Tundrasædgås træffes i Danmark fouragerende på høstede marker og inddæmmede områder - særligt i den sydlige del af landet.  Den overnatter fortrinsvis på kystnære kollektive rastepladser.

Tundrasædgås yngler hovedsageligt i lavarktiske områder i det nordlige Rusland og vestlige Sibirien, men har i de seneste år også ynglet på tundraen i det nordlige Skandinavien (Heinicke 2010). Den overvintrer i Nordvesteuropa, hovedsageligt i Holland og Tyskland, samt i Sydøsteuropa. Arten har tidligere været anset som sjælden i Danmark, med kun sporadiske forekomster blandt tajgasædgæs på Sjælland og kortnæbbede gæs i Vestjylland. Siden 2005 har arten dog optrådt i større antal som træk- og vintergæst på Lolland (Nakskov Fjord), Falster (Bøtø) og Møn, samt som enkeltindivider eller småflokke blandt andre gæs i den øvrige del af landet, se fx Amstrup (2010).

På flyway-niveau vurderes bestanden, der er på omkring 600.000 fugle, som værende stabil eller voksende (Fox & Leafloor 2018, Wetlands International 2022).

Alle jagtbare arter af gæs vurderes at være følsomme overfor forstyrrelser fra jagt, men denne problemstilling er i dag i vidt omfang tilgodeset gennem reservatnetværket (se uddybning under grågås). På flyway-niveau har antallet af tundrasædgæs været stabilt til stigende gennem de sidste årtier. Arten er genstand for stor jagtlig udnyttelse i landene øst for Danmark, og i mindre omfang i Danmark, men der synes ikke at være konkrete trusler for bestanden.

Tundrasædgås overvåges årligt gennem landsdækkende optællinger i midten af januar. Ved midvintertællingen i januar tælles tundrasædgås på lige fod med de andre gæs, som optræder i Danmark. Frem til 2005 var tundrasædgæs og tajgasædgæs Anser f. fabalis ikke adskilt, men blot optalt som sædgæs Anser fabalis. Dette skyldes dels at de to underarter ligner hinanden særdeles meget, og dels at antallet af tundrasædgæs tidligere var meget lille. Optællingen afrapporteres til Wetlands International og danner baggrund for de løbende vurderinger af bestandsstørrelsen af tundrasædgås.   

Tundrasædgås optælles på kendte og regelmæssigt benyttede danske raste- eller fourageringspladser, hvoraf de vigtigste findes i det sydøstlige Danmark.

Tundrasædgås er især registreret ved optællinger foretaget fra land. Optællingerne gennemføres af et netværk af optællere, som en totaltælling af fugle enten ved udflyvning fra sovepladser eller i fourageringsområderne. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen, fra lokaliteter der ikke benyttes årligt af arten.

En stor del af artens fouragering finder sted på landbrugsarealer uden for de fuglebeskyttelsesområder hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Fuglebeskyttelsesområderne spiller dog en væsentlig rolle for opretholdelsen af uforstyrrede overnatningspladser.

Antallet af tundrasædgæs optalt i januar i årene 2020 og 2021 var hhv. 4.943 og 1.384 fugle (Tabel 1). Hertil kommer at en del af de hhv. 277 og 10 sædgæs der blev indrapporteret uden raceangivelse fra andre dele af landet, kan være tundrasædgæs, da de blev observeret i områder hvor tundrasædgåsen normalt forekommer. Ved midvintertællingerne i 2020 og 2021 blev tundrasædgæssene hovedsageligt observeret i kendte rasteområder i det sydøstlige Danmark, samt i mindre omfang som enkeltindivider eller småflokke på lokaliteter i resten af landet (Figur 1 og 2).

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet af tundrasædgæs i januar steg markant i årene 2005-2012, med den største forekomst tællende 4.747 individer i 2012. I perioden 2013-2015 var antallet af overvintrende tundrasædgæs i Danmark faldende, for derefter i perioden 2016-2020 at være stigende igen til knap 5.000 individer. Den seneste tælling i 2021 på 1.384 gæs var en af de laveste i 15 år, men som omtalt ovenfor har antallet af tundrasædgæs ved midvinter fluktueret en del. Variationen i antal ved midvinter kan ikke umiddelbart relateres til vinterens hårdhed, men de rastende fugle i Danmark udgør en meget lille del af den samlede bestand, og årsvariationen kan måske relateres til fødeudbud og konkurrence i både Syddanmark og de primære rasteområder syd for landet. Samtlige tal må betragtes som minimumstal, da der alle år optræder sædgæs uden raceangivelse i tællingerne, hvoraf nogle antageligt er tundrasædgæs.

• Tidligere rapporter om resultater af landsdækkende gåsetællinger (se referencerne i metodeafsnittene om midvinter- og gåsetællingerne) samt afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
• Amstrup, O. (2010). Tundrasædgås - fra sjældenhed til tusindtallig vintergæst. – Pandion 01.01.2010, Dansk Ornitologisk Forening. 
• Fox, A.D. & Leafloor, J.O. (eds.) (2018). A global audit of the status and trends of Arctic and Northern Hemisphere goose populations. Conservation of Arctic Flora and Fauna International Secretariat: Akureyri, Iceland.
• Heinicke, T. (2010). Tundra Bean Goose Anser fabalis rossicus during spring migration in northern Sweden – rare visitor or regular passage migrant? Ornis Svecica 20: 174-183.