Levested
Sydlig blåhals yngler oftest i tilknytning til åer, bække og grøfter med tagrør og gerne grænsende op til marker med raps eller korn. De sydlige blåhalse er trækfugle, som formentlig overvintrer i Vestafrika og Sydvesteuropa (Bønløkke m.fl. 2006).
Udbredelse
Sydlig blåhals vendte tilbage som dansk ynglefugl i 1992 efter næsten 100 års fravær. Fra etableringsområdet i Sydvestjylland har fuglene spredt sig til det øvrige Jylland koncentreret i området langs Vestkysten. Der er desuden registreret ganske få par på Fyn og Sjælland (Nyegaard m.fl. 2014).
Trusler
Væksten i bestanden af ynglende blåhals i Danmark indikerer, at arten ikke er udsat for trusler i et særligt omfang.
Overvågningsmetode
Sydlig blåhals er i perioden 2012-2017 overvåget ekstensivt i 2012 og 2015. Udbredelsen bliver opgjort på baggrund af alle observationer i DOFbasen af sydlig blåhals med adfærdskoder, som indikerer yngleaktivitet såsom redebygning, parringsflugt, territoriehævdelse osv. Endvidere er alle observationer, som ikke omfatter trækkende eller overflyvende fugle, fra 1. april til 31. juli inddraget (Pihl m.fl. 2012). Der er i NOVANA-sammenhæng ikke gjort forsøg på at estimere størrelsen af den nationale ynglebestand (Pihl m.fl. 2012).
Undersøgte lokaliteter
I den ekstensive overvågning er ingen specifikke lokaliteter nærmere undersøgt.
Blåhals genindvandrede som ynglefugl i Danmark i 1992 efter ca. 100 års fravær. I atlasperioden 1993-1996 var der 1-3 ynglepar (Grell 1998). I 2004 var bestanden 135 par voksende til 314 par i 2012 (Nyegaard m.fl. 2014). I 2017 var bestanden oppe på 743 (Lange m.fl. 2018).
Blåhals har bredt sig fra Vadehavets marskområde op gennem Jylland og til vestsjælland (Lange m.fl. 2018).
Siden blåhals genindvandrede i 1992 har bestanden og udbredelsen været stigende og i 2017 blev der registreret 743 par. Arten er udbredt i Jylland, og er under ekspansion til det øvrige Danmark.