Mergus merganser
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Trækfugl | Bilag IIB og Artikel 4.2 udpeget | 12.050 (2020) | 2010-2021: Stabil 1968-2021: Stabil |
Der blev i alt registreret lidt mere end 12.000 overvintrende store skalleslugere på den landsdækkende midvintertælling i 2020, hvilket var lavere end på de to seneste i 2013 og 2016. I 2021, hvor arten udelukkende blev optalt på tællinger foretaget fra landjorden, blev der registreret 14.351 fugle. Dækningen af artens primære vinterudbredelse var god i 2021, men arten forekommer også i områder, der ikke lader sig optælle fra land, hvorfor det reelle antal formentlig har været højere dette år.
Siden de første landsdækkende tællinger i 1968 og indtil nu har antallet af overvintrende fugle varieret mellem 12.000 og 28.200 fugle, det registrerede antal i 2020 var således det laveste hidtil.
Bedømt ud fra disse tællinger samt indeksberegningerne kan bestanden desuagtet kun bedømmes som værende stabil i Danmark.
Stor skallesluger træffes i yngletiden primært langs kyster i det østdanske og i Sydøstjylland. I vinterhalvåret træffes arten almindeligt over hele landet i større søer, fjorde, nor og laguner.
Arten yngler i større søer, floder og langs kysten i Nordeuropa mod syd til Alperne og videre østover (Scott & Rose 1996). Den danske bestand af stor skallesluger yngler langs kysterne på Als, Sydøstsjælland, Fyn, Møn, Falster og på Bornholm. Bestanden er gået frem fra 34 par i 1998 til 67-74 par i 2012 og til 140-150 par i 2018 (Vikstrøm & Moshøj 2020). Bestandsfremgangen skyldes primært ophængning af redekasser til arten.
Bestanden i Nordvest- og Centraleuropa er vurderet til at være på 170.000-260.000 individer og som værende stabil eller i fremgang (Wetlands International 2022).
Stor skallesluger er udsat for en række påvirkninger, som kan have haft betydning for bestandsudviklingen. Arten var jagtbar til og med sæsonen 2013/14, hvor arten blev fredet (Madsen m.fl. 2021, Jagttidsbekendtgørelsen 2022). Utilsigtet bifangst i fiskeredskaber sker sandsynligvis også i nogen grad. De danske ynglefugle har sandsynligvis været begrænset af mangel på redeplaceringsmuligheder, idet opsætning af redekasser på potentielle ynglelokaliteter har haft en gunstig indvirkning på den danske ynglebestand (Nyegaard m.fl. 2014).
Stor skallesluger er i perioden 2020-2021 overvåget i forbindelse med den landsdækkende midvintertælling i 2020 samt ved de årlige reducerede midvintertællinger (foretages alle år). Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger fra op til 112 indekslokaliteter fordelt over hele landet, hvor 107 blev dækket i 2020 og 93 i 2021. Undersøgelsesområdet for den landsdækkende optælling ved midvinter kan ses her (link).
Arten er især optalt ved totaltællinger foretaget fra fly samt optællinger foretaget fra land. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt, dette dog primært i år med landsdækkende optælling af arten.
Der blev i alt registreret lidt mere end 12.000 overvintrende store skalleslugere på den landsdækkende midvintertælling i 2020 (Tabel 1), hvilket var lavere end på de to seneste i 2013 og 2016. I 2021, hvor arten udelukkende blev optalt på tællinger foretaget fra landjorden, blev der registreret 14.351 fugle. Dækningen af artens primære vinterudbredelse var god i 2021, men arten forekommer også i områder, der ikke lader sig optælle fra land, hvorfor det reelle antal formentlig har været højere dette år. Arten er vidt udbredt i Danmark om vinteren og flest fugle registreret i 2020 registreret i Limfjorden (heraf hele 1.281 på en overnatningstælling i Ulvedybet) og i den østlige del af landet på Sjælland og omkring Lolland-Falster. Det lave antal registreret i 2020 skyldes formentlig til dels den meget milde vinter dette år.
Bestandsindekset blev for 2020 og 2021 estimeret til henholdsvis 84,1 og 105,7 og dermed på niveau med de forudgående år (Figur 3).
Set i det lange perspektiv tilbage til 1968 er bestanden af stor skallesluger i Danmark overordnet set stabil (Tabel 1), men med nogle forholdsvis store år-til-år variationer. Det ses også i de årlige indekstal, hvor der var særligt høje antal midt i 1990'erne, mens indeks ellers ligger mellem 30 og 60 i en 33-årig periode (Figur 3).
Den årlige variation skyldes formentlig til dels variation i de respektive vintres hårdhed, men også en regulær forskydning af artens overvintringsområde mod nordøst formentlig som en reaktion på klimaforandringer (Lehikoinen m.fl. 2013). Antallet i Sverige er således steget fra omkring 8.000 overvintrende fugle i 1971 til omkring 35.000 fugle i 2015 (Nilsson & Haas 2016).
År | Antal |
---|---|
1968 | 13.218 |
1969 | 15.900 |
1970 | 28.200 |
1971 | 22.800 |
1973 | 23.200 |
1987 | 21.600 |
1988 | 15.223 |
1989 | 12.123 |
1991 | 20.644 |
1992 | 18.090 |
2000 | 13.602 |
2004 | 17.461 |
2008 | 13.846 |
2013 | 22.222 |
2016 | 16.253 |
2020 | 12.050 |
Tabel 1. Antal af stor skallesluger optalt ved de 16 landsdækkende midvintertællinger i perioden 1968 til 2020.