Aarhus Universitets segl

Sandløber

Calidris alba

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Trækfugl

Artikel 4.2 udpeget

Livskraftig (LC)

Maj: 4.735 (2020)

Midvinter: 1.399 (2020)

2013-2020: Usikker

Sandløber blev optalt i maj 2020, og da blev der registreret 4.735 fugle, heraf 3.538 i Vadehavet. Dette var anden gang en sådan tælling blev udført i maj i NOVANA-sammenhæng. Uden for Vadehavet blev der på tællingen i maj måned talt yderligere godt 1.000 fugle dog med en noget dårligere dækning. Desuden blev arten registreret i og uden for Vadehavet på den landsdækkende midvintertælling i 2020, hvor der blev optalt 1.399 individer.

Sandløber er kun overvåget få gange under NOVANA-programmet, og det er derfor ikke muligt at bedømme udviklingen i antallet.

Om arten

Sandløber forekommer i Danmark overvintrende og på træk langs kysten, hvor arten ofte søger føde lige i vandkanten på sandstrande.

Sandløber ses talrigest ved den jyske vestkyst, men kan forekomme i mindre antal ved strande i det meste af landet. Arten yngler i arktiske områder og spredes uden for yngletiden til strande over stort set hele Jorden.

Den bestand, der optræder i Danmark, yngler i NØ-Canada og NØ-Grønland samt på Svalbard og Tajmyrhalvøen og overvintrer langs Atlanterhavskysten fra Danmark og Storbritannien i nord mod syd til Sydafrika. Denne bestand vurderes for perioden 2010-2014 at have en bestandsstørrelse på 200.000 individer, og bestanden vurderes at være i fremgang (Wetlands International 2022).  

Sandløber er fredet i Danmark, og der vurderes ikke at være væsentlige trusler mod arten her i landet.    

Overvågningsmetoder

Sandløber overvåges hvert andet år ved optællinger i maj i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten indgår i udpegningsgrundlaget. Dette omfatter tre fuglebeskyttelsesområder i Vadehavet (Vadehavet, Rømø og Fanø) samt den nordlige del af Aalborg Bugt. Arten er i NOVANA-sammenhæng overvåget to gange i maj, første gang i 2018 og igen i 2020.

Arten optælles desuden i og uden for Vadehavet hvert tredje år i forbindelse med de landsdækkende midvintertællinger. Arten blev således talt i og uden for Vadehavet ved midvintertællingerne i 2013, 2016 og 2020.

Optælling af sandløber i Vadehavet sker normalt fra flyvemaskine, hvor hele området dækkes ved en såkaldt totaltælling. Alle rastepladser opsøges ved højvande og tælles inden for få timer. Der blev dog hverken i forbindelse med optællingerne i midvinter 2020 eller maj 2020 gennemført flytællinger i Vadehavet. Der er i stedet anvendt tal fra en landtælling fra Vadehavet, der blev gennemført i dagene 6. til 13. maj. Fra øvrige lokaliteter er der anvendt tal fra perioden 2. til 17. maj.

Resultater

Ved optællingen i maj 2020 blev der i alt talt 4.735 sandløbere. Størsteparten, i alt 3.538, blev registreret i Vadehavet, primært på strandene på Fanø, Rømø og fra Blåvandshuk til Skallingen, men også 700 fugle i Ho Bugt. I den nordlige del af Aalborg Bugt blev der talt 708 fugle.

Ved den landsdækkende midvintertælling i 2020 blev der registreret i alt 1.399 sandløbere.

Udvikling i antal og udbredelse

Sandløber blev i NOVANA-sammenhæng for første gang overvåget i maj måned i 2018, hvorfor tællingen i 2020 kun er den anden gennemførte (Tabel 2). På baggrund af disse to tællinger kan der derfor ikke siges noget om udvikling i antal og udbredelse.

Sandløber er to gange tidligere afrapporteret i forbindelse med landsdækkende midvintertællinger. I januar 2013 blev der optalt i alt 404 fugle, mens der i 2016 blev talt 2.293 individer (Tabel 1). De 1.399 fugle registreret i 2020 kan afspejle at arten forekommer i fluktuerende antal om vinteren, men kan også skyldes forskelle i dækning af arten. Arten forekommer i højere grad end andre vadefugle på lokaliteter, hvor der optræder få andre arter, og som derfor ikke er talt op. Der blev i 2013 ikke gennemført en flytælling i Vadehavet ved midvinter, hvilket til dels kan forklare det lave antal dette år.

En nyere opgørelse indikerer, at antallet af rastende sandløbere i det dansk-tysk-hollandske Vadehav er gået frem på både lang sigt (1987/88-2019/20) og kort sigt (2010/11-2019/20) (Kleefstra m.fl. 2022). Ifølge samme opgørelse er også antallet i den danske del af Vadehavet gået frem på lang sigt, men har været stabilt på kort sigt. I analyserne er der indgået optællinger fra hele året og ikke kun fra den periode, hvor artens forekomst i Danmark kulminerer.

Referencer

  • Tidligere rapporter om resultater af de landsdækkende flytællinger (se referencerne i metodeafsnittet) og afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
  • Kleefstra, R., Bregnballe, T., Frikke, J., Günther, K., Hälterlein, B., Hansen, M.B., Hornman, M., Ludwig, J., Meyer, J. & Scheiffarth, G. (2022). Trends of Migratory and Wintering Waterbirds in the Wadden Sea 1987/1988 - 2019/2020. – Wadden Sea Ecosystem No. 41. Common Wadden Sea Secretariat, Expert Group Migratory Birds, Wilhelmshaven, Germany.

Sandløber


Sandløber
Fotos: Rasmus Due Nielsen

År Dækning Antal
2013 Hele landet, midvinter   404
2016 Hele landet, midvinter 2.293
2020 Hele landet, midvinter 1.399

Tabel 1. Antal af sandløber optalt i Danmark ved midvintertællingerne i 2013, 2016 og 2020.

År Dækning Antal
2018 Vadehavet, maj  1.735
2020 Hele landet, maj 4.735

Tabel 2. Antal af sandløber optalt i Danmark ved optællinger i maj. I 2018 blev arten alene optalt i Vadehavet, mens optællingen i 2020 var landsdækkende.