Crex crex
| Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
|---|---|---|---|---|
| Ynglefugl | Bilag I | Sårbar (VU) | 49-320 hanner (2025) | 2014-2025: Fluktuerende 1980-2025: Stigende |
Engsnarre var næsten forsvundet som dansk ynglefugl omkring 1980, men er siden vendt tilbage og bestanden vurderes til 49-320 hanner i 2025. Udviklingen i de seneste 12 år er fluktuerende, mens bestanden på lang sigt er stigende. Arten forekommer i alle landsdele, og NOVANA registrerede i 2025 fire syngende hanner i de udpegede fuglebeskyttelsesområder.
Engsnarre yngler i Danmark på fugtige enge og i moser med en naturlig og varieret flora og relativt høj græsvegetation uden træer og buske. Arten lever skjult i vegetationen og registreres næsten udelukkende på hannens natlige sang. Den er udbredt fra Vesteuropa til Centralasien med de største bestande i Østeuropa. Danmark ligger i udkanten af udbredelsesområdet. Engsnarren ankommer i maj, ofte i to bølger, og hannerne synger som regel fra midten af maj til midten af juli (Holm & Balsby 2023). Fuglene bliver, til ungerne er flyvefærdige i august-september (Thorup 1999), og arten overvintrer i Afrika syd for Sahara.
Omkring år 1900 var engsnarre en af karakterfuglene i det danske landbrugsland med en anslået bestand på 10.000-20.000 par. Den store tilbagegang skete fra slutningen af 1920'erne til midten af 1940'erne, i takt med at høslættet blev mekaniseret og rykket frem på sæsonen (Thorup 1999). Arten holdt længst stand på Skjern Å-engene, Varde Å-engene og Ryå-engene ved Store Vildmose, hvor der var fast forekomst frem til 1984 (Sørensen 1995). Sidst i 1980'erne var der kun 0-5 par (Vikstrøm & Moshøj 2020), og i 1984-1996 ynglede arten måske ikke hvert år, idet antallet af sandsynlige ynglepar svingede mellem 0 og 5-6 (Thorup 1999). Siden slutningen af 1990'erne er arten vendt tilbage til en række områder, formentlig i takt med fremgangen i de østeuropæiske kernebestande.
De største trusler mod engsnarre er tab af ynglehabitat og tidligt høslæt (Hagemeijer & Blair 1997). Tidligere blev engene slået med le sidst i juli og i august, men med slåmaskinerne er slættet blevet både tidligere og hurtigere, og slås engene i juni og juli, bliver stort set alle unger dræbt (Thorup 1999).
I NOVANA blev engsnarre overvåget ekstensivt i 2011 og 2014, hvor udbredelsen blev opgjort ud fra kvalitetssikrede observationer i DOFbasen af territoriehævdende fugle i perioden 1. maj til 31. juli (Pihl m.fl. 2012, Pihl m.fl. 2013). Frem til 2008 blev arten overvåget efter en opsøgende metode, som ikke længere benyttes.
Fra 2018 overvåges engsnarre efter Intensiv 1-metoden, hvor bestandsstørrelse og udbredelse opgøres ved opsøgende natlytning i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Holm 2018, Holm & Balsby 2023). Arten ankommer ofte til Danmark i to bølger, typisk i perioder med østenvind og stigende temperaturer, og hver lokalitet besøges derfor to gange, første gang i perioden 15. maj til 15. juni og anden gang i perioden 16. juni til 15. juli. Overvågningen er gennemført i 2018, 2020, 2023 og 2025.
Til beregning af bestandsestimater og bestandsudvikling er NOVANA-data suppleret med data fra andre kilder.
For perioden 2019-2023 blev landsbestanden beregnet ved at kombinere NOVANA-tællingen i 2023 med observationer fra DOFbasen fra 2019-2023 for de områder, der ikke er dækket af NOVANA-overvågningen (Holm m.fl. 2026). Der er ikke lavet en tilsvarende beregning for 2024 og 2025.
I NOVANA-overvågningen i 2025 blev der registreret 4 syngende hanner i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Figur 1, Tabel 1). På landsplan blev der registreret 83 syngende hanner på 66 lokaliteter i 2024 og 49 på 33 lokaliteter i 2025 (Pinnerup 2026), mod 31-177 om året i 2019-2023 (Pinnerup 2024, Nielsen m.fl. 2023). Da engsnarre synger om natten og kun registreres, hvor nogen lytter, er de registrerede antal minimumstal. Ved at kombinere NOVANA-tællingen i 2023 med observationer fra DOFbasen fra 2019-2023 blev landsbestanden for perioden beregnet til højst 320 territoriehævdende hanner. Det er et maksimumstal, som risikerer at overvurdere bestanden (Holm m.fl. 2026). Der er ikke lavet en ny beregning for 2024-2025, men da de registrerede antal i de to år ligger inden for intervallet fra 2019-2023, bruges 320 fortsat som øvre grænse. Bestanden vurderes derfor til 83-320 hanner i 2024 og 49-320 hanner i 2025. Til sammenligning blev bestanden vurderet til 139-320 par i Atlas III 2014-2017 (Vikstrøm & Moshøj 2020).
Under Atlas I i 1971-1974 blev der registreret 77 territoriehævdende fugle, og bestanden blev anslået til måske 25-100 par (Thorup 1999). I 1980 blev der registreret 14 fugle (Sørensen 1995), og sidst i 1980'erne var bestanden nede på 0-5 par (Vikstrøm & Moshøj 2020). Fra slutningen af 1990'erne fulgte en kraftig fremgang, og det registrerede antal toppede i 2003-2007 med op til 508 fugle i 2004 (Pinnerup 2026). I Atlas III 2014-2017 blev bestanden opgjort til 139-320 par (Vikstrøm & Moshøj 2020). Siden 2015 har det registrerede antal svinget mellem 31 og 282 om året, i 2020-2025 mellem 31 og 177 (Nyrup 2017, Pinnerup 2024, Pinnerup 2026). På kort sigt (2014-2025) er udviklingen fluktuerende. De registrerede antal faldt fra 209-282 i 2015-2016 til 31-83 i 2023-2025, men antallet afhænger af vejr og lytteindsats, og i 2014-2017 var engsnarre en af de 18 arter, der blev bestandskortlagt i Atlas III (Vikstrøm & Moshøj 2020). På lang sigt (1980-2025) er bestanden stigende, fra 14 registrerede fugle i 1980 til 49-320 hanner i 2025.
Udbredelsen er øget siden 1980 (Fredshavn m.fl. 2019). Arten blev fundet i 97 atlaskvadrater i 1971-1974, 31 i 1993-1996 og 177 i 2014-2017, hvor den forekom i det meste af landet, men ikke på Lolland, Falster og Samsø (Vikstrøm & Moshøj 2020). I 2025 husede Nordjylland og Vestjylland halvdelen af de registrerede fugle (Pinnerup 2026).
Fredshavn, J.R., Holm, T.E., Sterup, J., Pedersen, C.L., Nielsen, R.D., Clausen, P., Eskildsen, D.P. & Flensted, K.N. (2019). Størrelse og udvikling af fuglebestande i Danmark – 2019. Artikel 12-rapportering til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 46 s. – Videnskabelig rapport nr. 363. http://dce2.au.dk/pub/SR363.pdf
Hagemeijer, W.J.M. & Blair, M.J. (red.) (1997). The EBCC Atlas of European Breeding Birds: Their Distribution and Abundance. – T. & A.D. Poyser, London. 903 s.
Holm, T.E. (2018). Overvågning af engsnarre Crex crex som ynglefugl. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A127, version 1. 7 s.
Holm, T.E. & Balsby, T.J.S. (2023). Overvågning af engsnarre Crex crex som ynglefugl. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A127, version 2. 9 s.
Holm, T.E., Pedersen, C.L. & Balsby, T.J.S. (2026). Estimation of national populations for nine Annex I breeding bird species in Denmark. – Environmental and Experimental Biology 24: 23-29.
Nielsen, R.D., Holm, T.E., Clausen, P., Bregnballe, T., Clausen, K.K., Petersen, I.K., Sterup, J., Balsby, T.J.S., Pedersen, C.L., Dalby, L., Mikkelsen, P., Mellerup, K.A. & Bladt, J. (2023). Fugle 2020-2021. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 715 s. – Videnskabelig rapport nr. 531. http://dce2.au.dk/pub/SR531.pdf
Nyrup, H. (2017). Engsnarre Crex crex. I Lange, P. (red.), Fugle i Danmark 2016. Fugleåret 2016. – Dansk Ornitologisk Forening.
Pihl, S., Holm, T.E., Kahlert, J. & Søgaard, B. (2012). Ekstensiv overvågning af ynglefugle. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A199, version 1. 4 s.
Pihl, S., Clausen, P., Petersen, I.K., Nielsen, R.D., Laursen, K., Bregnballe, T., Holm, T.E. & Søgaard, B. (2013). Fugle 2004-2011. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 188 s. – Videnskabelig rapport nr. 49. http://dce2.au.dk/pub/SR49.pdf
Pinnerup, S.P. (2024). Engsnarre Crex crex. I Christensen, J.S. & Christophersen, H. (red.), Fugle i Danmark 2023. I Lange, P. (red.), Fugleåret 2023. – Dansk Ornitologisk Forening.
Pinnerup, S.P. (2026). Engsnarre Crex crex. I Christensen, J.S. & Christophersen, H. (red.), Fugle i Danmark 2025. I Lange, P. (red.), Fugleåret 2025. – Dansk Ornitologisk Forening.
Sørensen, U.G. (1995). Truede og sjældne danske ynglefugle 1976-1991. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 89: 1-48.
Thorup, O. (1999). Engsnarrens Crex crex yngleforhold i kulturlandskabet, og artens fortid, nutid og eventuelle fremtid i Danmark. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 93: 71-81.
Vikstrøm, T. & Moshøj, C.M. (2020). Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017. – Dansk Ornitologisk Forening. Lindhardt og Ringhof. 840 s.
| År | Dækning | Antal |
|---|---|---|
| 2018 | Fuglebeskyttelsesomr. | 1 han |
| 2020 | Fuglebeskyttelsesomr. | 5 hanner |
| 2023 | Fuglebeskyttelsesomr. | 3 hanner |
| 2025 | Fuglebeskyttelsesomr. | 4 hanner |
Tabel 1. Overvågning af engsnarre i Danmark, NOVANA 2018-2025.