Aarhus Universitets segl

Strandhjejle

Pluvialis squatarola

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Trækfugl

Bilag IIB og Artikel 4.2 udpeget

Livskraftig (LC)

Vadehavet, august: 2.454 (2021)

Hele landet, midvinter: 1.901 (2020)

2005-2021: Usikker

Ved optællingen af strandhjejle i Vadehavet i august 2021 blev der fra fly talt 2.217 individer, mens der fra land blev talt 2.454 strandhjejler. Ved tidligere optællinger i august under NOVANA-programmet i perioden 2005-2019 er der talt mellem ca. 1.000 og 4.000 strandhjejler, og antallet i 2021 ligger tæt på gennemsnittet. For strandhjejle vurderes der at være store usikkerheder knyttet til de enkelte optællingsresultater, særligt for flytællingerne. Det er derfor ikke umiddelbart muligt at vurdere tendensen i artens forekomst i den danske del af Vadehavet.

Om arten

Strandhjejle forekommer i Danmark kun på træk. Den opholder sig langs lavvandede kyster, hvor den ved lavvande søger føde på vadeflader.

Rastende strandhjejler kan ses på egnede lokaliteter i hele landet, men langt de største antal optræder i Vadehavet. Arten yngler i det højarktiske Sibirien, og overvintringsområdet omfatter Vesteuropa fra Vadehavet og England i nord til Vestafrika i syd.

Den bestand af strandhjejle, der trækker gennem Vesteuropa, vurderes for perioden 2010-2018 at have en bestandsstørrelse på 200.000 individer, og bestanden vurderes at være i tilbagegang (Wetlands International 2022).  

Arten blev jagtfredet i 1982, og der er ikke kendskab til trusler mod arten som trækfugl i Danmark.

Overvågningsmetoder

Strandhjejle overvåges hvert andet år ved optællinger i august. Arten blev overvåget i 2021. Strandhjejle  blev første gang overvåget i NOVANA-programmet i 2005 og er talt hvert andet år siden da.  

Optælling af strandhjejle sker i de fleste år fra flyvemaskine, hvor hele området dækkes ved en såkaldt totaltælling. Alle rastepladser opsøges ved højvande og tælles inden for få timer. I 2005 og 2015 blev optællingerne alene udført fra land.

Strandhjejle optælles kun i Vadehavet, hvor arten indgår i udpegningsgrundlaget for to fuglebeskyttelsesområder. Langt den største del af de strandhjejler, der træffes her i landet, opholder sig i Vadehavet (Meltofte 1981). Regelmæssig overvågning af vandfugle i Vadehavet blev startet i 1980, og der er således en lang tidsserie, som kan bruges til vurdering af artens antalsmæssige udvikling. Imidlertid er optællingerne forbundet med en del usikkerhed.

Antallet af strandhjejler opgøres desuden i forbindelse med de landsdækkende midvintertællinger.

Resultater

I 2021 blev antallet af strandhjejler i Vadehavet optalt ved en flytælling 20. august, hvor der blev registreret 2.217 individer, mens der ved en optælling fra land udført i perioden 7.-15. august samme år blev talt i alt 2.454 strandhjejler.

Ved den landsdækkende midvintertælling i 2020 blev der registreret i alt 1.901 strandhjejler.

Udvikling i antal og udbredelse

Der er ikke nogen entydig tendens i udviklingen af antallet af rastende strandhjejler i Vadehavet i august. Ved de fire optællinger fra fly i perioden 2011-2019 blev der i gennemsnit talt 1.308 fugle, hvilket var under halvdelen af antallet ved de to flytællinger i 2007-2009 (i gennemsnit 2.854). De 2.217 fugle talt fra fly i august 2021 placerer sig dermed pænt i midten. Som tallene i Tabel 1 illustrerer, kan der være stor forskel på resultatet af en optælling fra fly og fra land, og der registreres typisk flere fugle ved de landbaserede optællinger. Formentlig overses arten i en vis grad ved optællinger fra fly. Strandhjejle forekommer typisk i små flokke, der let kan overses i områder med store koncentrationer af andre arter af vadefugle.

For strandhjejle er der altså store usikkerheder knyttet til de enkelte optællingsresultater. Det vurderes på den baggrund, at det ikke umiddelbart er muligt at vurdere udviklingen i artens forekomst i den danske del af Vadehavet.

En nyere opgørelse indikerer, at antallet af rastende strandhjejler i det dansk-tysk-hollandske Vadehav har været stabilt på både lang sigt (1987/88-2019/20) og kort sigt (2010/11-2019/20) (Kleefstra m.fl. 2022). Ifølge samme opgørelse er antallet i den danske del gået frem på lang sigt og har været stabilt på kort sigt. I analyserne er der indgået optællinger fra hele året og ikke kun fra den periode, hvor artens forekomst i Danmark kulminerer.

For fuldstændighedens skyld er der i Tabel 1 præsenteret resultater fra både optællinger udført fra fly og fra land, hvor disse er udført. Antallet af strandhjejler i Vadehavet er normalt ret stabilt i perioden fra starten af august til slutningen af september (Laursen & Frikke 2013), så mindre år-til-år-forskelle i optællingstidspunkt vurderes ikke at have nævneværdig betydning.

Referencer

  • Se afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
  • Kleefstra, R., Bregnballe, T., Frikke, J., Günther, K., Hälterlein, B., Hansen, M.B., Hornman, M., Ludwig, J., Meyer, J. & Scheiffarth, G. (2022). Trends of Migratory and Wintering Waterbirds in the Wadden Sea 1987/1988 - 2019/2020. – Wadden Sea Ecosystem No. 41. Common Wadden Sea Secretariat, Expert Group Migratory Birds, Wilhelmshaven, Germany.
  • Laursen, K. & Frikke, J. (2013). Rastende vandfugle i Vadehavet 1980-2010. - Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 107: 1-184.
  • Meltofte, H. (1981). Danske rastepladser for vadefugle. - Fredningsstyrelsen, Miljøministeriet. 194 s.


Strandhjejle
Foto: Peter Bundgaard

År

Antal (fly)

Antal (land)

2005 - 2.339
2007 2.496 3.432
2009 3.212 4.741
2011 1.446 4.701
2013 1.173 2.921
2015 - 3.366
2017 1.157 2.516
2019 1.454 4.045
2021 2.217 2.454

Tabel 1. Antal af strandhjejle optalt i Vadehavet i august i perioden 2005 til 2021, hhv. ved optællinger fra fly og fra land. Ikke alle år er der gennemført optællinger fra fly.