Aarhus Universitets segl

Knopsvane

Cygnus olor

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Trækfugl

Artikel 4.2 udpeget

Livskraftig (LC)

Fældende: 69.404 (2018)
Midvinter: 53.169  (2020)

Fældende:  2006-2018: Stigende 1968-2018: Stigende

Midvinter: 2010-2021: Stabil 1968-2016: Stabil

På den landsdækkende midvintertælling i 2020 blev der i alt registreret 53.169 knopsvaner. I 2021, hvor arten udelukkende blev optalt på tællinger foretaget fra landjorden, blev der registreret i alt 55.299 fugle. Dækningen af artens primære vinterudbredelse var god i 2021, men det må dog formodes at det reelle antal overvintrende fugle dette år var højere, da enkelte af artens primære områder bedst dækkes på tællinger foretaget fra fly. Artens udbredelse adskilte sig ikke væsentligt fra de seneste midvintertællinger. De godt 53.000 knopsvaner, der blev registreret ved den seneste landsdækkende midvintertælling i 2020, var lavere end ved nogle af tællingerne i 1990'erne og 2000'erne – men set i et langt perspektiv er bestanden stabil, hvilket bekræftes af indeks baseret på 112 lokaliteter. De faldende antal de senere år skyldes nok især at stigende antal synes at overvintre østligere i Østersøen, da den samlede bestand synes at være stigende-stabil.   

I sommeren 2018 optaltes knap 70.000 fældende knopsvaner, det hidtil højeste antal registreret i Danmark.  

Om arten

Knopsvane er i vinterhalvåret primært knyttet til lavvandede fjorde eller beskyttede vige med udbredt undervandsvegetation, hvor fuglene ofte ses i store flokke. Fældefugle ses typisk i de samme habitater som de overvintrende fugle, dog koncentreret i færre områder.

Knopsvane er talrig over hele landet, både som ynglestandfugl og som fælde- og vintergæst fra yngleområder i Østersøområdet, nordlige Tyskland og Holland (Bønløkke m.fl. 2006). Bestanden af knopsvaner i Nordvest- og Centraleuropa er senest blevet opgjort til 260.000-300.000 fugle og med en stigende-stabil bestandsudvikling (Wetlands International 2022).  

Knopsvaner er som andre andefugle følsomme over for menneskelige forstyrrelser i deres fældeperiode. Under fældningen mister fuglene alle svingfjer samtidig, og er derfor ikke flyvedygtige i op til tre uger i juli og august måneder. Øgede menneskelige aktiviteter på meget lavvandede områder, hvor knopsvaner fælder, kan således påvirke fuglenes antal i negativ retning (fx Clausen m.fl. 2020).

Knopsvanernes antal påvirkes negativt i fjordområder, hvor der er observeret eutrofieringsbetingede tilbagegange i udbredelse og tætheder af vandplanter. Dette er veldokumenteret fra Ringkøbing Fjord (Meltofte & Clausen 2011), Nissum Fjord (Clausen & Holm 2011), Nibe-Gjøl Bredninger (Balsby m.fl. 2017), Mariager Fjord (Fælled 2011) og Odense Fjord (Clausen m.fl. 2014). Der er dog i de senere år også eksempler på, at svanerne vender tilbage, hvis vegetationen genetableres. Dette er dokumenteret fra Nibe-Gjøl Bredninger (Balsby m.fl. 2017) og Ringkøbing Fjord, hvor der er set stigende antal af svaner de seneste år. Lokalt er der eksempler på at knopsvaner omkommer ved kollision med højspændingsledninger.

Overvågningsmetoder

Knopsvane er i perioden 2020-2021 overvåget i forbindelse med den landsdækkende midvintertælling i 2020 samt ved de årlige reducerede midvintertællinger (foretages alle år). Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger fra op til 113 indekslokaliteter fordelt over hele landet, hvor 107 blev dækket i 2020 og 93 i 2021. Undersøgelsesområdet for den landsdækkende optælling ved midvinter kan ses her (link). Undersøgelsesområdet for den seneste landsdækkende optællinger af fældende vandfugle (2018) kan ses her.

Arten er især optalt ved totaltællinger foretaget fra fly samt optællinger foretaget fra land. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly. Datagrundlaget suppleres med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt, dette dog primært i år med landsdækkende optælling af arten.

Resultater

Der blev optalt omkring 53.000 knopsvaner på den landsdækkende midvintertælling i 2020 (Figur 1, Tabel 2), hvilket var lidt flere end på de senest udført landsdækkende tællinger. I 2021, hvor midvintertællingen ikke var landsdækkende, blev der i alt optalt 55.319. Den reducerede midvintertælling i 2021 dækkede langt de fleste, vigtige lokaliteter for arten, men nogle områder i det Sydfynske Øhav, omkring Rødsand og i Smålandsfarvandet dækkes bedst fra fly, hvorfor den registrerede total i 2021 må anses som værende noget konservativ. Fordelingen af knopsvane i 2020 og 2021 (Figur 1, Figur 2) var meget lig den observerede ved tidligere midvintertællinger. Flest fugle blev optalt i fjorde og lavvandede områder i det Sydfynske Øhav, ved Sydsjælland, Lolland, Falster, Møn, i Roskilde Fjord og ved Saltholm. Uden for øerne fandtes de største antal i Ringkøbing Fjord. På den landsdækkende fældefugletælling i sommeren 2018 blev der i alt optalt 69.404 knopsvaner (Figur 3),

Bestandsindekset blev for 2020 og 2021 estimeret til henholdsvis 69,1 og 93,5 og viser en stabil bestand fra 1987 til 2021 (Figur 4). 

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet af knopsvane fra sommeren 2018 er det hidtil højeste antal registeret i fældeperioden (Tabel 1), mens det antal, der blev registreret på midvintertællingen i 2020, er på niveau med de andre landsdækkende tællinger gennemført i perioden 2000-2020 (Tabel 2).

Set i det lange perspektiv indikerer resultaterne af de landsdækkende optællinger ved midvinter såvel som indeks, at bestanden af overvintrende knopsvaner i Danmark har været stabil over en 50-årig periode (Tabel 2, Figur 3). De lavere antal og lave indeks i midten af 1980’erne afspejler, at der var fem isvintre fra 1978/79 til 1986/87. Det er velkendt at dødeligheden blandt svanerne er høj i sådanne vintre (fx Andersen-Harild 1981, Bacon & Andersen-Harild 1989), hvilket givetvis påvirkede den samlede bestandsstørrelse i midt-1980'erne. De senere års lavere antal kan ikke på samme måde tilskrives isvintre, men skyldes dels at et stigende antal af svaner grundet de hyppigere milde vintre, overvintrer længere inde i Østersøen, hvor fx bestanden i Sverige er blevet opgjort til 7.300 i 1971, 31.000 i 2004 og 52.000 i 2015 (Nilsson & Haas 2016), og det nationale indeks for overvintrende knopsvaner er tre-doblet fra 1971 til 2018 (Haas & Nilsson 2018). 

Antallet af fældende knopsvaner i Danmark er næsten tredoblet siden 1968, hvor den første tælling blev foretaget i fældeperioden. Stigningen de seneste år er givetvis ikke helt så stor, som tallene indikerer, da der var en meget god dækning i sommeren 2018. Men set i det lange perspektiv er der ingen tvivl om at stadigt flere knopsvaner fælder i de danske farvande.   

Referencer

  • Tidligere rapporter om resultater af landsdækkende og reducerede midvinter- samt fældefugletællinger (se referencerne i metodeafsnittene om midvinter- og fældefugletællinger) samt afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
  • Balsby, T.J.S., Clausen, P., Krause-Jensen, D., Carstensen, J. & Madsen, J. (2017). Long-term patterns of eelgrass (Zostera marina) occurrence and associated herbivorous waterbirds in a Danish coastal inlet. – Frontiers in Marine Science 3:285. doi:10.3389/fmars.2016.00285
  • Andersen- Harild, P. (1981). Weight changes in Cygnus olor. I: Matthews, G.V.T. & Smart, M. (red.). Proceedings of Second International Swan Symposium, side 359-378. - International Waterbirds Research Bureau.       
  • Bacon, P.J. & Andersen-Harild, P. (1989). Mute Swan. I: Newton, I. (red.). Lifetime Reproduction in Birds, side 363-386. - Academic Press.   
  • Bønløkke, J., Madsen J.J., Thorup, K., Bjerrum, M. & Rahbek, C. (2006). Dansk trækfugleatlas. - Rhodos, Humlebæk. 870 s.
  • Clausen, P. & Holm, T.E. (2011). Målsætning af levesteder for vandfugle. Resultater fra et pilotprojekt i 6 udvalgte jyske EF-fuglebeskyttelsesområder med særligt fokus på vegetationstilknyttede arter. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 88 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 10.
  • Clausen, P., Holm, T.E., Therkildsen, O.R., Jørgensen, H.E. & Nielsen, R.D. (2014). Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 2: De enkelte reservater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 236 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 132
  • Clausen, K.K., Holm, T.E., Pedersen, C.L., Jacobsen, E.M. & Bregnballe, T. (2020). Sharing waters: the impact of recreational kayaking on moulting mute swans Cygnus olor. Journal of Ornithology 161: 469–479.
  • Fælled, C.C. (2011). Impacts of habitat loss on a herbivorous waterbird guild in the Danish estuary Mariager Fjord. - Specialeafhandling, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 31 s. 
  • Haas, F. & Nilsson, L. (2018). Inventeringar av rastande och övervintrande sjöfåglar, och gäss I Sverige. Årsrapport för 2017/2018. - Biologiska institutionen, Lunds Universitet. 50 s.  
  • Meltofte, H. & Clausen, P. (2011). Svømmefuglene på Tipperne 1929-2007. - Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 105: 1-120. 
  • Nilsson, L. & Haas, F. (2016). Distribution and numbers of wintering waterbirds in Sweden in 2015 and changes during the last fifty years. - Ornis Svecica 26: 3–54.
  • Rees, E.C., Cao, L., Clausen, P., Coleman, J., Cornely, J., Einarsson, O., Eli, C., Kingsford, R., Ming, M., Mitchell, C.D., Nagy, S., Shimada, T., Snyder, J., Solovyeva, D., Tijsen, W., Vilina, Y. & Włodarczyk, R. (2019). Conservation status of the world's swan populations, Cygnus sp. and Coscoroba sp.: a review of current trends and gaps in knowledge. - Wildfowl Special Issue 5: 35-72.


Knopsvane
Foto: Thomas Eske Holm

År Antal
1968 28.444
1987 34.335
1988 42.950
1989 59.229
2006 49.147
2012 50.160
2018 69.404

Tabel 1. Antal af knopsvaner optalt ved de landsdækkende fældefugletællinger i perioden 1968 til 2018. 

År Antal
1968 42.240
1969 67.400
1970 69.200
1971 43.600
1973 48.900
1987 37.184
1988 41.196
1989 48.006
1991 73.194
1992 72.165
2000 53.328
2004 65.705
2008 54.362
2013 50.547
2016 46.879
2020 53.169

Tabel 2. Antal af knopsvaner optalt ved de landsdækkende midvintertællinger i perioden 1968 til 2020.