Eudromias morinellus
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Trækfugl | Bilag I og Artikel 4.2 udpeget | Landsdækkende: 772 (maj 2020) | 2004-2017: Stigende |
I maj 2020 blev bestanden opgjort til 772 fugle, hvilket var noget højere sammenlignet med 2018 (346 fugle). Antallet af registrerede fugle i Danmark var stigende i perioden 2004-2017 (Fredshavn m.fl. 2019), og antallet registreret i 2020 var på niveau med gennemsnittet for perioden 2010-2019 på 890 fugle (Lange m.fl. 2021).
Pomeransfugl forekommer i Danmark kun som trækfugl. Arten raster fåtalligt i en række områder i det vestlige Jylland. En stor del af fuglene raster i flokke på agerjord eller kortgræssede enge.
Pomeransfugl yngler i Europa primært i Skandinavien, men også med en række mindre bestande bl.a. i Skotland og i det centrale Europa. Bestanden, der trækker igennem Danmark, overvintrer i Nordvestafrika.
Den europæiske bestand af pomeransfugl er vurderet til at være på mellem 32.000-65.000 fugle og bestanden er vurderet som værende i mulig fremgang (Wetlands International 2022).
Der er ingen kendte trusler for arten i Danmark.
Pomeransfugl overvåges hver andet år ved en optælling i maj måned og er i perioden overvåget i 2020.
Arten blev første gang overvåget i 2018, men artens forekomstmønster og antal i Danmark er beskrevet i en række artikler og rapporter (bl.a. Østergaard 1982, 2001 og Lange m.fl. 2019, 2021).
Pomeransfugl er en forholdsvis fåtallig trækfugl i Danmark med de største antal om foråret. Det totale antal rapporteret her er en sammenstilling af det maksimale antal rastende fugle pr. lokalitet i hele forårstrækperioden. I landbrugsområderne i Vadehavets bagland kan fuglene veksle dagrasteplads i forårsperioden, og nærtliggende marker kan således bruges af den samme flok fugle. For at reducere risikoen for gengangere er der her foretaget en vurdering for nærtliggende lokaliteter baseret på antal og observationsperioder. Det her rapporterede antal kan være mere end det faktiske antal fugle, da det ikke kan udelukkes, at de samme fugle bruger flere rastepladser her i landet på deres træk nordover, men på den anden side så passerer flokke nok også uregistreret igennem landet. I totalen er der kun medtaget rastende fugle og altså ikke fugle registreret på direkte træk.
På tællingen i 2020 blev der registreret minimum 772 rastende pomeransfugle i hele landet (Tabel 1). Antallet afviger fra antallet i Lange m.fl. (2021), hvor opgørelsen i højere grad er baseret på en summering af det totale antal pr. lokalitet, mens oplagte gengangere konsekvent er forsøgt bortsorteret i nærværende opsummering, hvilket har betydet en mere konservativ total.
Langt de fleste fugle registreres i det vestlige Jylland (Figur 1). Lokaliteter med mere end 40 fugle var Skjern Enge (145), Nr. Farup (62), Vilslev Enge (47), Revlbuske v. Lønnerup Fjord (43) og Ballum Enge (41). I 2020 blev der desuden observeret usædvanligt mange fugle væk fra den jyske vestkyst; Vestamager (maks. 17 fugle), Jordrup v. Kolding (7 fugle) og Asserbo (4 fugle) havde alle rastende fugle i april-maj 2020. Flokken fra Amager er den hidtil største flok registreret på Sjælland om foråret. Antallet af fugle, der registreres inden for fuglebeskyttelsesområderne (Figur 1) kan være svært at opgøre præcist, da fuglene på mange lokaliteter optræder på marker/enge lige på grænsen til fuglebeskyttelsesområderne (bl.a. ved Ulvedybet og Skjern Enge).
Udvikling i antal og udbredelse
Udviklingen i antallet af rastende fugle om foråret i Danmark er beskrevet i detaljer i Lange m.fl. (2019). Det registrerede antal i 2020 var lidt under gennemsnittet på 890 for perioden 2010-2019 (Lange m.fl. 2021), men arten kan svinge meget i antal fra år til år, og i perioden 2000-2009 var det årlige gennemsnit på 292 (Lange m.fl. 2021). Det faktiske antal fugle, der raster i landet om foråret, kan være svært at opgøre, da fuglene i nogle områder kun raster kortvarigt og i områder med begrænset ornitologisk aktivitet.