Calidris alpina
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Trækfugl | Artikel 4.2 udpeget | Sårbar (VU) | Oktober: 175.544 (2020) Midvinter: 23.025 (2020) | 2005-2020: Usikker |
I oktober 2020 blev der registreret i alt 175.544 almindelige ryler i Danmark, hvoraf hovedparten (138.927) blev talt i Vadehavet. Antallet af almindelige ryler optalt i 2020 var højere end i årene 2009-2018, men lavere end i 2005-2007. Udviklingen i antallet af rastende almindelige ryler i den danske del af Vadehavet er usikker.
Ved midvinter 2020 blev der registreret 23.025 almindelige ryler.
Almindelig ryle optræder på lavvandede kyststrækninger, ofte med tidevandspræg, hvor de kan træffes i store flokke på vadeflader. Rastende almindelige ryler kan ses i hele landet.
To bestande af almindelig ryle forekommer i Danmark. Den ene bestand, C. a. alpina, yngler i Nordskandinavien og Nordrusland og overvintrer i Vesteuropa og kysterne omkring Middelhavet. De fleste fugle, som forekommer på træk i Danmark, tilhører denne bestand. Den anden bestand, C. a. schinzii, opdeles i flere underbestande, hvoraf den ene, kaldet engryle, yngler omkring den sydlige del af Østersøen herunder Danmark (Delany m.fl. 2009).
Langt den største del af de almindelige ryler, der træffes her i landet, opholder sig i Vadehavet (Meltofte 1993), hvor fugle fra det meste af Skandinavien og Rusland samles for at raste og foretage fjerfældning inden videre træk (Laursen & Frikke 2013).
Underarten C. a. alpina vurderes for perioden 2010-2018 at have en bestandsstørrelse på 1,3-1,4 millioner individer, og bestanden vurderes at være stabil (Wetlands International 2022).
Der er ikke kendskab til trusler mod de rastende almindelige ryler i Danmark, efter at arten blev jagtfredet i 1982.
Almindelig ryle overvåges hvert andet år ved optællinger i oktober. Arten blev overvåget i 2020. Almindelig ryle blev første gang overvåget i NOVANA-programmet i 2005 og er siden talt i 2007, 2009, 2013, 2015 og 2018.
Optællingen af almindelig ryle er landsdækkende, men med særligt fokus på de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten indgår i udpegningsgrundlaget som trækfugl. Dette omfatter fire fuglebeskyttelsesområder i Vadehavet og tre fuglebeskyttelsesområder i resten af landet: Aalborg Bugt nordlige del, Nordvestlige Kattegat og Ringkøbing Fjord.
Optælling af almindelig ryle finder normalt sted ved flytælling i Vadehavet og optælling fra land på de øvrige lokaliteter. I Vadehavet optælles hele området fra flyvemaskine ved en såkaldt totaltælling, hvor alle rastepladser opsøges ved højvande, og fuglene tælles inden for få timer. I 2020 blev flytællingen i Vadehavet gennemført 13. oktober. Vadehavet blev desuden optalt fra land i perioden 14.-21. oktober.
I 2020 blev optællingen uden for Vadehavet primært udført i weekenden 10.-11. oktober. Resultaterne fra de organiserede optællinger er suppleret med data fra DOFbasen, idet der er anvendt tal fra op til en uge før og en uge efter optællingsweekenden.
Almindelig ryle overvåges desuden på de landsdækkende midvintertællinger, der senest er gennemført i 2020.
Der blev i oktober 2020 talt i alt 175.544 almindelige ryler i hele landet. Langt størsteparten blev registreret i Vadehavet, hvor i alt 103.673 fugle blev talt ved en optælling fra fly, mens der ved en tælling fra land i samme periode blev talt 138.927 almindelige ryler. I landstotalen er anvendt tallet fra landtællingen.
I de øvrige fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget, blev det til følgende totaler. I Ringkøbing Fjord i alt 2.760, heraf 1.620 omkring Klægbanken. I Aalborg Bugts nordlige del blev der i alt talt 2.904 alm. ryler, mens området syd for Læsø (en del af fuglebeskyttelsesområdet Nordvestlige Kattegat) ikke blev talt op.
I resten af landet var de største koncentrationer 6.970 ved Nærå Strand/Agernæs Flak på Nordfyn, i alt 5.465 inden for fuglebeskyttelsesområdet ved Aalborg Bugts sydlige del samt 2.410 på Saltholm.
Ved den landsdækkende midvintertælling i 2020 blev der registreret i alt 23.025 almindelige ryler.
Antallet af almindelige ryler i oktober 2020 var det højeste, der er registreret i forbindelse med NOVANA-overvågningen siden 2007, men i både 2005 og 2007 var antallet dog noget højere (Tabel 1).
Langt størsteparten af de almindelige ryler optræder i Vadehavet. En nyere opgørelse indikerer, at antallet af rastende almindelige ryler i det dansk-tysk-hollandske Vadehav er gået tilbage på både lang sigt (1987/88-2019/20) og kort sigt (2010/11-2019/20) (Kleefstra m.fl. 2022). Ifølge samme opgørelse er også antallet i den danske del af Vadehavet gået tilbage på lang sigt, mens det har været stabilt på kort sigt. I analyserne er der indgået optællinger fra hele året og ikke kun fra den periode, hvor artens forekomst i Danmark kulminerer. I Vadehavet kulminerer antallet af rastende almindelige ryler i perioden august-oktober (Laursen & Frikke 2013).
År | Antal |
---|---|
2005 | 199.200 |
2007 | 234.250 |
2009 | 170.500 |
2011 | - |
2013 | 104.544 |
2015 | 148.616 |
2018 | 151.320 |
2020 | 175.544 |
Tabel 1. Antal af almindelig ryle optalt i Danmark i oktober i perioden 2005 til 2020. Der var ingen tælling i 2011. For Vadehavet er der normalt anvendt tal fra en optælling fra flyvemaskine, men for 2018 og 2020 er der anvendt tal fra landtællinger.