Levested
Rørhøg yngler i Danmark i rørskove i moser, søer og tørvegrave. Fouragering foregår over marker, vedvarende græsarealer og enge. Arten er trækfugl, som overvintrer i Vestafrika.
Udbredelse
Rørhøg er mest almindelig i den sydlige del af landet og mere talrig på Øerne end i Jylland, og arten synes helt at mangle i store dele af det centrale Jylland.
Trusler
Der er næppe større trusler mod rørhøg herhjemme, bortset fra rekreative aktiviteter. Arten er formodentlig fortsat udsat for nedskydning på trækket igennem Sydeuropa (Grell 1998).
Overvågningsmetode
Rørhøg er i perioden 2012-2016 overvåget ekstensivt i 2012 og 2015 . Udbredelsen bliver opgjort på baggrund af alle observationer i Dansk Ornitologisk Forenings database (DOFbasen) af rørhøg med adfærdskoder, som indikerer yngleaktivitet såsom redebygning, parringsflugt, territoriehævdelse osv. Endvidere er alle observationer fra perioden 15. juni til 31. juli indregnet. Endelig er observationer, som helt tydeligt er forekomster af trækkende fugle, fjernet fra datasættet. Der er i NOVANA-sammenhæng ikke gjort forsøg på at estimere størrelsen af den nationale ynglebestand (Pihl m.fl. 2012).
I 2017 blev overvågningsprogrammet revideret og rørhøg blev som følge heraf i 2017 overvåget som Intensiv 1 inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Samtidig blev overvågningsvinduet ændret til 15. april - 15. maj (Holm & Søgaard 2017).
Undersøgte lokaliteter
I den ekstensive overvågning 2012-2016 er ingen specifikke lokaliteter nærmere undersøgt (Pihl m.fl. 2012). I Intensiv 1-overvågningn i 2017 er kendte ynglelokaliteter for arten samt potentielle ynglelokaliteter med konstateret forekomst af rørhøg undersøgt (Holm & Søgaard 2017).
Overvågningen 2012-2017
Vurderet ud fra indtastninger i DOFbasen for 2012 og 2015 var rørhøg vidt udbredt i Østjylland og på Øerne (Pihl m.fl. 2015, Holm m.fl. 2016).
I 2017, hvor rørhøg i NOVANA alene blev overvåget i udpegede fuglebeskyttelsesområder, blev der registreret 143 ynglepar (Figur 1, Tabel 1).
Udvikling i antal og udbredelse
Den samlede bestand blev i slutningen af 1980’erne opgjort til 600 par i Danmark (Jørgensen 1989). I midten af 1990’erne blev bestanden i DOF’s atlasprojekt (Atlas II) vurderet til 650 par (Grell 1998). I perioden 2014-2018 blev der i DOF’s Atlas III registreret 685 positive kvadrater. Der findes ikke tilstrækkelige data til en regressionsanalyse af trenden i NOVANA-perioden.
Udviklingen i udbredelse mellem 1996 og 2017 har været stigende 51 % beregnet ud fra DOFs atlasprojekter (Grell 1998, DOF 2018). Mellem 1974 og 2017 har stigningen i udbredelsen været på 378% (Dybbro 1976, DOF 2018).
Bestanden og udbredelsen af rørhøg har de seneste 20 år været stigende.