Tajgasædgås træffes i Danmark hovedsageligt på grønne enge, og i stigende udstrækning på høstede marker. Den overnatter fortrinsvis på kystnære kollektive rastepladser.

Tajgasædgås yngler i skovmoser i det nordlige Skandinavien og det nordlige Rusland, og overvintrer i det nordvestlige Europa og Centralasien. Nyere studier har påpeget at bestanden af tajgasædgås bør opfattes som fire delbestande, hvoraf to forekommer i Danmark og to andre østligere (Marjakangas m.fl. 2015). Dette blev for så vidt angår den vestligste bestand godkendt på Vandfugleaftalens 8. partsmøde i oktober 2022 (AEWA 2022, Resolution 8.2), mens den delbestand, der benævnes "den centrale" og som også forekommer i Danmark, endnu ikke er udskilt fra de to østligere delbestande. Her i landet optræder de to delbestande som træk- og vintergæster i to adskilte områder. Fugle fra den vestlige delbestand forekommer stort set udelukkende i Thy og Hanherred, og denne bestand var ved seneste opgørelse kun på 2.200 fugle. Fugle fra den centrale delbestand forekommer i størst antal henholdsvis i Nordøstjylland (især i Lille Vildmose og omkring Tjele/Nørreådalen)(se Brandt m.fl. 2017) samt på Sjælland, Lolland, Falster og Møn, hvor den specielt i kolde vintre optræder talrigt. Den centrale delbestand tæller ca. 71.000 fugle (Jensen m.fl. 2022). 

Alle jagtbare arter af gæs vurderes at være følsomme overfor forstyrrelser fra jagt, men denne problemstilling er i dag i vidt omfang tilgodeset gennem reservatnetværket (se uddybning under grågås). De i Danmark overvintrende bestande af tajgasædgås påvirkes på flyway-niveau formentlig af både jagt og intensiveret skovbrug (Marjakangas m.fl. 2015). Nye resultater fra Sverige indikerer at jagtfredningen i Finland har haft en positiv effekt på den centrale delbestand (Skyllberg & Nousiainen 2017), og de nylige indskrænkninger i både den rumlige og tidsmæssige jagtudøvelse i Danmark, har formentlig reduceret truslerne betydeligt på nationalt plan (Madsen m.fl. 2021). Der kan dog i nogle af artens danske overvintringsområder forekomme forstyrrelser fra jagt på andre arter (Brandt m.fl. 2017).

Tajgasædgås overvåges årligt gennem landsdækkende optællinger i midten af januar. Ved midvintertællingen i januar tælles tajgasædgås på lige fod med de andre gæs, som optræder i Danmark. Optællingsresultaterne indsendes til Wetlands International og danner baggrund for de løbende vurderinger af bestandsstørrelsen af tajgasædgås.

Tajgasædgås optælles på alle kendte og regelmæssigt benyttede danske raste- eller fourageringspladser, hvoraf de vigtigste findes i det sydøstlige Danmark og det nordlige Jylland. 

Tajgasædgås er især registreret ved optællinger foretaget fra land, men enkelte flokke er observeret ved totaltællinger foretaget fra fly. De landbaserede optællinger gennemføres af et netværk af optællere, som en totaltælling af fugle enten ved udflyvning fra sovepladser eller i fourageringsområderne. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt.

En stor del af artens fouragering finder sted på landbrugsarealer uden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Fuglebeskyttelsesområderne spiller dog en væsentlig rolle for opretholdelsen af uforstyrrede overnatningspladser.

Ved midvintertællingerne i 2020 og 2021 blev der registreret hhv. 4.215 og 4.338 tajgasædgæs i Danmark (Tabel 1). Dertil kommer hhv. 277 og 10 sædgæs der blev indrapporteret uden raceangivelse fra andre dele af landet, hvoraf en ukendt andel sandsynligvis er tajgasædgæs, da nogle af observationerne er gjort i traditionelle rasteområder for denne race. De største forekomster af tajgasædgæs blev i både 2020 og 2021 optalt i traditionelle rasteområder for arten i Sydøstdanmark (Lolland, Falster og Møn), på Vestsjælland (nær Tissø og Saltbæk Vig), i det nordøstlige Jylland (Lille Vildmose og Nørreådalen) samt i Thy (Figur 1, Figur 2). Antallet af sikkert racebestemte fugle fra den vestlige delbestand i Thy og Hanherred var henholdsvis 1.170 fugle i 2020 og 1.072 fugle i 2021, hvilket i begge år var mere end halvdelen af den samlede optalte bestand (Heldbjerg m.fl. 2020, 2021).   

Udvikling i antal og udbredelse

Selv hvis hovedparten af de ikke-racebestemte sædgæs i 2020 og 2021 er tajgasædgæs, ligger landstotalerne ved januar-tællingerne i disse år lavere end ved tilsvarende tællinger gennem de seneste årtier (Figur 3). I de senere år har januar-totalerne ligget på et niveau omkring 4.000-5.000 fugle (plus et antal fugle indrapporteret uden raceangivelse), og i 1990'erne og 2000'erne, var der tilbagevendende forekomster på over 10.000 fugle (Figur 3). På flyway-niveau ser den centrale delbestand ud til at være i en positiv udvikling, mens den vestlige delbestand stadig er meget lille (Jensen m.fl. 2022). Fuglenes udbredelse og fordeling i Danmark er temmelig stabil, og de lavere antal skyldes hovedsageligt færre fugle i de traditionelt benyttede områder. En del af forklaringen på det faldende antal overvintrende tajgasædgæs er formentlig de hyppigere lune vintre, hvor underarten er mindst talrig da fuglene i større omfang overvintrer i Sverige (Nilsson & Kampe-Persson 2020).

• Tidligere rapporter om resultater af landsdækkende gåsetællinger (se referencerne i metodeafsnittene om midvinter- og gåsetællingerne) samt afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
• AEWA 2022. Resolution 8.2. Adoption og amendsments to the AEWA Annexes. 8th Session of the Meeting of Parties 26-30 September 2022, Budapest, Hungary. 
• Brandt, T., Lund, T., Sørensen, D., Sørensen, F., Skyllberg, U., Therkildsen, O.R. & Fox, A.D. (2017). Recent status and changes in abundance of Taiga Bean Geese wintering in NE Jutland. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 111: 138-146.
• Heldbjerg, H., Fox, A.D., Christensen, T.K., Clausen, P., Kampe-Persson, H., Koffijberg, K., Kostiushyn, V., Liljebäck, N., Mitchell, C., Nilsson, L., Rozenfeld, S., Skyllberg, U. & Alhainen, M. (2020). Taiga Bean Goose Population Status Report 2019-2020. AEWA EGMP. 
• Heldbjerg, H., Johnson, F. A., Koffijberg, K., McKenzie, R., Nagy, S., Jensen, G.H. & Madsen J. (Compilers). AEWA EGMP (2021). Population Status and Assessment Report 2021. AEWA EGMP Technical Report No. 19. Bonn, Germany. 
• Jensen, G.H., Johnson, F.A., Baveco, H., Koffijberg, K., Goedhart, P.W., McKenzie, R. & Madsen, J. (2022). Population Status and Assessment Report 2022. EGMP Technical Report No. 20 Bonn,
• Madsen, A.B., Christensen, T.K., Madsen, J., Balsby, T.J.S., Bregnballe, T., Clausen, K.K., Clausen, P., Elmeros, M., Fox, A.D., Frederiksen, M., Hansen, H.P., Haugaard, L., Heldbjerg, H., Mayer, M., Mikkelsen, P., Nielsen, R.D., Pedersen, C.L., Pedersen, I.K., Sterup, J. & Therkildsen, O.R. (2021). Vildtbestande og jagttider i Danmark. Det biologiske grundlag for jagttidsrevisionen 2022. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 168 s. - Videnskabelig rapport nr. 434.
• Marjakangas, A., Alhainen, M, Fox, A. D., Heinicke, T., Madsen, J., Nilsson, L. & Rozenfeld, S. (2015). International Single Species Action Plan for the Conservation of the Taiga Bean Goose Anser fabalis fabalis. African-Eurasian Waterbird Agreement Technical Series No. 56.
• Nilsson, L & Kampe-Persson, H. (2020).  Changes in numbers of staging and wintering geese in Sweden: 1977/78–2019/20. Wildfowl 70: 107-126.
• Skyllberg, U. & Nousiainen, I. (2017). Tajgasädgåsen ökar efter år av minskning. Vår Fågelvärld 6: 32-37.