Aarhus Universitets segl

Vandrefalk

Levested

Vandrefalk yngler på klippehylder eller i reder bygget af andre fugle, men er i stigende grad begyndt at yngle i opsatte redekasser eller på høje bygninger. Arten er trækfugl, som overvintrer i store dele af Europa, inkl. Danmark.

Udbredelse

Vandrefalk var en sjælden ynglefugl i Danmark frem til 1972, hvor det sidste par ynglede på Møns Klint. I 2001 reetablerede arten sig på Møns Klint, og efterfølgende er antallet af ynglepar langsomt vokset (Nyegaard m.fl. 2014).

Trusler

Forstyrrelser fra droner og menneskelig færdsel tæt på redestedet i yngletiden. 

Overvågningen 2012-2017

Overvågningsmetode

Vandrefalk er i 2012-2016 blevet overvåget landsdækkende i 2012 og 2015 efter Intensiv 2-metoden, hvor Miljøstyrelsen undersøger sikre og mulige yngleforekomster, som indrapporteres i DOFbasen (Pihl m.fl 2012). Fra 2017 er denne overvågning blevet årlig og begrænset til de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Holm & Søgaard 2017). I NOVANA er vandrefalk blevet overvåget siden 2012.

Overvågning af vandrefalk sker ved kontakt til observatøren af det mulige ynglefund suppleret med besøg på lokaliteten i fornødent omfang. Feltarbejde skal foregå i perioden 1.-30. juni (Pihl m.fl. 2012, Holm & Søgaard 2017).

Resultater

Overvågningen 2012-2017

Der blev i 2012 og 2015 registreret i alt hhv. 12 og 17 ynglepar af vandrefalk i Danmark (Tabel 1) (Holm m.fl. 2016). I 2017 blev der indenfor udpegede områder registreret to par (Figur 1). Ifølge overvågningen foretaget af Dansk Ornitologisk forening var den danske ynglebestand af vandrefalk på 19 par i 2017, hvoraf der ved de 10 par blev registreret æg eller unger: De resterende 9 er par set inden for yngletiden (Lange m.fl. 2018). Ud fra disse data vurderes det, at ca. 10,5% af de danske vandrefalke yngler i udpegede områder. 

Udvikling i antal og udbredelse

Vandrefalk forsvandt som ynglefugl i Danmark i 1972 på grund af bekæmpelse og miljøgifte som DDT (Jørgensen 1989, grell 1998). Som følge af genudsætningsprojekter i landene omkring Danmark og forbud mod bl.a. DDT, steg den Europæiske bestand gennem 1980'erne og 1990'erne og i 2001 genindvandrede vandrefalk som ynglefugl. I NOVANA-perioden 2004-2017 har bestanden været stigende fra 1 par i 2004 til 19 par i 2017 (P<0,001). Arten ynglede først på Møns Klint og har sidenhen bredt sig til Stevns Klint, Bornholm, Roskilde Fjord og Sydøstjylland (Nyegaard m.fl. 2014, Lange m.fl. 2018).

Konklusion

Vandrefalk er en fåtallig ynglefugl i Danmark, som har ynglet årligt siden 2001. Arten er i fremgang.

Referencer

  • Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.
  • Holm, T.E., Clausen, P., Nielsen, R.D., Bregnballe, T., Petersen, I.K., Mikkelsen, P., Bladt, J., Kotzerka, J. & Søgaard, B. (2016). Fugle 2015. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 142 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 210. https://dce2.au.dk/pub/SR210.pdf
  • Holm, T.E. & Søgaard, B. (2017).  Intensiv 2-overvågning af ynglefugle. Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A179, version 1.1, 7 s.
  • Jørgensen, H.E. (1989). Danmarks rovfugle – en statusoversigt. - Frederikshus, Øster Ulslev.
  • Lange, P., Christophersen, H. & Christensen, J.S. (2018). Fugle i Danmark 2017. Årsrapport fra Rapportgruppen. - Fugleåret 2017 s. 33-128. Dansk Ornitologisk Forening.
  • Nyegaard, T., Meltofte, H., Tofft, J. & Grell, M.B. (2014). Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 1998-2012. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 108: 1-144.
  • Pihl, S., Holm, T.E., Kahlert, J. & Søgaard, B. (2012): Overvågning af vandrefalk Falco peregrinus som ynglefugl. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A119, version 1, 8 s