Aarhus Universitets segl

Skeand

Spatula clypeata

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Trækfugl

Bilag IIA og Artikel 4.2 udpeget

Livskraftig (LC)

September:  7.148 (2021)

2010-2021: Stabil-fluktuerende

2004-2021: Faldende-fluktuerende

De største antal af skeænder forekommer om efteråret, hvor arten har været talt årligt i 2004 til 2017 samt i 2019 og 2021. Endvidere er arten optalt regelmæssigt ved midvinter siden 1968 og årligt i perioden 1987-2019.   Tællingerne viser noget varierende antal fra år-til-år, med en stabil eller måske faldende udvikling om efteråret og stigende forekomst om vinteren. 

Om arten

Skeand lever især af smådyr, som den finder i plantevegetation på lavt vand. Den er mere tilknyttet ferskvand og forekommer, i lighed med knarand, sjældnere i brakvandsområder end de andre danske svømmeandearter.

Skeand er en lokalt almindelig trækgæst, som findes i træktiden i større antal på nogle få egnede lokaliteter, men ellers ses i små antal blandt flokke af de mere talrige svømmeænder overalt i landet. Maribosøerne og Ulvshale-Nyord har været Danmarks i særklasse vigtigste rastepladser i en længere periode (Clausen m.fl. 2014), men antallene her synes vigende. Andre lokaliteter med regelmæssige forekomster af hundredtallige flokke findes flere steder på Øerne og i Jylland, hvor de vigtigste områder findes i Vejlerne, Margrethekog samt i de senere år Skjern Enge (Clausen m.fl. 2014, Bregnballe m.fl. 2014).

Bestanden af overvintrende skeænder i Nordvest- og Centraleuropa er senest blevet opgjort til 70.000-80.000 fugle, med en stigende bestandsudvikling (Wetlands International 2022). 

Skeand reagerer i lighed med knop- og pibesvane samt blishøne på situationer, hvor bundvegetationen forsvinder som følge af eutrofiering - og reduceres i antal som følge heraf. Det er dokumenteret fra Ringkøbing Fjord (Meltofte & Clausen 2011). Da arten ikke lever af bundplanter skyldes tilbagegangen snarere at de invertebrater, den filtrerer i vandet, reduceres i antal og tilgængelighed, hvis planterne forsvinder.

Alle svømmeænder i Danmark er jagtbare og følsomme overfor forstyrrelser forårsaget af jagt. Det var således denne gruppe af arter, der responderede mest entydigt på reservatforsøgene ved Nibe-Gjøl Bredninger og Ulvshale-Nyord (Madsen m.fl. 1995, Madsen 1998). Skeand er dog kun gået frem i betydende antal på få lokaliteter, som fx Ulvshale-Nyord, på Saltholm og ved Maribosøerne, hvor det i sidstnævnte tilfælde lige så vel kan være en positiv respons på forbedret vandkvalitet (Clausen m.fl. 2013, 2014).  

Arten er jagtbar og det årlige jagtudbytte har i de seneste ti år fra 2011-2020 varieret mellem 1.650 og 3.100 fugle. Der er en vis år-til-år variation i udbyttet, men ingen tendens, så udbyttet må betragtes som stabilt (Vildtudbyttestatistikken). Da den rastende bestand af skeænder siden 1980'erne har været stabilt-stigende, men jagtudbyttet faldende, er den jagtlige udnyttelse af arten blevet mere bæredygtig.

Overvågningsmetoder

Skeand er i 2020-2021 overvåget på den landsdækkende optælling af vandfugle ved midvinter i 2020 og på de årlige reducerede midvintertællinger. Undersøgelsesområdet for den landsdækkende optælling af vandfugle foretaget ved midvinter i 2020 kan ses her. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger fra op til 112 indekslokaliteter fordelt over hele landet, hvor 107 blev dækket i 2020 og 93 i 2021.  Alle tal fra midvintertællingernes indekslokaliteter indrapporteres til Wetlands International og benyttes til vurdering af bestandsudviklingen for arten.  

I NOVANA-programmet 2017-2021 overvåges arten hvert andet år i september, senest i 2021. Disse tællinger udgør et nationalt program, der sigter mod at optælle svømmeænderne, når der forventeligt er flest her i landet om efteråret. De indgår ikke i internationale optællinger, men er vitale for den nationale monitering af artens forekomst, fordi fuglene trækker helt bort i kolde vintre og ellers kun ses i beskedne antal ved midvintertællingerne. Nationalt bruges tællingerne bl.a. til overvågning af arten i fuglebeskyttelsesområder, hvor den indgår i udpegningsgrundlaget.

Skeand er også blevet optalt i forbindelse med tællingerne i oktober, hvor systematiske tællinger blev udført fra 2008-2016. I oktober 2018 og 2020 er arten blevet talt af observatørerne, når de alligevel var ude for at tælle pibe-, krik- og spidsændene, der er fokusarter i denne måned. Tællingerne i oktober udføres ved ca. 120 udvalgte optællingsområder, der forventeligt rummer langt størstedelen af landets bestande af svømmeænder, herunder alle fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget for en eller flere svømmeandearter. Optællingsområderne omfatter fjorde, lavvandede bugter, kystlaguner og søer jævnt fordelt over hele landet, herunder alle større reservatområder samt de fleste større naturgenopretningsområder. Blandt disse benyttes 64 udvalgte områder, hvorfra der findes data helt tilbage til dele af 1980'erne og 1990'erne, til beregning af årlige bestandsindeks.  

Da skeand i særlig grad er tilknyttet ferske vådområder tælles arten hovedsageligt fra land, både i forbindelse med midvinter-, september- og oktobertællingerne, men mindre antal registreres også ved  totaltællinger foretaget fra fly.

Til denne rapport er der suppleret med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke tælles årligt, for at beregne landstotaler for både midvinter og oktober 2020 samt september 2021. 

Undersøgelsesområdet for de to landsdækkende optællinger af vandfugle foretaget ved midvinter i perioden (2013 og 2016) kan ses her. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger fra op til 100 indekslokaliteter fordelt over hele landet, hvor 72 blev dækket i 2018 og 74 i 2019.

Optællingerne i september-oktober udføres ved ca. 120 udvalgte optællingsområder, der forventeligt rummer langt størstedelen af landets bestande af svømmeænder, herunder alle fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget for en eller flere svømmeandearter. Optællingsområderne omfatter fjorde, lavvandede bugter, kystlaguner og søer jævnt fordelt over hele landet, herunder alle større reservatområder samt de fleste større naturgenopretningsområder.

Midvinteroptællingerne af skeand udføres stort set kun fra land, men mindre antal registreres også ved  totaltællinger foretaget fra fly. 

I september-oktober optælles hovedparten af områderne fra land. Der foretages dog enkelte flytællinger i Vadehavet, det Sydfynske Øhav samt Hyllekrog-Rødsand området syd for Lolland. Især Vadehavet og Saltholm kan ikke altid overvåges, da udførelse af tællingerne her fordrer meget ideelle vejrforhold.

Til denne rapport er der suppleret med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke tælles årligt, for at beregne landstotaler for både midvinter 2020 og 2021 samt oktober 2020. 

Resultater

Der blev registreret henholdsvis 616 skeænder på den landsdækkende midvinteroptælling i 2020 (Figur 1), som er det hidtil højeste registeret på en vintertælling. 

Arten er så fåtallig om vinteren, at der ikke foretages indeksberegninger ud fra de årlige reducerede midvintertællinger, men tallene fra de landsdækkende tællinger indikerer, at bestanden har været stigende fra 1967 til 2020. I lighed med de andre svømmeænder (bortset fra gråand) afspejler denne udvikling givetvis den hyppigere forekomst af mildere vintre nu end førhen.

Ved oktobertællingen i 2020, der er fokuseret på andre svømmeandearter, blev skeand desuagtet optalt. Her blev der opgjort en samlet bestand på 7.209 fugle i Danmark (Figur 2). Ved denne tælling blev de største antal truffet i Vadehavet inklusive marskområderne (2.040 fugle), ved Ulvshale-Nyord (668), på Saltholm (500), ved Hov Vig (424) samt på Tipperne (291).  

Skeand forekom ved tællingen i september 2021 i hele landet (Figur 3), hvor de største antal blev set i det samlede Vadehavsområde (2.041 fugle, fordelt på flere fuglebeskyttelsesområder), i De Østlige Vejler (1.111 fugle), i Brændegård Sø (730), på Saltholm (630), ved Roskilde Fjord (428 fugle, primært i Selsø) og ved Ulvshale-Nyord (320).

I lokalitetsopremsningerne er forekomster af mere end 250 fugle nævnt.

Udvikling i antal og udbredelse

Det samlede antal af skeænder optalt i september 2021 var på 7.148 fugle, et af de højere antal registreret i en årrække (Tabel 1). Antallet af skeænder vurderes ud fra oktobertællingerne at være stabilt eller måske svagt faldende, grundet de senere års generelt lavere antal.

Arten er så fåtallig om vinteren, at der ikke foretages indeksberegninger ud fra de årlige reducerede midvintertællinger, men tallene fra de landsdækkende tællinger indikerer, at bestanden har været stigende fra 1967 til 2016 (se Nielsen m.fl. 2019). I lighed med de andre svømmeænder (bortset fra gråand) afspejler denne udvikling givetvis den hyppigere forekomst af mildere vintre nu end førhen. 

Referencer

  • Tidligere rapporter om resultater af landsdækkende svømmeandetællinger (se referencerne i metodeafsnittene om midvinter- og svømmeandetællingerne) samt afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
  • Bregnballe, T., Clausen, P., Amstrup, O., Bak, M., Pedersen, K.K. & Laursen, K. (2014). Udviklingen i forekomsten af trækkende vandfugle i Skjern Enge i efterårene 2002-2011. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 62 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 130.   
  • Clausen, P., Holm, T.E., Laursen, K., Nielsen, R.D. & Christensen, T.K. (2013). Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 1: Nationale resultater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 118 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 72
  • Clausen, P., Holm, T.E., Therkildsen, O.R., Jørgensen, H.E. & Nielsen, R.D. (2014). Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 2: De enkelte reservater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 236 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 132


Skeand
Foto: Peter Bundgaard

År Antal
1968 3
1969 2
1970 21
1971 15
1973 17
1987 6
1988 8
1989 30
1991 93
1992 37
2000 48
2004 7
2008 219
2013 37
2016 168
2020 616

Tabel 1. Antal af skeænder optalt ved de 16 landsdækkende midvintertællinger gennemført i perioden 1968 til 2020. 

År Antal Minimum Maksimum
2004-2009 7.012 5.695 7.808
2010-2015 5.756   3.048 8.099
2016 5.665
2017 4.183  
2019 5.947
2020 7.209
2021 7.148

Tabel 2. Antal af skeænder optalt ved tællinger i oktober 2004-2016 og 2020 samt september 2017, 2019 og 2021. For de to 6-årsperioder anføres henholdsvis middel, minimum og maksimum af optalte antal.