Aarhus Universitets segl

Alkefugle

Alk = Alca torda / Lomvie = Uria aalge / Tejst = Cepphus grylle / Lunde = Fratercula arctica / Søkonge = Alle alle

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Trækfugl

Bilag I

Søg rødlistevurderingerne her

28.000 (midvinter 2020)

Fluktuerende (2004-2020)

Alk og lomvie = Utilstrækkelige data, Tejst, lunde og søkonge = Ikke relevant,

Der blev estimeret en overvintrende bestand på 28.000 alkefugle i de indre danske farvande på den landsdækkende optælling ved midvinter i 2020. Antallet af overvintrende fugle synes at variere en del mellem de landsdækkende midvintertællinger. De årlige udsving kan skyldes, at alkefugle fouragerer på fiskestimer, hvorfor forekomsten varierer, alt efter tilstedeværelsen af disse. Dette forhold formodes til dels at være årsag til de årlige forskydninger af fordelingen i Kattegat, hvor hovedparten af fuglene i dansk farvand overvintrer, men også timingen af de enkelte tællinger kan have indflydelse på antallene her.

I 2008 blev det estimeret, at ca. 76.500 alke og lomvier overvintrede i de indre danske farvande, langt hovedparten i Kattegat (Petersen & Nielsen 2011). I 2004 blev der estimeret 51.500 alkefugle i de indre danske farvande; vigtige områder mellem Anholt og Nordsjælland blev dog ikke dækket i 2004, hvorfor de to antal ikke direkte kan sammenlignes. Samtlige gennemførte tællinger viser dog, at Kattegat er et vigtigt overvintringsområde for alkefugle.   

Om arten

De fem arter af alkefugle overvintrer i varierende antal i de dybere dele af de danske farvande, hvortil de fleste kommer fra yngleområder nord og vest for Danmark (Cramp & Simmons 1983). Langt de fleste alkefugle, der registreres, er alke og lomvier.

Alkefugle er udbredte i Nordsøen og de fleste af de indre danske farvande. De største forekomster på midvintertællingerne registreres i Kattegat.  

Den mest direkte trussel mod alk og lomvie i danske farvande formodes at være bifangster i fiskeredskaber (Zydelis m.fl. 2009, 2013). Arterne er ikke jagtbare, og har deres primære udbredelse uden for områder med intensiv havjagt eller anden trafik af mindre fartøjer, der kan påvirke deres fordeling.

Reproduktionsraterne for både lomvie og alk påvirkes af ændret adgang til føderessourcer i fuglenes yngleområder, primært uden for danske farvande og formodentlig forårsaget af ændrede klimatiske og oceanografiske forhold (OSPAR Intermediate Assessment 2017).

Overvågningsmetoder

Alkefugle overvåges udelukkende i forbindelse med de landsdækkende optællinger af fugle fra fly ved midvinter, og artsgruppen blev således overvåget i 2020. Undersøgelsesområdet for den landsdækkende optælling af vandfugle foretaget ved midvinter i 2020 kan ses her. Området dækket af transekter på midvintertællingen i 2020 vurderes at dække de primære arters (alk og lomvie) udbredelse i de indre farvande ganske godt. Dog forekommer begge arter formentlig også i større antal øst for det dækkede område ved Bornholm, da optællinger på andre årstider har påvist koncentrationer her (Petersen og Sterup 2020). Området øst for Bornholm er historisk ikke dækket ved midvinter. I Nordsøen, der ikke blev dækket på tællingen i 2020, forekommer alkefugle også almindeligt ved midvinter.   

Alkefugle registreres hovedsageligt vha. linjetransekttællinger fra fly over de dybere dele af de danske farvande og kun noget mere fåtalligt langs kyster og i havne optalt fra land. Identifikation af alkefugle til artsniveau fra fly kræver meget gode observationsforhold, og ofte er det kun fugle tæt på flyveren, der kan artsbestemmes.

Resultater

På den landsdækkende midvintertælling i 2020 blev der i alt registreret 3.144 alkefugle. Indenfor området dækket af transekter, hvorfra stort set alle fuglene er registreret, er der modelleret 28.043 slkefugle (nedre og øvre konfidensgrænser 20.863 - UCL: 37.693). Flest fugle blev registreret i Aalbæk Bugt, centrale Kattegat og omkring Bornholm (Figur 1). Fordelingen adskilte sig ikke fra tidligere.

Som på tidligere tællinger var langt hovedparten af de registrerede fugle alke eller lomvier. Tejst registreres kun fåtalligt fra tællinger foretaget fra fly og den overvintrende bestand er væsentligt større end den registrerede. Søkonge og Lunde registreres kun meget sjældent.

Udvikling i antal og udbredelse

Det estimerede antal overvintrende alkefugle ved den landsdækkende midvintertælling var noget lavere end de modellerede antal fra tællingerne i 2004 og 2008 på henholdsvis 51.500 (endda uden dækning fra vigtige områder mellem Anholt og Nordsjælland) og 76.500 fugle. I 2013 og 2016, hvorfra der ikke findes modellerede totale antal for de landsdækkende midvintertællinger, blev der registreret meget få fugle i 2013 (861 fugle), men nogle flere i 2016 (4.228 fugle). Forskellene mellem antallene fra de forskellige midvintertællinger skyldes formentlig både optællingstidspunktet for artens primære overvintringsområder i Danmark, men også det faktum at arterne forekommer i størst antal i Kattegat, hvor fuglene formentlig i nogen grad fordeler sig efter fødetilgængelighed og således både kan forekomme indenfor danske og svenske farvande.  

Fordelingen af alkefuglene adskilte sig ikke fra tidligere år. 

Referencer

  • Tidligere rapporter om resultater af de landsdækkende flytællinger (se referencerne i metodeafsnittet).
  • Cramp, S. & Simmons, K.E.L. (red.) (1983). Handbook of the birds of Europe the Middle East and North Africa. The birds of the Western Palearctic. Vol. III. Waders to gulls. – Oxford University Press.
  • OSPAR Intermediate Assessment (2017). https://oap.ospar.org/en/ospar-assessments/intermediate-assessment-2017/biodiversity-status/marine-birds/marine-bird-breeding-success-failure/
  • Petersen, I.K. & Nielsen, R.D. (2011). Abundance and distribution of selected waterbird species in Danish marine areas. - Report commissioned by Vattenfall A/S. 62 s.
  • Petersen, I.K. & Sterup. J. 2020. Optælling af vandfugle i farvandet øst for Bornholm. Oktober 2019. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 14 s. - – Notat nr. 2020|11 dce.au.dk/fileadmin/dce.au.dk/Udgivelser/Notatet_2020/N2020_11.pdf
  • Žydelis, R., Bellebaum, J., Österblom, H., Vetemaa, M., Schirmeister, B., Stipniece, A., Dagys, M., van Eerden, M. & Garthe, S. (2009). Bycatch in gillnet fisheries – an overlooked threat to waterbird populations. - Biological Conservation 142: 1269-1281.
  • Zydelis,R., Small, C. & French, G. (2013). The incidental catch of seabirds in gillnet fisheries: a global review. - Biological Conservation 162: 76-88


Alkefugle (under suler)
Foto: Rasmus Due Nielsen