Limosa lapponica
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Trækfugl | Bilag I og IIB samt Artikel 4.2 udpeget | Maj: 33.150 (2020) | 2004-2020: Usikker |
Ved optællingen af lille kobbersneppe i maj 2020 blev der registreret i alt 33.150 individer i hele landet, heraf langt størsteparten (30.579) i Vadehavet. Antallet er væsentligt højere end ved de seneste fire landsdækkende tællinger udført i perioden 2012-2018, men på niveau med tællingerne i 2004-2010.
Antallet af rastende lille kobbersneppe i den danske del af Vadehavet har været vurderet faldende gennem en længere periode (Laursen og Frikke 2013). Tidligere nåede antallet de fleste år op på 40.000-50.000 i begyndelsen af maj (Meltofte 1993). Ifølge en nyere opgørelse er antallet af kobbersnepper i den danske del af Vadehavet dog ikke faldet på lang sigt, hvis man ser på artens forekomst over hele året (Kleefstra m.fl. 2022).
Lille kobbersneppe forekommer i Danmark kun som trækfugl, primært hvor der er større lavvandede områder og vadeflader med tidevandspræg. Arten lever især af børsteorme.
Lille kobbersneppe yngler i det nordlige Europa og Sibirien. To bestande af arten forekommer her i landet. Underarten L. l. lapponica yngler i den arktiske del af Skandinavien og Rusland og overvintrer langs kysterne af Vesteuropa og Nordvestafrika. Den anden underart, L. l. taymyrensis, yngler i de arktiske dele af Vest- og Centralsibirien og passerer på træk gennem Vesteuropa og overvintrer i Vest- og Sydvestafrika (Delany m.fl. 2009).
For lille kobbersneppe gælder, at langt størstedelen af de fugle, der observeres i Danmark, opholder sig i Vadehavet (Meltofte 1993). Her samles fugle fra det meste af Skandinavien og Rusland for at raste og foretage fjerfældning (Laursen & Frikke 2013).
Den nordeuropæiske bestand af lille kobbersneppe (L. l. lapponica) vurderes for perioden 2011-2018 at have en bestandsstørrelse på 150.000-180.000 individer, og bestanden vurderes at være i fremgang (Wetlands International 2022). Den vestsibiriske bestand (L. l. taymyrensis) vurderes for perioden 2010-2014 at have en bestandsstørrelse på 500.000 individer, og bestanden vurderes at være i tilbagegang (Wetlands International 2022).
Arten blev jagtfredet i 1982, og der er ikke kendskab til trusler mod arten herhjemme.
Lille kobbersneppe overvåges hvert andet år ved optællinger i maj måned. Arten blev overvåget i 2020. Lille kobbersneppe blev første gang overvåget i NOVANA-programmet i 2004 og er talt hvert andet år siden da.
Lille kobbersneppe optælles i de syv fuglebeskyttelsesområder, hvor arten indgår i udpegningsgrundlaget. Alle disse lokaliteter ligger i Jylland eller ved Læsø: Vadehavet, Tøndermarsken/Saltvandssøen, Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord, Agger Tange, Horsens Fjord/Endelave og det sydlige Læsø (Nordvestlige Kattegat). Data er suppleret med et udtræk fra DOFbasen for at medtage eventuelle betydende forekomster i andre dele af landet.
Optælling af lille kobbersneppe gennemføres normalt dels ved flytælling i Vadehavet og dels ved optælling fra land på de øvrige lokaliteter. Artens antal i Vadehavet kulminerer som regel i første halvdel af maj (Laursen & Frikke 2013).
I 2020 lykkedes det ikke at gennemføre en flytælling i Vadehavet i maj. Der er i stedet anvendt tal fra en landtælling, der blev gennemført i dagene 6. til 13. maj. Fra øvrige lokaliteter er der anvendt tal fra perioden 2. til 17. maj.
Antallet af lille kobbersneppe opgøres desuden i forbindelse med de landsdækkende midvintertællinger.
Ved optællingen i maj 2020 blev der registreret 33.150 små kobbersnepper i hele landet, heraf 30.579 i Vadehavet.
Den geografiske fordeling af fuglene kan ses på Figur 1. Uden for Vadehavsområdet blev der i de øvrige fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget, talt 1.091 i Nissum Fjord, 428 i Horsens Fjord/Endelave, 158 ved sydlige Læsø, 105 ved Agger Tange og 71 i Ringkøbing Fjord.
Fra den øvrige del af landet var det største tal 270 individer inden for fuglebeskyttelsesområdet Aalborg Bugt, nordlige del.
Ved den landsdækkende midvintertælling i 2020 blev der registreret i alt 1.356 små kobbersnepper.
De godt 33.000 små kobbersnepper, der blev registreret i hele landet ved optællingen i maj 2020, er det højeste antal, der er talt i forbindelse med NOVANA-optællingerne siden 2010 (Tabel 1). Antallet er på niveau med de fire optællinger i perioden 2004-2010 (i gennemsnit godt 37.000 fugle), mens antallet var væsentligt lavere ved de fire tællinger i årene 2012-2018 (i gennemsnit godt 20.000 fugle).
Ved alle optællingerne er langt hovedparten af individerne af lille kobbersneppe talt i Vadehavet (inkl. Saltvandssøen).
En nyere opgørelse indikerer, at antallet af rastende små kobbersnepper i det dansk-tysk-hollandske Vadehav har været stabilt på både lang sigt (1987/88-2019/20) og kort sigt (2010/11-2019/20) (Kleefstra m.fl. 2022). Ifølge samme opgørelse har antallet i den danske del af Vadehavet ligeledes været stabilt på både lang og kort sigt. I analyserne er der indgået optællinger fra hele året og ikke kun fra den periode, hvor artens forekomst i Danmark kulminerer.
Antallet af rastende lille kobbersneppe i den danske del af Vadehavet har ellers været vurderet faldende gennem en længere periode (Laursen og Frikke 2013). Tidligere nåede antallet de fleste år op på 40.000-50.000 i begyndelsen af maj (Meltofte 1993).
År | Antal |
---|---|
2004 | 40.848 |
2006 | 34.028 |
2008 | 32.930 |
2010 | 40.447 |
2012 | 15.092 |
2014 | 29.455 |
2016 | 22.681 |
2018 | 13.011 |
2020 | 33.150 |
Tabel 1. Antal af lille kobbersneppe optalt i Danmark i maj i perioden 2004 til 2020. I 2014 og 2020 er optællingen i Vadehavet udført fra land, og tallene fra disse år kan derfor ikke direkte sammenlignes med tallene fra de øvrige år, hvor tællingerne i Vadehavet er udført fra flyvemaskine.