Pibeand er en almindelig og vidt udbredt trækgæst. Fuglene lever af plantemateriale, som de finder på lavt vand eller på strandenge. Arten forekommer også, omend i mindre antal, ved søer med bundplanter og omkransende ferske engarealer.

Pibeand findes i træktiden ved de fleste egnede lokaliteter. Vadehavet er Danmarks vigtigste rasteplads, men andre vigtige lokaliteter findes i Jylland ved de vestjyske fjorde, i Vejlerne og i Limfjorden. På Øerne var Ulvshale-Nyord den vigtigste rasteplads i 1990’erne og 2000’erne (Clausen m.fl. 2014), men er forekommet i lavere antal dér de senere år, jf. NOVANA overvågningen.

Bestanden af overvintrende pibeænder i Nordvesteuropa er senest blevet opgjort til 1,3–1,6 mio. fugle, og har iflg. den seneste vurdering en stabil bestandsudvikling (Wetlands International 2022).  

Pibeand reagerer i lighed med knop- og pibesvane samt blishøne på situationer, hvor bundvegetationen forsvinder som følge af eutrofiering - og reduceres i antal som følge heraf. Det er dokumenteret fra Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord, Nibe-Gjøl Bredninger, Mariager Fjord og Egensedybet i Odense Fjord. Se uddybninger af denne problemstilling samt referencer under knopsvane og blishøne. Artens tilbagegang er dog som regel mindre udtalt end for de andre arter, bl.a. fordi pibeænderne kan skifte til at fouragere på ferske enge og strandenge både om dagen og natten.  

Alle svømmeænder i Danmark er jagtbare og følsomme overfor forstyrrelser forårsaget af jagt. Det var således denne gruppe af arter, der responderede mest entydigt på reservatforsøgene ved Nibe-Gjøl Bredninger og Ulvshale-Nyord (Madsen m.fl. 1995, Madsen 1998) og på etableringen af de mange nye reservater ("jagtfrie kerneområder") fra 1989 til 2000. Det samlede reservatnetværk har således bevirket at langt højere antal af svømmeænder, herunder også pibeænder, forekommer i Danmark i dag end tilbage i 1970'erne og 1980'erne (Clausen m.fl. 2013).

Arten er jagtbar og det årlige jagtudbytte har i de seneste ti år fra 2011-2020 varieret mellem 33.500 og 59.000 fugle. Der er betydelige år-til-år variationer, men ingen tendens, så udbyttet må betragtes som stabilt (Vildtudbyttestatistikken). Da den rastende bestand af pibeænder i en længere årrække har været stigende, men jagtudbyttet stabilt, er den jagtlige udnyttelse af arten blevet mere bæredygtig.

Pibeand er i 2020-2021 overvåget på den landsdækkende optælling af vandfugle ved midvinter i 2020 og på de årlige reducerede midvintertællinger. Undersøgelsesområdet for den landsdækkende optælling af vandfugle foretaget ved midvinter i 2020 kan ses her. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger fra op til 112 indekslokaliteter fordelt over hele landet, hvor 107 blev dækket i 2020 og 93 i 2021.  Alle tal fra midvintertællingernes indekslokaliteter indrapporteres til Wetlands International og benyttes til vurdering af bestandsudviklingen for arten.  

Den primære optælling for pibeænder er en næsten landsdækkende optælling i første halvdel af oktober, som er udført årligt fra 2004-2016. I NOVANA-programmet 2017-2021 overvåges arten hvert andet år i oktober, senest i 2020. Disse tællinger udgør et nationalt program, der sigter mod at optælle svømmeænderne, når der forventeligt er flest her i landet om efteråret. De indgår ikke i internationale optællinger, men er vitale for den nationale monitering af artens forekomst, fordi fuglene trækker helt bort i kolde vintre og ellers kun ses i beskedne antal ved midvintertællingerne. Nationalt bruges tællingerne bl.a. til overvågning af arten i fuglebeskyttelsesområder, hvor den indgår i udpegningsgrundlaget.

Optællingerne i oktober udføres ved ca. 120 udvalgte optællingsområder, der forventeligt rummer langt størstedelen af landets bestande af svømmeænder, herunder alle fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget for en eller flere svømmeandearter. Optællingsområderne omfatter fjorde, lavvandede bugter, kystlaguner og søer jævnt fordelt over hele landet, herunder alle større reservatområder samt de fleste større naturgenopretningsområder. Blandt disse benyttes 64 udvalgte områder, hvorfra der findes data helt tilbage til dele af 1980'erne og 1990'erne, til beregning af årlige bestandsindeks.  

Midvinteroptællingerne af pibeand udføres især fra land og ved totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal registreres også ved transekttællinger fra fly.  

I oktober  optælles hovedparten af områderne fra land. Der foretages dog, hvis vejrlig og andre forhold tillader det, flytællinger i Vadehavet og det Sydfynske Øhav samt evt. ved Lolland. Især Vadehavet og Saltholm kan ikke altid overvåges, da udførelse af tællingerne her fordrer meget ideelle vejrforhold.   

Til denne rapport er der suppleret med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke tælles årligt, for at beregne landstotaler for både midvinter og oktober 2020. 

Der blev registreret 105.159 pibeænder på den landsdækkende optælling ved midvinter i 2020 (Figur 1). Det er den højeste forekomst registreret ved en midvintertælling fra 1968 til i dag (Tabel 1), og afspejler både en generelt god dækning af lokaliteter, hvor arten forekommer, samt den milde vinter. Arten kan om vinteren ses over det meste af landet, men dog med langt hovedparten i Vadehavet og i flere af landets større reservatområder som fx ved Ulvedybet og Nibe-Gjøl Bredninger, i det Sydfynske Øhav og Roskilde Fjord samt på Saltholm (Figur 1).    

Indeks for midvinter baseret på de 112 lokaliteter var på henholdsvis 244,1 i 2020 og 262,8 i 2021, hvilket indikerer at endnu flere pibeænder forekom i landet i det sidste år (Figur 2). I perioden 1987-2021 har indeks varieret betydeligt uden entydig tendens, men med tydelige udsving i relation til hårde vintre, hvor der fx blev set færre fugle i 1987, 1996, 1997, 2010 og 2011. Set i et meget længere perspektiv har der været en stigning i antallet opgjort ved de landsdækkende tællinger fra 1968-2020 (Tabel 1), hvilket givetvis afspejler den hyppigere forekomst af mildere vintre nu end førhen.

Ved oktobertællingen af svømmeænder blev der optalt 267.159 pibeænder (Figur 3). Arten forekom i størst antal i Jylland med særligt store antal i Vadehavet inkl. marskområderne (80.865 fugle talt fra land) og Ringkøbing Fjord med Værnengene (10.823) samt ved Agger og Harboøre Tanger (10.434). På øerne blev de største antal truffet på Saltholm (31.980), i Karrebæk og Dybsø Fjorde (17.359), i Roskilde Fjord (14.726, hvoraf 10.097 i fuglebeskyttelsesområdet, resten i Frederiksværk Bredning) og i fuglebeskyttelsesområdet ved Præstø Fjord og Ulvshale-Nyord (18.640), nogenlunde jævnt fordelt mellem de to reservater i området (Figur 3).  

Indeks baseret på oktober tællingerne fra 62 lokaliteter med regelmæssige tællinger tilbage til 1980 lå i 2020 på 303,8, der er den højeste værdi i hele tidsserien (Figur 4).  

Udvikling i antal og udbredelse

Det samlede antal af pibeænder optalt ved den seneste oktobertælling i 2020 var på knap 270.000 fugle, der er det højeste registreret i en oktobertælling. Det er bemærkelsesværdigt i betragtning af, der ikke kunne udføres flytælling i Vadehavet i oktober. Den landbaserede tælling af Vadehavet gav desuagtet en stor total for området. Der er ikke nogen entydig tendens i udviklingen i antallet fra 2004-2020 (Tabel 2), hvor år med under 150.000 fugle ofte er karakteriseret ved en manglende flytælling i Vadehavet (jf. Nielsen m.fl. 2019). Set i det lange perspektiv er der, bedømt ud fra 62 regelmæssigt overvågede lokaliteter, i den lange tidsperiode fra 1980-2020 sket en fremgang, og i den kortere periode en stabil bestand på et højere niveau (Figur 3).

Antallet af overvintrende pibeænder er stærkt afhængigt af vinterens hårdhed, med lavere antal i kolde vintre og højere i mildere vintre. 

• Tidligere rapporter om resultater af landsdækkende svømmeandetællinger (se referencerne i metodeafsnittene om midvinter- og svømmeandetællingerne) samt afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
• Clausen, P., Holm, T.E., Laursen, K., Nielsen, R.D. & Christensen, T.K. (2013). Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 1: Nationale resultater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 118 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 72. 
• Clausen, P., Holm, T.E., Therkildsen, O.R., Jørgensen, H.E. & Nielsen, R.D. (2014). Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 2: De enkelte reservater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 236 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 132. 
• Madsen, J., Hounisen, J.P., Bøgebjerg, E. & Jørgensen (1995). Rastende bestande af fugle i forsøgsreservaterne. Danmarks Miljøundersøgelser, 40 s. - Faglig rapport fra DMU nr. 132.
• Madsen, J. (1998). Experimental refuges for migratory waterfowl in Danish wetlands. II. Tests of hunting disturbance effects. - Journal of Applied Ecology 35: 398-417.