015 blev der registreret 30 kvadrater med sikre og sandsynlige ynglefund, hvilket skal sammenlignes med 23 positive kvadrater i 2012.
Stor hornugle genindvandrede som ynglefugl i Danmark i 1984 efter ca. 100 års fravær. Arten bredte sig fra Slesvig-Holsten, hvor man i 1980 påbegyndte et genudsætningsprojekt. Herfra bredte stor hornugle hurtigt til l hele Jylland. I 1991 var der fire lokaliteter med territoriehævdende fugle og i 1996 var der 10-12 par (Frikke & Tofft 1997, Grell 1998). I 1998 var der 23-24 par (Nyegaard m.fl. 2014).
I NOVANA-perioden er bestanden steget fra 27 par i 2004 til 94 par i 2017 (P<0,001) (Lange m.fl. 2018).
Efter et genudsætningsprojekt syd for grænsen i 1980-81 har stor hornugle bredt sig til det meste af Jylland. I NOVANA-perioden er bestanden steget ca. 350 %.