Aarhus Universitets segl

Sangsvane

Cygnus cygnus

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Trækfugl

Bilag I og Artikel 4.2 udpeget

Livskraftig (LC)

60.612 (vinter 2021)

2010-2021: Stigende
1984-2021: Stigende

Antallet af sangsvane registreret ved midvintertællingerne i 2020 og 2021 var henholdsvis lidt over og under 60.000 fugle, og blandt de højeste antal registeret siden tællingerne startede sidst i 1960'erne. Bestanden har således været stigende - både i det korte og lange perspektiv. Arten har i dag en landsdækkende udbredelse og fouragerer især på agerjorde. Arten er kun i begrænset omfang udsat for trusler.

Om arten

Sangsvane forekom førhen primært ved lavvandede fjorde eller beskyttede vige med udbredt undervandsvegetation, men er i dag for hovedpartens vedkommende skiftet til at fouragere på agerjorde, hvor de fouragerer på vintersæd- og rapsmarker samt spild fra høstede roe-, gulerods- og kartoffelmarker (Laubek 1995a). I de seneste år er større flokke set på høstede majsmarker (Clausen m.fl. 2018).

Sangsvane er i dag en udbredt og relativt talrig vintergæst i hele landet, hvortil de kommer fra yngleområder i Sverige, Finland, Polen, de Baltiske Lande og Rusland (Bønløkke m.fl. 2006). Arten er en meget sjælden ynglefugl i Danmark (se Sangsvane i ynglefugleafsnittet).

Den overvintrende kontinentale bestand af sangsvane i Nordvesteuropa har været jævnt stigende siden 1960'erne og blev senest opgjort til 138.500 fugle i januar 2015, hvoraf 45 % overvintrede i Danmark, der er det vigtigste overvintringsområde for flyway-bestanden (Laubek m.fl. 2019).

Sangsvanerne fouragerer sjældnere på planter i lavvandede vådområder end  knop- og pibesvanerne, og man kan på den baggrund næppe tale om, at de er udsat for de samme trusler fra eutrofiering, som er omtalt under disse arter. Lokalt er der eksempler på at sangsvaner omkommer ved kollision med højspændingsledninger.

Overvågningsmetoder

Sangsvane har siden 1992 været overvåget årligt i forbindelse med landsdækkende midvintertællinger af gæs og gulnæbbede svaner. Fra 1980'erne foreligger flere opgørelser af midvinterbestanden.

Sangsvane optælles primært ved målrettede optællinger af fjordområder, kystlaguner, søer og omkringliggende agerjorde i store dele af landet, som er kendte faste rastepladser. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt. 

Arten er især registreret ved optællinger foretaget fra land, sjældnere ved totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly.  

Resultater

Der blev optalt en samlet bestand på 57.303 sangsvaner i vinteren 2020 og 60.612 i 2021 (Figur 1 og 2), tal der ligger over gennemsnittet for alle forudgående perioder (Tabel 1), men på niveau med de umiddelbart forudgående år. Bestanden har været jævnt stigende siden 1984, hvor bestandens størrelse næsten årligt er blevet opgjort (Figur 3).

Set i det lange perspektiv er den overvintrende bestand af sangsvane mangedoblet siden midten af 1960'erne  (Joensen 1974, Tabel 1, Figur 3). Udviklingen afspejler en markant forandring i yngleudbredelsen af arten, som i begyndelsen af 1970’erne kun ynglede i de nordligste dele af Fennoskandien og Rusland, men i dag er udbredt i hele Sverige og Finland (Ottosson m.fl. 2012, Valkama m.fl. 2011), og har bredt sig til nye yngleområder i fx Tyskland og Danmark (Koop & Berndt 2014 , se Sangsvane i ynglefugleafsnittet).

Udvikling i antal og udbredelse

Sangsvane var i begge vintrene 2020-2021 udbredt over hele landet og udbredelsen var meget lig den observerede ved tællinger i 2010'erne, jf. tidligere års NOVANA-afrapporteringer. Den tidligere overvægt af forekomster i Nordøstjylland og på Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn (jf. Laubek 1995b) er således ikke længere til stede.

Referencer

  • Tidligere rapporter om resultater af landsdækkende tællinger af gulnæbbede svaner (se referencerne i metodeafsnittene om midvinter- og svanetællingerne) samt afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
  • Bønløkke, J., Madsen J.J., Thorup, K., Bjerrum, M. & Rahbek, C. (2006). Dansk trækfugleatlas. - Rhodos, Humlebæk. 870 s.
  • Clausen, K.K., Madsen, J., Nolet, B.A. & Haugaard, L. (2018). Maize stubble as foraging habitat for wintering geese and swans in northern Europe. - Agriculture, Ecosystems and Environment 259: 72–76. 
  • Koop, B. & Berndt, R.K. (2014). Vogelwelt Schleswig-Holsteins. Band 7. Zweiter Brutvogelatlas. - Wachholz Verlag, Neumünster. 504 s.
  • Laubek, B. (1995a). Habitat use by Whooper Swans Cygnus cygnus and Bewick's Swans Cygnus columbianus bewickii wintering in Denmark: increasing agricultural conflicts. – Wildfowl 46: 8-15
  • Laubek, B. (1995b). Udbredelse og fænologi hos rastende og overvintrende Sang- og Pibesvaner i Danmark, 1991-93. - Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 89: 67-83.
  • Laubek, B., Clausen, P., Nilsson, L., Wahl, J., Wieloch, M., Meissner, W., Shimmings, P., Larsen, B.H., Hornman, M., Langendoen, T., Lehikoinen, A., Luigojõe, L., Stīpniece, A., Švažas, S., Sniaukstra, L., Keller, V., Gaudard, C., Devos, K., Musilová, Z., Teufelbauer, N., Rees, E. & Fox, A.D. (2019). Whooper Swan Cygnus cygnus January population censuses for Northwest Mainland Europe, 1995-2015. - Wildfowl Special Issue 5: 102-121. 
  • Ottosson, U., Ottwall, R., Elmberg, J., Green, M., Gustafsson, R., Haas, F., Holmqvist, N., Lindström, Å., Nilsson, L., Svensson, M., Svensson, S. & Tjernbarg, M. (2012). Fåglarne i Sverige – antal och förekomst. – Sveriges Orntologiska Förening, Halmstad. 592 s.
  • Valkama, J., Vepsäläinen, V. & Lehikoinen, A. (2011). The Third Finnish Breeding Bird Atlas. – Finnish Museum of Natural History and Ministry of Environment. ISBN 978-952-10-7145. http://atlas3.lintuatlas.fi/english


Sangsvane
Fotos: Jørgen Peter Kjeldsen

År Januar
1980-1989 3.621
1990-1999 15.970
2000-2009 32.461 
2010-2019 50.279
2020 57.303
2021 60.612

Tabel 1. Antal af sangsvane optalt ved landsdækkende midvintertællinger i januar 1984-2019 i Danmark. For de fire tiårsperioder er anført gennemsnit, og for 2020 og 2021 de konkrete optalte antal. Arten blev ikke overvåget i 1986 og 1990.